Scoring is a science, refereeing an art

Jeg har haft en skøn ferie, selvom jeg må indrømme at jeg ikke rigtig følte jeg trængte til ferie fra kommentatorjobbet på Eurosport. Alligevel har jeg fået en masse ny og spændende inspiration i min ferie, og jeg har brugt meget tid på at tænke over boksespørgsmål.

En af de ting, som for alvor kan få boksefans op af sofaen, er kontroversielle afgørelser. Eller bare afgørelser hvor de tre dommere ser det vidt forskelligt. Forleden havde jeg en interessant samtale med en dedikeret boksefan, der simpelthen ikke kunne forstå hvordan dommerne ”nogle gange kan være så blinde,” som han formulerede det. Jeg tænkte derfor, at jeg i denne blog ville give mit syn på scoring, og hvorfor synspunkterne kan variere så meget.

For det første skal man huske på, at der er stor forskel på at score en kamp hjemme fra sofaen og så ringside. Kampene ser anderledes ud, simpelthen. Ser man kampen i fjernsynet, bliver de allerfleste, om de ønsker at indrømme det eller ej, ofte påvirkede af hvad kommentatorerne siger.

Derfor er det enormt vigtigt, at kommentatorerne tolker kampen korrekt, og en af de store udfordringer jeg har som Eurosports boksekommentator, er netop at skulle score kampene korrekt, som jeg ser dem. Det kan være svært at være helt præcis, sammenlignet med de tre dommere der sidder ringside og kun fokuserer på at score kampen, da jeg som kommentator også har mange andre bolde i luften samtidig. Alligevel rammer dommerne tilsyneladende nogle gange helt forkert, og der er jo utallige eksempler på afgørelser, som får de allerfleste boksefans til at klø sig i hovedet af forundring over, hvordan dommerne kunne give afgørelsen til den ”forkerte” bokser.

Når en dommer noterer sin score efter hver omgang, så skal det jo gøres ud fra en overvejelse om, hvem af de to boksere der havde flest rene træffere, var mest effektiv med sin aggressivitet, styrede kampen og var bedst defensivt. Men hvis man tænker over de fire kriterier, og hvor lidt forenelige de egentlig er, så virker det jo næsten som en helt umulig opgave.

Personligt, så vurderer jeg det som om, at det først og fremmest handler om, hvem der gør mest skade. Er den ene virkelig rystet fra et eneste rigtig godt slag, så er det jo lidt lige meget om han så bliver jabbet i stykker i resten af omgangen. Samtidig kan den anden dominere fuldstændig, men så blive fanget ude af balance og ryge en hurtig tur i gulvet, og så er det jo næsten altid en åbenlys 10-8 omgang. Og hvad med de kampe, hvor den ene rammer med 50 lette træffere, og de anden rammer med 10 hårde pr. omgang? Hvor meget vægt lægger dommere egentlig på de defensive evner? Der er så mange spørgsmål, der er svære at svare på, fordi der ikke findes en simpel formel på, hvordan man skal score en omgang i boksning.

Jeg kontaktede derfor min gode ven, og internationalt anerkendte kampleder og dommer, Daniel Van de Wiele, for at få hans syn på de fire kriterier, som dommere skal score en kamp efter. Belgiske Van de Wiele har i en årrække været både kampleder og dommer i mange af de helt store kampe verden over, og er særdeles kompetent på området. Jeg har altid respekteret ham utrolig meget for sin ærlighed, integritet og høje niveau som både kampleder og dommer. Vi har ofte diskuteret måden boksekampe bliver bedømt på, og det var derfor naturligt at jeg valgte at kontakte netop ham igen, da jeg søgte lidt input til denne blog.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg synes han gjorde det simplere for mig at skulle score omgangene når jeg kommenterer, men han bekræftede mig da igen i, at det er utrolig svært at score korrekt, og at jeg har fat i den lange ende i forhold til mit syn på de fire kriterier.

”Du har helt ret i din betragtning af de fire kriterier, hvordan de skal bruges, og at det er kompliceret, hvor meget der skal lægges i dem i forhold til hinanden,” forklarede Van de Wiele mig. ”Men selv baseret på det, så er selve scoringen af en omgang ekstrem svær, fordi det ikke bare handler om de fire kriterier. Sagens kerne er jo, hvordan man bruger kriterierne.”

Og så fortsatte han med en række spørgsmål (som om jeg ikke have nok med mine egne spørgsmål), for at vise hvor kompliceret scoring af en omgang egentlig er: “Hvad er rene træffere? Hvordan er nogle træffere renere end andre rene træffere? Hvor effektiv er aggressiviteten? Hvordan differentierer man aggressiviteten? Hvornår betyder slagenes kvantitet mere end slagenes kvalitet?

Er et slag på 75 % kraft bedre end fem slag på 20 % kraft? Hvis du siger ja til det, så siger en anden måske nej. Men hvad hvis de 75 % bliver til 68 % og de fem slag bliver til 10, 15, 17, 37 og på 22 %. Forstår du hvad jeg mener, Tue? Det hele handler om personlig evaluering, og en dygtig dommer er den som har den rette evne, og som derfor kan score korrekt ud fra en blanding af de fire basis kriterier.”

