tirsdag den 13. november 2012

2x boksning denne uge


Eurosport sender denne uge to bokseudsendelser, hvoraf den ene er live.

Tirsdag kl. 21:00 sendes der et stævne fra Sands Casino Resort i Bethlehem, Pennsylvania, USA, hvor hovedkampen er en IBF title eliminator i mellemvægt mellem Charles Whittaker og Gabriel Rosado.

Mange hardcore danske fans husker nok Whittaker for sin kamp mod en ung Mikkel Kessler tilbage i 2000, og selvom han har en del nederlag på rekordlisten, så har han formået at vende karrieren. Han har kun tabt en enkelt ud af sine seneste 24 kampe, hvilket må siges at være imponerende. Nu gælder det så muligheden for at bokse om IBF VM-bæltet mod Daniel Geale.

Rosado har en lignende baggrund, og han har ligeledes været matchet hårdt tidligt i karrieren. Han har også stablet en flot række sejre sammen, så begge boksere må siges at være klare til den store opgave.

Der vises også to flotte match-ups i henholdsvis weltervægt og letsværvægt, hvor Ronald Cruz og Antwone Smith samt Lionell Thompson og Sergey Kovalev mødes.

Fredag kl. 21:00 sendes den 17. udgave fa Bigger's Better direkte fra Sportshallen i Andrichow, Polen. Feltet består som altid af en blanding af rutinerede amatørboksere, kickboxere og professionelle boksere, som ønsker at booste deres karriere.

Her er de to otte deltagere, hvoraf flere er gengangere fra tidligere turneringer:
Tomasz Szczepkowski (Polen)
Vladimir Toktasynov (Tyskland)
Porcoi Tiberiu (Rumænien)
Konstantin Airich (Tyskland)
Wojciech Jastrzebski (Polen)
Alexej Mogylewskij (Tyskland)
Ionel Osvat (Rumænien)
Sergej Maslobojev (Litauen)

Der vises også en kickboxingkamp mellem polske Gerard Linder og den thailandske stjerne, Saner ”Benphet” Promsorn, lige før finalen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar