tirsdag den 26. juli 2011

Lucian Bute vs Jean Paul Mendy


Eurosport sender i aften kl. 22:00 fire boksekampe fra Romexpo i Bukarest, Rumænien, hvor hovedkampen er IBF VM-kampen i super mellemvægt mellem den forsvarende mester, Lucian Bute, og førsteudfordreren, Jean Paul Mendy.

Bute (28-0-0, 23 sejre på KO) er utvivlsomt en af de absolut bedste super mellemvægtere i verden, og mange mener, at han er den allerbedste foran Andre Ward, Carl Froch og ja, danske Mikkel Kessler. Den nu canadisk baserede rumæner gør sit ottende forsvar af titlen i sit hjemland Rumænien, hvor han kun har bokset en enkelt gang som professionel tidligere. Han er ved at udvikle sig til en stor stjerne, og det er derfor en meget populær hjemmebanefavorit, som skal takle den franske udfordrer, Mendy.

Mendy (29-0-1, 16 sejre på KO) er førsteudfordreren til IBF-titlen, men det må siges at hans kvalifikationsgrundlag virker lidt svagt, da han vandt kvalifikationskampen mod Sakio Bika på diskvalifikation. Bika havde Mendy i alverdens problemer allerede i første omgang, men da han slog Mendy i gulvet med et venstre hook, kom han til at følge op med en højre uppercut, mens Mendy havde knæet i gulvet. Franskmanden blev slået helt ud af det slag, og Bika blev selvfølgelig diskvalificeret. Ja, Mendy vandt over Bika, men jeg sad personligt tilbage med følelsen af, at Bika var den klart bedre bokser.

Uanset, så er det den franske bokser, som får chancen mod Bute, og dette møde mellem to teknisk dygtige southpaws med imponerende baggrund fra amatørboksning er et spændende match-up i toppen af vægtklassen. Begge er teknisk kompetente, bevægelige og hurtige, men Bute har bokset på et andet niveau som professionel, selvom han har haft svært ved at finde topmodstandere, da han ikke er med i Super Six turneringen. Mendy har oddsene imod sig, men han kommer trods alt ind til kampen med en ubesejret rekordliste, og en sejr over Bute vil få alle til at glemme kampen mod Bika.

Set med danske øjne, så er kampen også ganske interessant, da Bute er et af de navne, som muligvis ligger i Kesslers fremtid, hvis danskeren slår Robert Stieglitz senere på året.

Ellers fra stævnet i Rumænien vises fjervægtskampen om WBC International titel mellem den forsvarende mester fra Filippinerne, Jun Talape (21-7-1, 8 sejre på KO), og den ubesejrede rumæner, Viorel Simion (13-0-0, 5 sejre på KO). Det meget hypede canadiske letweltervægtstalent, Pier Olivier Cote (16-0-0, 11 sejre på KO) tager imod den erfarne mexicanske journeyman, Pedro Navarrete (26-11-3, 15 sejre på KO). Den nye rumænske sværvægtsprofil, Bogdan Dinu (5-0-0, 2 sejre på KO) mødes den svensk baserede bokser fra Tanzania, Awadh Tamim (12-2-0, 7 sejre på KO).


lørdag den 23. juli 2011

Bobby Voelker vs Roger Bowling III eftersendt i nat!


Trilogier i MMA hører til sjældenhederne. Ja, vi husker alle sammen nogle af dem som f. eks. Chuck Liddell vs Randy Couture, Wanderlei Silva vs Rampage Jackson og Fedor Emelianenko vs Minotauro Nogueira. I nat kl. 00:30 sender Eurosport2 eftersendt fra nattens stævne, hvor den nyeste trilogi blev komplet i form af den tredje kamp mellem weltervægterne, Bobby Voelker og Roger Bowling.

Nu er Voelker vs Bowling trilogien ikke på niveau med nogle af de førnævnte trilogier, men disse to fightere skaber alligevel en yderst interessant og meget kompliceret match-up, når de clasher i Strikeforce-buret. Vi har vist en række kampe med begge fightere, inklusiv deres to første opgør, og begge kampe har vist, hvilke enorme kontraster de er.

Alt Bowling (9-1-0) foretager sig, er spektakulært og eksplosivt, være det tordnende spark eller højtflyvende nedtagninger, og han har leveret en række brutale afslutninger. Voelker (23-8-0) er derimod en bundsolid og metodisk fighter, som ikke rigtig satser på vilde teknikker, men i stedet arbejder på at nedbryde sine modstandere gennem et højt tempo og masser af pres.

Bowling er kendt for sine lynhurtige hænder og fødder, som han foretrækker at bruge til at levere flashy kombinationer af slag og spark med. Voelker er mere en grappler, som implementerer glimrende dirty boksning, og som er god til at passe på sig selv. Han har gang på gang været bagud på point, for så at vende kampen og afslutte sine modstandere på gulvet.

Begge står med en sejr hver, og dette sidste møde skal så afgøre, hvem der kan trække sig sejrrigt ud af trilogien. Mere end dette, så vil vinderen også stå stærkt i forhold til en titelkamp, da Nick Diaz igen skal til at kæmpe for UFC, og derfor er hans titel nu blevet ledig.

