tirsdag den 29. juni 2010

To gange boksning på Eurosport denne uge


Eurosports stærke boksetilbud denne sommer fortsætter denne uge med to udsendelser, og der kan ses frem til masser af hårdtslående action.

I aften, tirsdag kl. 20:00, sender kanalen fra Sauerland Event stævnet i Weser-Ems-Halle, i Oldenburg, Tyskland, hvor hovedkampen er WBO VM-kampen i cruiservægt mellem Marco Huck (28-1-0, 21 sejre på KO) og Brian Minto (34-3-0, 21 sejre på KO). Fra undercardet vises kampen om WBO’s Inter-Continental titel i letsværvægt mellem Karo Murat (21-0-0, 13 sejre på KO) og Tommy Karpency (19-1-1, 12 sejre på KO) og letsværvægtskampen mellem Dustin Dirks (14-0-0, 9 sejre på KO) og Theo Kruger (9-9-2, 3 sejre på KO).

På lørdag kl. 20:15 vises sværvægtsbraget om WBO’s Asia Pacific og Oriental titler fra Duco Events Ltd/Gotham Boxing Promotions stævnet i The Trusts Stadium i Auckland, New Zealand, hvor mesteren, David Tua (50-3-1, 43 sejre på KO), tager imod udfordreren, Friday Ahunanya (24-5-3, 13 sejre på KO). Fra undercardet vises cruiservægtskampen mellem James Bostic (19-4-0, 11 sejre på KO) og Oscar Siale (11-2-0, 4 sejre på KO) og sværvægtskampen mellem Israel Carlos Garcia (19-3-0, 11 sejre på KO) og Brett Smith (11-2-0, 4 sejre på KO).

mandag den 21. juni 2010

De unge løver

Super Six turneringen har for alvor skabt fokus på en af boksesportens yngste vægtklasser, supermellemvægt, men vægtklassen har også dybde og potentiale udover den absolutte elite, og dette kan ses i aften, når Eurosport kl. 20:15 sender tre kampe med seks unge løver. Aftenens hovedkamp er NABO titelkampen i super mellemvægt mellem de to ubesejrede og fremadstormende talenter, Marcus Johnson (18-0-0, 14 sejre på KO) og Derek Edwards (25-0-0, 13 sejre på KO).

Dette er en af de kampe, som får fightfans til at savle af begejstring, da vi får to sultne, ubesejrede fightere at se i en stor test mod hinanden i dette stævne fra UIC Pavillion i Chicago, Illinois, USA. Begge har meget at bevise, og begge ved at en sejr i denne kamp, vil bringe dem et stort skridt tættere på verdenseliten, hvor Super Six navnene hører til.

De to amerikanere kommer ind til kampen med imponerende evner og masser af potentiale, og stilmæssig minder de lidt om hinanden. Johnson har mere erfaring som amatør, men Edwards har mere erfaring som professionel, og ingen af de to er rigtig blevet testet endnu i det professionelle game. Begge har et godt jab, gode defensive evner og kan lide at kontrabokse, så det bliver interessant at se, hvem der får implementeret sin strategi og dermed får muligheden for at hive sejren hjem i denne vigtige kamp for disse super mellemvægtere.

Vi får også to andre interessante kampe at se fra UIC Pavillion. Den ubesejrede og særdeles hårdtslående amerikaner, Don George (19-0-1, 17 sejre på KO), tager imod ghaneseren, Osumanu Adam (17-1-0, 13 sejre på KO), i en helt åben kamp i super mellemvægt. Begge har vist stort potentiale, selvom ingen af dem har mødt de helt store profiler endnu som professionelle, og på papiret er dette en helt snæver kamp. Edwin Rodriguez (14-0-0, 10 sejre på KO) hører egentlig til i super mellemvægt, men har taget kampen mod letsværvægteren, Kevin Engel (17-2-0, 14 sejre på KO) i Engels vægtklasse, og dette ser ud til at være ren dynamit. Begge amerikanere virker til at have legitim knockoutpower i begge hænder, selvom de for det meste har mødt ”bløde” modstandere.