Han foreslog så, at alle der var interesseret, og specielt dem der mener, at det er simpelt og lige til at score en boksekamp, bør lave de to nedenstående tests. Han beskrev testene således: ”Print 10 billeder af kvinder, biler, huse e.l., og nummerer dem. Få så nogle af dine venner til at lægge dem i rækkefølge, efter hvem der er smukkest, hvilket bil der er flottest, hvilket hus der er flottest osv. Det du hurtigt vil opdage er, hvis vi nu tager eksempel i de smukke kvinder, at de to flotteste og de to mindst kønne er ret nemme at plukke ud, og der hersker som regel stor enighed her. Men det bliver pludselig rigtig svært i gråzonen, fra nummer tre til otte…

En anden test, der er relevant, er den der fokuserer på, hvad et menneske lægger mærke til. Lad en gruppe på fem personer se på et objekt (igen en kvinde, en bil, et hus e.l.) i et splitsekund, og bed dem så notere fem ting ned, som de lagde mærke til. De fleste vil notere de samme ting ned, men de vil notere dem ned i forskellige rækkefølger, fordi hver enkelt af dem lægger vægt på forskellige aspekter og elementer, og inddeler det derefter med hvad de mener, er relevante numre.

Jeg er ganske overbevist om, at alle der laver testene vil opleve, at der netop er stor ulighed mellem resultaterne, og sådan er det også med boksedommere der scorer en kamp. Scoring af en boksekamp er svært. Meget svært!”

Og det hele giver selvfølgelig mening, hvilket jeg også havde forventet, for Van de Wiele er en af de personer, som har den specielle evne, at hver gang jeg har brugt tid sammen med ham, så føler jeg mig klogere. Men jeg synes nu ikke rigtig det blev klarere for mig, hvordan jeg kan score kampene endnu mere præcist, selvom jeg for det meste har været enig med dommerne, i de transmissioner jeg har kommenteret indtil videre. Koden til forståelsen af hvordan man skal score en kamp ligger netop i, at der ikke er en simpel formel på, hvordan man skal score en boksekamp, men rettere at det handler om evnen til at trække det essentielle ud af de fire kriterier.

En anden ting er, at man som tv-seer altid ser kampen fra den bedste vinkel (med mindre produceren ikke mestrer sit job), så man altid ser helt præcis hvad der sker. Derfor er det nemmere at se på fjernsynet, hvilke slag der rammer, og hvilke der rent faktisk glider af (slowmotion klarlægger jo som regel også de afgørende situationer).Dommerne ser jo kun kampen fra hver deres vinkel, og selvom de sidder utrolig godt i forhold til kampens action, så kan det nogle gange være svært at se, hvilke slag der rammer eller misser. F. eks. hvis den ene kæmper står i tovene lige over den ene dommer, eller i den modsatte side af ringen, hvor den ene har ryggen direkte mod dommeren, så kan det være utrolig svært for den dommer at se, hvilke slag der sidder, og hvilke der faktisk bliver blokeret. Dommerne ser jo også nedefra og op, og ikke direkte ind i samme højde eller ovenfra, som fjernsynet viser det, og det gør igen at det kan være svært at se en del af slagene. Men det er klart at solide træffere kan man se, selvom man ikke ser slaget ramme, ved at man kan se det på den ramtes krop (vrid og ryk, sved-spray, bevægelse osv.). Dommerne ser dog hele boksernes kroppe, og ikke kun den del der er zoomet ind på, og derfor kan de f. eks. bedre se når bokserne gynger i knæene efter en hård træffer.