Ellers fra fightcardet vises den meget aktuelle kamp fra kvindernes weltervægtsdivision, hvor den tidligere mester, Sarah Kaufman, møder den intense Liz Carmouche. Begge har altså tabt til Marloes Coenen, og begge tabte på submission. Kaufman (13-1-0) tabte sin titel på armbar til hollænderen, mens Carmouche (5-1-0) dominerede mesteren, indtil hun blev fanget i en triangle. Vinderen af denne kamp kommer sandsynligvis til at møde Coenen i løbet af efteråret.

Der vises også sværvægtsbraget mellem Devin Cole og Shawn Jordan. Cole (18-9-0) skulle egentlig have mødt den hårdtslående Lavar Johnson, men da han blev skadet, fik Jordan (11-2-0) muligheden. Cole har tabt to i træk, mens dette er Jordans Strikeforce debut, så begge skal helst underholde og levere varen.

I letsværvægt mødes Ovince St. Preux og Joe Cason i en spændende kamp mellem to eksplosive herrer. St. Preux (10-4-0) har vundet syv kampe i træk efter en so-so start på karrieren, men Cason er ubesejret i otte kampe, og er ikke kommet for at fungere som stepping-stone for St. Preux.

I mellemvægt mødes to Strikeforce debutanter, når den Adlan Amagov (7-1-0) duker det ud mod Ronald Stallings (9-3-0).

tirsdag den 19. juli 2011

Danske boksere i kamp på Eurosport



I aften kl. 21:00 på Eurosport sendes stævnet fra Parken i København fra den 4. juni, hvor hovedkampen var Mikkel Kesslers comeback mod Mehdi Bouadla.

Der vises i alt fem kampe fra stævnet, og der i blandt findes Kim Poulsen mod Tarik Sahibeddine, Patrick Nielsen mod Joe Rea, Dustin Dirks mod Juan Nelongo og Edmund Gerber mod Zack Page.

Kesslers meget omtalte kamp mod Bouadla havde stor interesse i både ind- og udland, men det er set med
danske øjne specielt interessant for Poulsen og Nielsen at disse kamp nu bliver vist på Eurosport, da kampene så vises i hele Europa. Det er selvfølgelig meget positivt for de to lovende boksere.



torsdag den 14. juli 2011

Live-boksning i midten af juli!



Eurosport sender live boksning både i dag, torsdag, og i morgen, fredag, så der er masser af hårdtslående action til de danske boksefans i sommervarmen.

Torsdag kl. 20:00 sendes VM-stævnet fra Place Jamaa El Fna i Marrakech, Marokko, hvor promotor Abdillah Rahilou præsenterer de lokale marokkanske boksefans for noget så sjældent (på de breddegrader) som en WBA VM-kamp i weltervægt mellem den forsvarende interim mester, Souleymane M'baye, og hans udfordrer, Ismael El Massoudi. Rachid El Hadak forsvarer også sin EBA titel i cruiservægt mod Rene Hübner, og Mohamed Boulegcha sætter sine to titler (IBF International og WBA Inter-Continental) på spil mod Lee Haskins

Fredag kl. 21:00 vises Arena Box Promotions event fra EWS Arena i Goeppingen, Tyskland, hvor Firat Arslan bl.a. fortsætter sit comeback mod Lubos Suda i en cruiservægtskamp, der gælder den ledige IBF International titel. Nikola Sjekloca forsvarer sin WBC International titel i super mellemvægt mod Khoren Gevor ved samme stævne, og der bokser Erkan Teper også sin første titelkamp, når sværvægteren møder Jakov Gospic om den vakante WBC Mediterranean titel.

fredag den 1. juli 2011

Strikeforce Challengers: Bowling vs Voelker II i aften kl. 22:30 på Eurosport2!


I aften kl. 22:30 sender Eurosport2 Strikeforce Challengers: Bowling vs Voelker II. Fra stævnet i Save Mart Center i Fresno, Californien i USA vises i alt fem kampe fra fire forskellige vægtklasser.

Aftenens main event er returkampen mellem Roger Bowling og Bobby Voelker. Den hårdtslående og eksplosive Bowling vandt deres første møde på en teknisk pointafgørelse, da han fik en finger i øjet og ikke kunne fortsætte. Kampen gik derfor til dommernes scorecards, og selvom den wellroundede og meget intense Voelker så ud til at være på vej til at overtage kampen, så havde Bowling vundet de to første omgange og dermed kampen.

Bowling har altid set meget op til Mike Tyson, og hans stil er også lignende eksplosiv og aggressiv, selvom han ikke besidder samme fabelagtige bokseteknik. Voelker er kendt for sine utrolige comebacks i kampe, hvor han ser ud til at være på vej til et dominerende nederlag, indtil han på mirakuløst vis formår at vende situationen.

Der er altså lagt op til en vild returkamp mellem de to weltervægtere, hvor begge ønsker at få en ordentlig afslutning på deres kamp.

Ellers vises der to sværvægtskampe (Lavar Johnson vs Virgil Zwicker og Brandon Cash vs John Devine), en catchweightkamp på 75 kg (Billy Evangelista vs Wachiim Spiritwolf) og en kamp i kvindernes mellemvægtsdivision (Julia Budd vs Shana Olsen)