For alle seks fightere er det knald eller fald, og med sultne, unge fightere i ringen, så er man altid garanteret god aktion. Udover sommeren er der ligeledes masser af god aktion for Eurosports mange trofaste boksefans, og her kan du se programmet for de nærmeste bokseudsendelser:
Tirsdag den 29. juni kl. 20:15-22:30 sendes Marco Huck vs Brian Minto (WBO titelkamp i cruiservægt)
Lørdag den 3. juli kl. 20:15-22:00 sendes David Tua vs Friday Ahunanya
Tirsdag den 6. juli kl. 21:00-22:30 sendes Sergiy Dzinziruk vs Daniel Dawson (WBO titelkamp i letmellemvægt)

tirsdag den 15. juni 2010

Yurorkis Gamboa vs Jonathan Victor Barros i eksplosiv VM-kamp!


I aften kl. 20:30 viser Eurosport WBA VM-kampen i fjervægt mellem den regerende mester fra Cuba, Yuriorkis Gamboa (17-0-0, 15 sejre på KO), og den ubesejrede, argentinske udfordrer, Jonathan Victor Barros (28-0-1, 16 sejre på KO).

Den cubanske OL-guldvinder fra 2004 er et af de allerstørste talenter i professionel boksning i dag, mens Barros er en mere typisk sydamerikansk fighter, som har masser af hjerte, vilje og hårdhed, og der er ingen tvivl om at Barros kommer for at tage WBA-bæltet med hjem til Argentina. Der er stor kontrast mellem de to bokseres måder at bokse på, og selvom Gamboa tilsyneladende har alle de stærkeste kort på sin hånd, så har Barros slagkraften og rækkevidden til at kunne give den lynhurtige cubaner problemer.

Gamboa er en af de boksere, som langt hen af vejen har levet på sit talent og bokseevner fra amatørtiden, og selvom han også har tilpasset sig det professionelle game, så er der stadigvæk huller i hans defensiv. Han har gennem hele karrieren været åben for kontraslag, når han selv åbner op, og det har også resulteret i en række knockdowns, hvor han har set ganske sårbar ud. Gamboa har dog altid formået at rejse sig og vinde kampene, hvilket viser fighterhjerte og stolthed, men spørgsmålet er, hvad der sker når en verdensklasse bokser tagger ham med en bombe?

Barros er selvfølgelig klar over dette, og vil utvivlsomt satse på at presse Gamboa tilbage, for så at slå kontra henover, når cubaneren åbner op. Får Gamboa lov til det, så vil han derimod bokser cirkler omkring sin argentinske udfordrer, og verdensmesterens eksplosive kombinationer er frygtindgydende, og den slags har udfordreren altid oplevet før.

For lige at krydre denne intense VM-kamp lidt ekstra, så kommer vinderen af denne kamp til at bokse mod en af de andre fjervægtsmestre i en dobbelt titelkamp i løbet af sommeren. Dvs. alt er på spil for begge boksere, og begge vil forsøge at vinde på allermest imponerende vis.

tirsdag den 8. juni 2010

WBA VM-kamp i sværvægt


Tirsdag aften kl. 21:15 viser Eurosport verdensklasseboksning fra MEN Arena i Manchester, England! Aftenens hovedkamp er WBA VM-kampen i sværvægt mellem den forsvarende mester, David Haye (23-1-0, 21 sejre på KO), og den akavede udfordrer, John Ruiz (44-8-1, 30 sejre på KO), og så vises den spændende Commonwealth titelkamp i super mellemvægt mellem den hårdføre og rutinerede mester, Charles Adamu (17-4-0, 12 sejre på KO) og det ubesejrede og meget lovende talent, George Groves (8-0-0, 6 sejre på KO), også.