Når man ser en kamp fra ringside, er der også et element med, der forsvinder i fjernsynet og dermed også for de mange fans og kommentatorer som ikke er til stede ringside. Energien i slagene mister sin tydelighed, og det gør at slag der måske er utrolig kraftfulde i virkeligheden, virker mindre kraftfulde på tv. Van de Wiele snakkede meget om dette, og kan nogle gange næsten ikke genkende det billede han har af en kamp, når han ser den på tv efter han har set den live, først. Jeg kan huske han for mange år siden specielt nævnte Julio Cesar Chavez´ kamp mod Tony Lopez, hvor han fortalte mig at han var enormt imponeret over mexicanerens voldsomt hårde slag, da han dømte kampen ringside, men da han så den på bånd senere, kunne han ikke se den samme kraft i slagene.Jeg har selv oplevet dette mange gange, hvor jeg først har taget billeder eller coachet ringside, og så bagefter har set eller kommenteret kampene. Netop kraften i slagene er langt mere tydelig ringside, og jeg har flere gange oplevet kampe, hvor jeg har været vildt imponeret over den enes slagkraft, men når jeg så kom hjem og så kampen i fjernsynet, så gav det overhovedet ikke samme indtryk.
Så ja, som tv-seer ser man nogle gange mere klart, hvilke slag der rent faktisk rammer og hvilke der ikke rammer, men til gengæld så får man simpelthen ikke det samme indtryk af den kraft der lægges i slagene, og hvilken effekt slagene har når de rammer.Det er også vigtigt, at få frem at det er dommere og ikke computere, der bedømmer kampene. Dvs. uanset hvor objektive de er, så vil de altid have små præferencer. Sådan har vi alle det. Man har ofte en tendens til at favorisere den bokser, hvis stil man bedst kan lide. Det samme gælder også for dommerne, og derfor finder man nogle gange de der underlige scorecards, hvor den ene dommer har den ene bokser klart som vinder, og den anden dommer den anden bokser klart som vinder, mens den tredje måske har uafgjort.Selvom man bedømmer kampene ud fra en overvejelse om, hvem af de to boksere der havde flest rene træffere, var mest effektiv med sin aggressivitet, styrede kampen og var bedst defensivt, så er det jo forskelligt, hvor meget man lægger i hver del. Nogle synes simpelthen at den der går fremad virker mere effektiv, mens andre synes at den der undgår slagene og kontrabokser virker mere effektiv. Det er stadigvæk smag og behag, ligesom Van de Wiele også pointerede.Det at man sætter sig ned, og rent faktisk scorer hver eneste omgang, er selvfølgelig enormt vigtigt, hvis man vil have et præcist indtryk af en kamp. Mange fans hænger sig også op i, hvem der ser ud som om de har fået flest på hovedet, men det er jo ofte helt irrelevant for. Mange fans danner sig et helhedsindtryk af en kamp uden at score hver enkelt omgang. Men helhedsindtrykket er ikke altid det der gælder. Sig at en kamp f. eks. bokses over 10 omgange og syv af omgangene er helt tætte. Bokser A vinder de syv første omgange, pga. en smule bedre præcision i sine slag. Bokser B vinder så de sidste tre omgange stort, hvor der er en nedslagning i hver af omgangene og bokser A er tydeligt rystet i alle tre omgange. På den måde vil bokser A vinde kampen 94-93 (syv omgange 10-9 og tre omgange 8-10). Hvem har gjort mest skade, og hvem ligner vinderen efter 10. og sidste omgang? Det gør bokser B, helt klart! Men sagen er den, at hver eneste omgang er en lille kamp der bokses, og hver lille kamp er med i den store afgørelse. Det er ikke sådan at tre store omgange gør op for syv helt snævre, og der er vi så igen oppe i det med hvordan man scorer en kamp.
Jeg er den første til at sige, at pointsystemet ikke er perfekt. Bokser B, der banker bokser A en gang i gulvet tre omgange i træk burde nok vinde kampen, men sådan er reglerne i boksning nu en gang ikke. Jeg har ofte set kampe, hvor mit scorecard sagde et, og mit sind sagde noget andet, og kigger man på ovenstående eksempel, så er det et familiært eksempel fra mange boksekampe. Måske ikke tre omgange i træk med nedslagninger, men mange kampe har en vinder af seks-syv tætte omgange, og en vinder af tre-fire store omgange. Og hvis man så ikke scorer hver eneste omgang, så går de seks-syv omgange nemt i glemmebogen, da der ikke var en markant forskel på de to, som der var på de sidste tre-fire omgange.
Pointsystemet hedder ”10-point must system,” og det betyder at den ene af bokserne skal have 10 point og taberen proportionelt mindre. Faktisk så kan man sige, at man ikke vinder en omgang, men at den anden taber den. Begge starter ud med 10 point, og alt efter hvad der sker, gør så at den ene taber point. Normale omgange er 10-9, og med en nedslagning eller helt exceptionel dominans giver så 10-8. Hver nedslagning trækker et point fra. Så to nedslagninger giver 10-7. Bliver der trukket et point fra pga. advarsler, så gøres det til sidst, når alle omgangene er bokset, så selvom bokser A vinder omgangen 10-9, men får fratrukket et point, så kan man ikke sige at omgangen er 9-9, selvom den i princippet er det. Det har Van de Wiele understreget på det kraftigste overfor mig i flere af vores diskussioner, selvom det jo logisk set burde være sådan, og man kalder det jo alligevel for en 9-9 omgang, hvis vinderen af omgangen fik fratrukket et point.Jeg synes personligt, at nedslagninger burde tælle mere, og at der burde være større nuancer i det med at vinde en omgang der er tæt eller at udbokse modstanderen. En tæt omgang 10-9, en stor omgang 10-8, en nedslagning burde måske give et fratræk på to-tre point osv. Men min mening er jo ret ligegyldig her, da det sandsynligvis ikke ændres. Reglerne varierer en smule, men under de fleste regelsæt, så er tre nedslagninger i en omgang lig med en teknisk knockout. Men nogle forbund tillader tre nedslagninger og det kan så give en 10-6 omgang, hvilket yderst sjældent ses. Tager vi f. eks. Jorge Paez mod Calvin Grove tilbage i 1988, så var Grove foran på point på vej ind i 15. og sidste omgang (det var før de skiftede over til 12 omgange). Men den lille, mexicanske klovn hakkede ham i gulvet tre gange og vandt omgangen 10-6 (hvilket var helt uhørt og skabte en voldsom ballade), da det gjorde at Paez vandt IBF titlen i fjærvægt på scorene 143-140, 142-140 og 142-142 (en majority decision, med 2 stemmer til Paez og 1 uafgjort). Havde den blevet dømt som 10-8, så havde Grove vundet og beholdt sin titel. Groves team klagede over det (da man ”ikke dømte 10-6 omgange”), men det blev ikke ændret, og Paez vandt kampen på sit sidste omgangs rally.

Er ”10-point must system” helt fantastisk? Nej, det er det ikke. Der er svagheder i det, men det er nu en gang den måde man scorer på i professionel boksning. Nogle gange kan jeg godt forstå der skabes debat omkring en afgørelse, og det er selvfølgelig sundt at vende tingene. Det er essentielt, at man som boksefan forholder sig konstruktivt til reglerne og omstændighederne, hvis man virkelig vil sætte sig ind i problematikken omkring de kontroversielle afgørelser, og hvorfor dommerne evt. så det anderledes end mange boksefans.

Selvfølgelig findes der også dårlige dommere, som laver store brølere, men jeg tror det er vigtigt at pointere, hvor kompliceret det rent faktisk er at score boksning. Jeg ved i hvert fald, at jeg har en stor udfordring foran mig, når jeg præsenterer mine uofficielle scorecards for Eurosports seere. Jeg har fuldt ud accepteret, at mine scorecards nok kommer til at variere en smule i forhold til dommernes, og meningen er jo også, at de skal fungere som en slags pegepind for seerne, selvom jeg selvfølgelig gør alt jeg overhovedet kan for at ramme plet hver eneste gang.

Selv de bedste dommere misser nogle gange, og Van de Wiele afsluttede vores samtale om emnet med et citat fra bokseverdenen, som jeg synes rammer sømmet lige på hovedet:
“Scoring is a science, refereeing an art.”

Here we go!

Lørdag aften havde jeg den store glæde af, at kommentere boksning for anden gang på Eurosport. Ved min side havde jeg igen den meget rutinerede og alsidige kommentator, Claus Vandborg, der har fungeret som min guide til, hvordan man kommenterer ”the Eurosport way” gennem disse to første udsendelser. Det at man som ny kommentator bliver kørt ind på denne måde, er i sig selv en stor tryghed, da de på denne måde sørger for, at man ikke laver de helt store bommerter i starten. Det er altid rart at komme helskindet ud af starthullerne, så man rigtig kan give den gas ned af langsiden.

Eurosport har også en solid mentorordning, så de sørger for, at nyansatte får muligheden for at blive grundigt rådgivet og evalueret af en kompetent senior kommentator. Jeg har derfor haft glæden af, at være under Søren Højbergs kyndige vinger, og han har sørget for at analysere mine præstationer, så han har kunnet gøre mig opmærksom på mine styrker og mine svagheder som kommentator. Jeg ved derfor lige præcis hvad jeg skal arbejde på, hvad jeg skal fortsætte med og hvad jeg skal droppe.

Som kommentator, skal man have flere bolde i luften på en gang. Kun de færreste udenforstående er klar over, hvor mange ting man egentlig skal have styr på, mens man er på, og det at kende sine boksefakta er kun en lille (om end nødvendig) del af det. Her er et lille indblik i nogle af de mange ting, der skal være styr på. Man skal f. eks. sørge for at:
- Fungere som vært
- Styre SMS-konkurrencer
- Kommentere ud fra q points, så de senere kan klippe programmet sammen, uden at sætninger bliver klippet midt over
- Kommentere ud fra reklamepauser
- Holde styr på rammerne omkring stævnet
- Analysere hvad bokserne laver
- Komme med forudsigelser
- Have overblik over de strategiske aspekter
- Spotte de små tekniske detaljer, som gør hver bokser speciel, mens de laves i ringen
- Holde øje med hvem der vinder hver omgang (til det uofficielle scorecard)
- Holde styr på det uofficielle scorecard, og informere om scoren undervejs
- Holde øje med kendte tilskuere, trænere, dommere, kampledere osv.
- Kommentere ud fra kampens intensitet og dramatik
- Underholde seerne med informative kommentarer, ud fra hvem bokserne er, hvor de kommer fra og hvor de er i karrieren
- Evaluere kampene

Udover dette, skal man selvfølgelig sørge for at snakke klart og tydeligt, og gerne være underholdende. Det at være underholdende er måske den sværeste del af dem alle, fordi man skal finde en helt bestemt balancegang, så hardcore boksefans, almindelige sportsinteresserede og helt uvidende seere alle er tilfredse.

Selvom jeg har noget erfaring fra kommentering på tre andre tv-kanaler, har det derfor været betryggende og bekræftende at have et stærkt, erfarent og kompetent støtteapparat omkring mig. Jeg er virkelig taknemlig for den måde jeg bliver behandlet af Eurosport på. Jeg kan simpelthen ikke rose Claus, Søren og mine andre kollegaer nok, og min chef, Ketil Berg Sørensen, skal også have meget ros for at sørge for rammerne er så gode. Så er resten bare op til mig, og nu skal der præsteres.

Fra nu af kommer jeg nemlig til at kommentere alene, og selvom det selvfølgelig er en stor udfordring, så bliver det på mange måder bliver det nok lidt nemmere, da jeg nu kan styre ”manuskriptet” på min egen måde, uden at skulle bytte roller, som vært og ekspert, hele tiden. Nu skal jeg finde min egen stil og rytme, og sørge for at repræsentere boksesporten og Eurosports bokseudsendelser bedst muligt. Det er en svær opgave, men samtidig en enormt attraktiv opgave, som jeg vil klø på med, for at kunne løfte den bedst muligt.

Faktum er, at når man stikker næsen frem, så får man et hak over den en gang i mellem, og få jobs gør at man får stukket næsen længere frem, end jobbet som tv-kommentator. Jeg er udmærket godt klar over realiteterne, og kender alt til konsekvenserne. Jeg vil ikke sige at det ligefrem er skræmmende, selvom der jo kommer flere og flere kritiske hjemmesider og grupper på Facebook mod diverse kommentatorer, og hetzen bliver mere og mere personlig. Ofte går den langt over stregen. Offentlige personer bliver svinet til, og ved at sætte mig selv i denne position, så ved jeg det også kan ske for mig. Det kommer det sikkert også til. Det er ikke en sjov del af jobbet, men det hører med.

Ligesom der findes ca. tre millioner danskere, der mener de kan træne fodboldlandsholdet bedre end Morten Olsen, så findes der jo også rigtig mange boksefans, der mener de kan gøre det bedre end boksekommentatorerne. Heldigvis er boksefans som regel noget mindre radikale end fodboldfans, og volumen er i hvert fald helt anderledes. Jeg tager dog det hele med, og jeg håber og tror, at jeg kan tilfredsstille de fleste seere. Jeg ved også godt, at hvis jeg misser nogle detaljer (hvilket jeg utvivlsomt kommer til, for det gør alle), så kommer jeg til at høre for det.

Den fejlfri tv-udsendelse er endnu ikke lavet, og den kommer heller ikke til at blive lavet, fortalte Ib Søby mig en gang. Menneskelige fejl altid vil opstå. Men det er nu stadigvæk målet for mig at levere et perfekt produkt, og det er det jeg arbejder imod.