Engelske Haye rykkede op i sværvægt efter at have forenet titlerne i cruiservægt, og med en hurtig og bevægelig offensiv udboksede han kæmpen, Nikolay Valuev, om WBA-titlen i november sidste år. I sit første forsvar af titlen tager han imod den svære og rodede amerikaner med puertoricanske rødder, Ruiz, på hjemmebane i England. Presset er enormt på Haye, men Ruiz har besejret en række klassemodstandere tidligere, er to gange tidligere blevet kronet som WBA champ og er kendt som en clinchsøgende og meget akavet bokser, som har gjort livet surt for mange sværvægtere. Ruiz er også langt mere rutineret end Haye, men briten har hurtighed, slagkraft og talent på sin side, og amerikaneren har set skidt ud mod lette, hurtige sværvægtere tidligere. Haye har utvivlsomt en stor karriere foran sig, mens Ruiz er ved at nå enden, og han kommer til at give alt for at forsøge at vinde WBA-titlen en tredje gang.

Ghanesiske Adamu vandt den ledige Commonwealth titel med en kontroversiel og snæver pointsejr over Carl Dilks, men har også tidligere vist sin klasse ved at gå tiden ud mod elitefightere som Carl Froch, Otis Grant og Vitali Tsypko uden den store professionelle erfaring. Han forsvarer titlen på udebane mod det store engelske talent, Groves, som på papiret ser ud til at være kommet på en rigtig, rigtig svær opgave. Groves er blevet hypet en hel del i den engelske presse, men i Adamu møder han en aggressiv veteran med masser af vilje og motivation. Afrikaneren kender boksegamet, og vil forsøge at frustrere og presse Groves bagud med sine vilde bomber, og hvorvidt briten kan stå for presset og styre slagets gang med sine mere elegante evner bliver spændende at se.

Tirsdag den 15. juni kl. 21:00 sendes Yuriorkis Gamboa vs Jonathan Victor Baras (WBA VM-kamp i fjervægt)

Tirsdag den 22. juni kl. 21:00 og tirsdag den 29. juni kl. 21:00 sendes der uspecificerede titelkampe, og jeg skal snarest vende tilbage med hvilke kampe det drejer sig om.

torsdag den 3. juni 2010

Live boksning fra Tyskland

Fredag den 4. juni kl. 20:15 sender Eurosport live fra Karl-Eckel-Halle i Eckersheim, Tyskland, hvor Ahmet Öners Arena Boxpromotion har lagt op til en række interessante kampe med fokus på sværvægterne. Stævnet kaldes ”The 7th annual Havoc in Hattersheim”, og navnet refererer til det tilbagevendende, årlige boksestævne i Hattersheim.

Juan Carlos Gomez (46-2-0, 36 sejre på KO) fortsætter sit comeback med en kamp mod den Frankfurt-baserede tyrker, Oezcan Cetinkaya (17-6-1, 11 sejre på KO), og så får vi også et eksplosivt opgør mellem Konstantin Airich (14-2-2, 11 sejre på KO) og Alexander Kahl (15-5-1, 13 sejre på KO). Begge disse kampe er i sværvægt, men der er også flere andre kampe på programmet. Det er sikkert at Eurosport også viser det cubanske cruiservægtstalent, Damian Norris (12-5-0, 7 sejre på KO), i kamp mod debutanten, Nysret Sopay, og bliver kampene korte, så vises der selvfølgelig andre kampe fra stævnet.

Gomez’ imponerede ikke i sin seneste comebackkamp mod Kahl, men selvom han stadigvæk ikke er i form til at takle verdenseliten, så bliver han hele tiden skarpere og skarpere, og der er ikke tvivl om at han har både talent og teknik i orden. I Cetinakaya står han overfor en primitiv men angrebsvillig modstander, og Gomez har brug for at slibe sine våben skarpe, før han bevæger sig op et niveau. Cetinkaya vil selvfølgelig forsøge at levere den store overraskelse, men eksilcubaneren bør have for meget af det hele.

Airich gjorde kort proces mod Alexey Varakin senest, men forbliver en ”hot and cold” fighter. Får han lov til at komme i gang med sine angreb, ja, så er han potent, farlig og særdeles underholdende med sine eksplosive kombinationer. Specielt venstre hooket slår han flot, men i Kahl står han overfor en anden knockoutbokser. Kahl var utrolig passiv og defensiv mod Gomez i sin seneste kamp, men for at være fair, så skal det nævnes, at han var overmatchet på det groveste, og han formåede aldrig at vise, hvad han kan i den kamp.