The coming man

På tirsdag den 9. juni kl. 21:00 viser Eurosport EM-titelkamp i cruiservægt, mellem den regerende mester, Marco Huck (24-1-0, 19 sejre på KO), og ubesejrede Vitaliy Rusal (23-0-0, 16 sejre på KO). ”Den tyske knockout konge,” som Team Sauerland promoverer Huck, er på hjemmebane og det er utvivlsomt ham der er favoritten, i denne kamp mellem to spændende, unge profiler.

Huck og Rusal er begge på vej frem, og de har begge rigtig travlt! Derfor skriver jeg i dette blogindlæg om, hvordan opbygningsprocessen af en professionel bokser foregår, og hvad jeg holder øje med, når jeg studerer en ung fighter. Det er et stort emne, og jeg berører bare overfladen, men det giver nok et lille indblik i nogle af de ting som kræves og forventes af en ung, professionel bokser.

Når man ser på et fightcard, så glæder de fleste fans sig til hovedkampen, men jeg synes ofte det er mere spændende at se de unge, ”up-and-coming” fightere på undercardet, fordi det muligvis er fremtidens stjerner. Der er noget ualmindelig spændende, ved at se et stort talent udfolde sig og blive finpudset i en professionel boksering. Hele udviklingsprocessen, der foregår kamp for kamp, hvor man kan følge fremskridtene og se hvordan bokseren lærer gamets håndværk et skridt af gangen, er dybt fascinerende. Det giver på en måde et indblik i hvad fremtiden kan bringe af store kæmpere og store kampe. Udover det, så kæmper unge boksere også med en større sult, og det skaber som regel flotte kampe. De ønsker det simpelthen mere.

Der er stor forskel på, hvor meget talent boksere har, og nogle når rigtig langt uden det store talent, ved at arbejde desto hårdere i træningslokalet. Uanset hvor meget medfødt talent en bokser må have, så kræver det dedikation, motivation, viljestyrke og tusindvis af ambitiøse timer i træningslokalet for at en bokser bare skal nå i nærheden af toppen. Der er selvfølgelig en masse elementer der skal sammenspille udover det, for at det kan lykkes, og det er essentielt at have det rigtige team omkring sig.

Mange bokseeksperter har næsten en tjekliste, som de går ud fra når de vurderer unge professionelle boksere, og det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet i vedrørende den unge fighters fremtid i sporten. Her er nogle af de ting som jeg holder øje med.

Det første jeg sætter spørgsmålstegn ved, er hvilket materiale bokserens kæbe er lavet af. Det er set utallige gange, at boksere der tilsyneladende har alt, der skal til for at nå toppen, ikke kan tåle hårde slag, og så er det ret begrænset, hvor langt han kan nå. Så hvorvidt bokserens kæbe er lavet af glas, grus eller granit er yderst vigtigt. Man bliver ramt i boksning, uanset hvor god man er, og derfor skal man kunne tage imod træffere, uden at det hele falder fra hinanden. Det er altid spændende at se den unge boksers reaktion, når den første store træffer sidder rent. Reagerer bokseren ved at svare tilbage direkte med eksplosive kombinationer, går han ind og holder, bevæges der køligt væk fra farezonen eller viser den første store træffer, at der er en svaghed i evnen til at tage imod et hårdt slag? Mange ser sårbare ud når de bliver ramt hårdt første gang, og resten af karrieren vil eksperterne så stille spørgsmålstegn ved kæben.

Første gang bokseren oplever modgang, lærer man også meget omkring hans indstilling. Bevarer bokseren troen på sig selv og bokser videre som før, eller ryger selvtilliden ud af vinduet når den første hårde træffer inkasseres eller der kommer lidt modgang? Det er derfor unge boksere skal føres frem rigtigt, så de møder en række forskellige type boksere. På den måde lærer de unge boksere at håndtere forskellige scenarier og måder at bokse på, og det er derfor journeymen er en så vigtig del af professionel boksning.

Ved konstant at øge niveauet på modstanderne, øger promotoren også sværhedsgraden for den unge bokser. Det er lidt ligesom et klassisk computerspil, hvor man skal klare et niveau, før man er klar til den store boss. Hver sejr over en boss, fører så til et nyt og sværere niveau med en endnu hårdere boss. Til sidst vil bokseren så være klar til den helt store test, og så skal det jo vises om bokseren er god nok og om udviklingen har været god nok. Her er det essentielt for bokserens succes, at han bliver bygget ordentlig op.

Det er også altid spændende at se hvordan bokseren håndterer opmærksomheden fra medierne, når de begynder at nærme sig toppen. Nogle fryser, og har svært ved at takle opmærksomheden, mens andre har det bedst sådan og blomstrer, så de kan præstere under pres. Her spiller erfaring og rutine utvivlsomt ind, og de boksere der har en lang baggrund fra amatørboksning, håndterer dette som regel bedre. Har de været med til VM og OL, så har de prøvet medieræset før, og det betyder meget.

Uanset om den unge bokser har en lang baggrund som amatørbokser, eller er startet direkte som professionel, så er det en kæmpe indlæringsproces at bokse som professionel. Det er klart, at boksere med mange amatørkampe har en fordel på kort sigt, men på lang sigt er det ikke nødvendigvis en fordel. Mange boksere går hele vejen uden den store baggrund som amatør, og mange store stjerner som f.eks. Bernard Hopkins, Manny Pacquiao, James Toney, Ricardo Mayorga og Antonio Margarito har haft relativt få eller slet ingen kampe som amatør. Ja, selv George Foreman, der vandt OL guld, havde kun 26 kampe som amatør (22-4 var hans rekordliste efter OL-turneringen). Bruger man nok tid i sit gym sammen med ens træner, så lærer man det fra bunden af, og nogle gange kan det være nemmere. Det er sværere at aflære noget end at lære noget helt nyt, og for mange boksere med lang baggrund fra amatørboksning er det et stort problem at aflære vanerne og nogle af teknikkerne fra amatørboksning.

Alligevel, så er det klart at det generelt set er en fordel at have erfaring fra amatørboksning, og de fleste store stjerner har da også imponerende rekordlister fra tiden som amatør. Der er dog en markant forskel på at bokse som professionel og som amatør, og mens nogle boksere uden amatørerfaring hurtigt lærer ”håndværket,” så har andre amatørstjerner store problemer med at lægge sin stil om til det professionelle games krav og forventninger. At have succes som amatørbokser er ikke lig med at man kommer til at have succes som professionel. Uanset hvilken baggrund bokseren har, så skal den professionelle stil læres og tilpasses.

Denne indlæringsproces skal ideelt set foregå som en udviklingskurve, der kulminerer med at bokseren står i store titelkampe, som en komplet bokser, med solide offensive og defensive evner samt en god bokseforståelse. Der skal være mere vægt i slagene, rytmen er anderledes, der skal bokses mere økonomisk, tempoet er mere ujævnt og der skal kunne bokses efter strategier og kampplaner på et højt niveau. Med nogle boksere ved man med det samme at de kommer til at nå rigtig langt, mens andre ser rigtig godt ud tidligt i karrieren, men snubler så og viser mangler. Andre boksere udvikles langsomt og bliver pludselig meget stærke, efter de har set mindre imponerende ud. Nogle boksere har dog en helt tredje indlæringskurve, hvor de peaker tidligt i karrieren, og så i stedet for at fortsætte deres udvikling og blive ved med at lære, så de forbedrer deres evner, så vedligeholder de det de kan og har succes pga. deres fysiske attributter (det er et helt emne for sig selv, og den tager jeg på et senere tidspunkt i et andet blogindlæg).

Noget af det vigtigste ved udviklingen er, at bokseren skal finde ud af at specialisere sig. Uanset hvad man laver i livet, så er det vigtigt at man specialiserer sig, så man finder ud af hvor ens styrker og svagheder ligger. Hvis man bare satser på at være god allround, så vil man hurtigt rende ind i problemer, da man hurtigt vil møde boksere der er bedre på et specifikt område, og udnytter det. De boksere der imponerer, har altid en eller flere ting de er ualmindelig dygtige til, og de sørger så for at tvinge deres gameplan nedover modstanderen, så kampen bliver kæmpet på deres præmisser. En del af processen går ud på at lære netop dette, og også hvad man så skal gøre når dette ikke fungerer, så de kan få succes gennem andre taktikker. Det er altid vigtigt at have en backup plan, hvis den planlagte strategi ikke fungerer.

Det at imponere og markere sig selv er også helt essentielt, i forhold til den unge boksers succes når det gælder det større billede. Karisma, udseende og stil er vigtigt. Professionel boksning er et show. Ja, det er sport, men det er også show, og unge boksere på vej frem skal helst sælge sig selv som en vare. De skal bokse således, at boksefansene har lyst til at se mere af dem, og lægger mærke til dem. De skal kunne sælge billetter, ved at bokse attraktivt. Ikke nødvendigvis ved at brawle, men ved at udvise vilje til at skabe en flot kamp. Det er vigtigt at udvise kreativitet, entusiasme og vilje.

For et par uger siden speakede jeg en direkte transmission fra Deauville i Frankrig. I hovedkampen mødte den unge, ubesejrede ester, Sergey Melis, den polske fighter, Mariusz Biskupski. For begge, og specielt Melis, da han jo skulle være en ”coming man,” var dette en fantastisk chance for at sælge sig selv, da kampen blev vist til hele Europa på Eurosport. Men Melis udviste en total manglende forståelse for at skulle underholde. Han gik gennem hele kampen uden at tage risici eller bokse kreativt, og virkede tilfreds med at Biskupski ikke gjorde alt for meget for at vinde. Ja, Melis vandt, og ja, han stoppede Biskupski i ottende omgang (pga. en skadet skulder), men hvor var det dog en ualmindelig, tam og kedelig affære! Kampen går direkte ind i glemmebøgerne, hvilket jo egentlig er synd. Havde Melis og Biskupski lavet en god kamp, så ville seerne huske de to boksere, og dermed ville de to boksere have større værdi for promotorerne rundt omkring i Europa og verden. Melis har stadigvæk en flot, ubesejret rekordliste, men jeg synes han forspildte chancen ganske stort. Han solgte på ingen måde sig selv. Sælger bokseren virkelig sig selv igen og igen, kommer der muligheder for tv-kontrakter og sponsorater, og der i gennem penge, men jeg har svært ved at se hvem der skulle have lyst til at sponsere Melis, hvis han fortsætter med at bokse sådan.

Når bokseren så er blevet bygget op til et vist niveau, er det ved at være tid til den første store test. I professionel boksning er det jo altid ”make or break,” da der er så stor opmærksomhed på boksernes rekordlister. Dette er selvfølgelig helt og aldeles fjollet, men ubesejrede boksere sælger bedre end dem med tre-fire nederlag (det er vist også et helt emne for sig selv).

Den store test er ofte mod et andet ungt talent eller en ”crossroads” kamp mod en tidligere hotshot, vis stjerne har falmet lidt efter nogle nederlag. Det er i disse kampe man for første gang sådan rigtig får indblik i bokserens potentiale, fordi det er her han for første gang står overfor en reel trussel. Op til det punkt, har bokseren ofte mødt modstandere som han på papiret skal kunne besejre relativt nemt, om end der skal arbejdes hårdt for det.