Overmatchet er debutanten, Sopay, også, og selvom Norris vender tilbage efter en to-årig pause fra gamet, så er det på papiret svært at se, hvad cubaneren får ud af denne kamp, udover at få banket lidt rust af.

Jeg forventer et fint, lille stævne, hvor Öners profiler får mulighed for at vise sine kvaliteter frem, og så håber jeg på attraktiv boksning for seerne.

Som jeg tidligere har skrevet, så er der masser af boksning på Eurosport i juni måned:

Tirsdag den 8. juni kl. 21:15 sendes David Haye vs John Ruiz (WBA VM-kamp i sværvægt)

Tirsdag den 15. juni kl. 21:00 sendes Yuriorkis Gamboa vs Jonathan Victor Baras (WBA VM-kamp i fjervægt)

Tirsdag den 22. juni kl. 21:00 og tirsdag den 29. juni kl. 21:00 sendes der uspecificerede titelkampe, og jeg skal snarest vende tilbage med hvilke kampe det drejer sig om.

tirsdag den 1. juni 2010

Arthur Abraham vs Andre Dirrell

I aften kl. 21:00 sender Eurosport to kampe fra to forskellige stævner. Aftenens hovedkamp er Super Six-kampen mellem den amerikanske switch-hitter, Andre Dirrell (18-1-0, 13 sejre på KO), og den tyske hardhitter, Arthur Abraham (31-0-0, 25 sejre på KO), men der er også en spændende kamp i sværvægt mellem stortalentet fra Bulgarien, Kubrat Pulev (7-0-0, 5 sejre på KO), og den enorme russiske journeyman, Evgeny Orlov (11-6-1, 8 sejre på KO og et enkelt nederlag på KO).


Begge er kampe er fascinerende match-ups med spektakulære stilkontraster, selvom de udkæmpes på de vidt forskellige niveauer. Dirrell er lynhurtig på hænder og fødder, og har en akavet og uortodoks stil, mens Abraham er voldsomt hårdtslående, solid og simpel i sin boksestil - på grænsen til det primitive. Pulev er bevægelig og flydende i sin stil, men Orlov er tung og langsom, men stærk og hårdtslående.

Dirrell vs Abraham er en kamp mellem to af verdens allerbedste super mellemvægtere, og kampen er en del af den meget omtalte Super Six-turnering, hvor danske Mikkel Kessler også deltager. Selvom der ingen titel er på spil, så er indsatsen stor, og skal Dirrell gå videre i turneringen, så skal han vinde over Abraham, da amerikaneren tabte til Carl Froch i sin første kamp i turneringen. Tyskeren står på den anden side stærkt, da han knockoutbesejrede Jermain Taylor i sin første kamp i turneringen. Der er lagt op til en rigtig gyser, når de to topboksere går i kamp.

Pulev har set sensationel ud indtil videre i sin korte professionelle karriere, og har allerede slået gode navne som Matt Skelton, Gbenga Oloukun og Danny Batchelder. Som amatør var bulgareren et stort navn, og hans atletiske evner og bokseevner gør ham til et særdeles lovende sværvægtshåb. I Orlov møder han en rutineret, tough modstander, som har både højde, rækkevidde og vægt på ham, og det bliver spændende at se, hvordan Pulev takler den bogstavelig talt enorme opgave.

Dette er første af i alt seks bokseudsendelser på Eurosport i juni måned! Vi fortsætter allerede på fredag kl. 20:15, hvor der sendes direkte fra Karl Ecke Halle i Hessen, Tyskland, hvor Juan Carlos Gomez fortsætter sit comeback mod Oezcan Cetinkaya og hvor Konstantin Airich tager imod knockoutbokseren, Alexander Kahl, i en eksplosiv kamp. Resten af måneden er der boksning hver tirsdag aften på Eurosport, så der er garanteret masser af hårdtslående sommeraction til de danske boksefans.