Huck har gennemgået hele denne proces, og hvis vi nu tager udgangspunkt i ham, så er han nu kommet dertil, hvor han er klar til at gå videre mod den helt store test. Han har ikke en lang baggrund som amatørbokser, men han har i stedet en lidt alternativ approach til boksningen. Han blev verdensmester i Kickboxing allerede som 18-årig, og søgte derefter nye udfordringer. Han ville gerne bokse, og efter han imponerede Wilfried Sauerland i sparringssessions hos coach Ullie Wegner, tog Sauerland Huck under sine vinger.

Han har et enkelt nederlag, og det kom i karrierens største test, mod den daværende amerikanske verdensmester, Steve Cunningham. Op til da var Huck blevet fodret med en række kendte journeymen og europæiske boksere af stigende kvalitet. Der var enkelte tests ind i mellem, som ”crossroads” kampen mod Ruediger May, før han fik et par EBU-EU titelkampe (sejre over Pietro Aurino og Ismail Abdoul). Han besejrede også den ubesejrede Vadim Tokarev i en kvalifikationskamp, om retten til at møde Cunningham.

Alt var linet op for tyskeren med de bosniske rødder, men han var langt fra klar og blev udbokset, ydmyget og til sidst stoppet af den elegante IBF champ. Han har brugt fem kampe på at genopbygge karrieren, og han har imponeret i de fem kampe. Han sælger netop varen godt, ved at levere aggressiv, underholdende boksning, og han vandt EM-titlen ved at besejre den franske mester Jean-Marc Monrose (der tog titlen fra danske Johny Jensen) på TKO i 12. omgang. Rusal står i hans vej mod fremtidens store planer, der utvivlsomt byder på en ny VM-kamp til Huck, hvis alt går vel i de nærmeste par kampe.

Cunningham udstillede Huck, som værende primitiv både i det offensive og defensive arsenal, og hans træner Wegner var ikke tilfreds. Den ellers så hårdtslående fighter virkede stiv, rådvild og manglende på en række områder, men han kæmpede bravt. Personligt, synes jeg ikke det var en overraskelse, og netop hans eget team var dem der blev blottet allermest, da de nok burde have kunne se det komme.

Huck er ikke et megatalent, men han har den slags slagkraft som kun sjældent ses. Han bokser urytmisk, angriber ofte lidt for vildt og tager store, lidt unødige chancer på vej frem, hvor han blotter sig selv, i stedet for at sætte sine angreb op. Boksere af højeste kaliber vil selvfølgelig udnytte disse huller, og selvom det er kritisabelt han stadigvæk bokser så råt, så sælger han mange billetter.

Han er blevet ført flot frem hele vejen, og har kun bokset på hans egen promotors stævner. Han er meget populær i Tyskland, fordi han sælger sig selv godt, med sine tunge kombinationer. Han har også fået en del opmærksomhed, fordi han er temperamentsfuld og han har ofte kæmpet lidt ”dirty,” og han er den slags bokser, som alle har en mening om. De tyske boksefans er delt op i to lejre, da de enten elsker ham eller hader ham.

Huck har rejst sig efter karrierens eneste nederlag, og har gang på gang leveret brutal knockouts.
Han har enorm slagkraft og eksplosivitet, og sammen med Wegner har de specialiseret ham i at presse modstanderne op mod tovene, så han her kan åbne op med sine tunge kombinationer.

Ser man bort fra kampen mod Cunningham, har Huck haft stor succes med denne taktik, men netop kampen mod Cunningham viste også, at Huck ikke var god nok på de andre områder. Cunninghams jab, hurtige kombinationer og lette benarbejde gjorde at tyskeren ikke var i stand til at fange ham, og han virkede hurtigt frustreret. Han havde intet svar på amerikanerens taktik, og det er utvivlsomt noget de har arbejdet på op til mødet mod Rusal.

For ham står Rusal i vejen, og selvom Rusal er ubesejret og en dygtig bokser, har ukraineren ikke mødt og besejret stærke nok boksere til at han kan opnå favoritstatus i denne kamp. Rusal er på den anden hånd ført mere forsigtigt frem i Ukraine, og det er hans første helt store test, udover et par kampe om IBF´s Inter-Continental titel. Han har dog helt sikkert set Hucks åbenlyse svagheder mod Cunningham, og uanset hvem der vinder kampen, så er det altid spændende at se to unge, fightere give den gas.

Styles make fights

I dag, tirsdag den 2. juni, viser Eurosport kl. 21:30 WBC VM-kampen mellem den ubesejrede engelske verdensmester, Carl Froch (24-0-0, 19 sejre på KO), og den tidligere ubestridte verdensmester i mellemvægt, Jermain Taylor (28-2-1, 17 sejre på KO). Det er på alle måder en stor kamp, som har stor betydning for fremtiden i ”dansker vægtklassen,” og begge herrer er store profiler i boksesporten. Froch er en ”coming man,” selvom det er ham der er den regerende mester, mens Taylor forsøger at komme tilbage til toppen, efter to hårde nederlag til Kelly Pavlik, der tog titlen som ubestridt verdensmester i mellemvægt fra ham.

Kampen er på alle måder en sand lækkerbisken, og der er lagt i kakkelovnen til et stort drama, men det er også et sjovt match-up, da den byder på to voldsomme, stilmæssige kontraster. Kampen er en reel ”clash of styles,” og det er altid særdeles interessant, synes jeg. Det er nok lige præcis dette, som jeg finder allermest spændende ved boksning.

Mens nogle kan lide at gå fremad og presse, foretrækker andre at læne sig tilbage og slå kontra. Hvad ligger der i en udøvers stil, og hvilken effekt kan den have? I dette blogindlæg kigger jeg nærmere på, hvad en stil egentlig er for noget.

I de fleste idrætsgrene er stile vigtige elementer i, hvordan kampe falder ud, og i boksning er det i endnu større grad essentielt. På den anden side af Atlanten har de et udtryk, ”styles make fights.” På dansk kan man oversætte det til ”stile skaber kampe”, eller måske mere præcist ”stile præger kampe”. Uanset hvilken sport, man kigger på, og hvilket regelsæt, der kæmpes under, så vil forskellige udøvere have forskellige stile dikteret af udøvernes fysiske attributter, personlighed, træningsbaggrund og inspirationskilder.

Hvis A vinder over B, og B vinder over C, vil A så også vinde over C? Nej, den formular kan man simpelthen ikke bruge i boksning på grund af stilenes effekt. I boksning er det nok tydeligere end i de fleste andre slags kampsport, da man meget tidligt gennem kampe fandt ud af, hvilken effekt den ene stil havde på den anden, idet mange favoritter overraskende tabte til udfordrere, der på papiret var mindre dygtige boksere, men som simpelthen havde ”nøglen” til at afkode mestrenes stil.

Et velkendt og meget benyttet eksempel til at illustrere, at A-B-C formularen ikke virker, er at kigge på Muhammad Ali, George Foreman og Ken Norton. For kort at ridse de tre bokseres kompetencer op, så var Ali en af de bedste boksere nogensinde, Foreman en af de mest hårdtslående boksere nogensinde og Norton en meget akavet, tilbagelænet kontrabokser, der stalkede sine modstandere, og slog gennem deres angreb, når de åbnede op. Han var blandt de ti bedste sværvægtere gennem størstedelen af 1970erne, og fik tildelt WBC-titlen, da Leon Spinks valgte at møde Ali i en returkamp, i stedet for at møde førsteudfordreren, Norton. Alis attributter, snilde og bokseforståelse gjorde ham i stand til at overleve Foremans næsten overnaturlige kraft og nedbryde ham, og Foremans voldsomme power var igen alt for meget for Norton, men Ali kunne simpelthen ikke åbne Norton op. A slog B og B slog C, men A tabte til C. Ja, Ali vandt de to sidste afgørelser i deres berømte trilogi, men teknisk og strategisk var det måske nok de sværeste kampe i Alis karriere. Bokseren klarede sluggeren, og sluggeren klarede kontrabokseren, men bokseren kunne ikke klare kontrabokseren.

Nortons berømmelse hænger uløseligt sammen med Ali, da hans andre resultater simpelthen ikke passer sammen med hans kampe mod Ali (og den ene kamp mod Larry Holmes). Ja, Norton var en dygtig bokser og var blandt de bedste i verden i en tid, hvor sværvægterne aldrig har været bedre, men hver gang han mødte meget hårdtslående, aggressive fightere (Foreman, Earnie Shavers og Gerry Cooney, selvom de to sidste lå sent i hans karriere), så blev han slået ud, og det endda relativt hurtigt. Norton kunne ikke holde sluggere væk, da han lod folk angribe ham for så at kontere deres angreb. Han vil aldrig blive regnet som en af de allerbedste sværvægtere i historien, men sjovt nok så gav han to af de absolut bedste sværvægtere nogensinde enorme problemer.

Både Ali og Holmes var afhængige af at få deres jab til at fungere for at have succes, men når de jabbede mod Norton, undveg han ved at trække hovedet væk, eller så tordnede han sin overhånds højre henover jabbet. På den måde tog han jabbet fra dem (eller i hvert fald jabbets store succes) og tvang dem ud i roller, de ikke var trygge i. Han fik de to nok allerbedste distanceboksere i sværvægtshistorien til periodevis at angribe ham som sluggere, da han fjernede deres primære våben, og hverken Ali eller Holmes var specielt dygtige sluggere. Deres fysik var ikke bygget til det, og de manglede begge den rå power og eksplosivitet til at være effektive sluggere. På den måde fik han dem ned på sit niveau, og dér kunne han udfordre dem i fysisk hårde kampe og (til tider) udbokse dem med sit eget jab. Mod boksere, der ikke var afhængige af succes med jabbet, havde han problemer med det samme, og de bedste sluggere i 1970erne gik lige gennem ham. Sluggere, der blev udbokset af både Ali og Holmes. Nortons succes mod Ali og Holmes var uden tvivl på grund af hans stil. Han holdt simpelthen ikke samme niveau, som de to legendariske fightere, men ingen af de andre sværvægtere fra 1970erne kunne udbokse hverken Ali eller Holmes. De fik dem presset ud i hårde, fysiske kampe, men ingen andre fik Ali og Holmes til at angribe som b-klasse sluggere for så at udbokse dem. Han trak dem ind i et kompliceret skakspil med deres kroppe, og han udtænkte de store tænkere.

Dette er selvfølgelig grove simplificeringer, og det er nok sat på spidsen, men jeg mener, at hovedtrækkene i dette holder. Sugar Ray Leonard, Marvin Hagler og Thomas Hearns er et andet eksempel. Man kan gøre det samme med mange af de berømte boksetrilogier ved simpelthen at nedbryde boksernes stile og se på, hvorfor de havde succes mod den ene og ikke mod den anden.

”Styles make fights” i boksning, og derfor burde det være essentielt i enhver udøvers forberedelser at få analyseret modstanderens styrker og svagheder, men også at få kigget på stilen og se nærmere på, hvad man kan få til at fungere mod netop ham/hende, og hvad man skal passe på med, uanset hvor meget eller lidt information man kan finde. Desværre ses det igen og igen, selv på eliteniveau, at udøvere - og deres trænere - fuldstændig negligerer dette element for bare at gå ind og ”winge” den, ved at se hvad modstanderen har at byde på og så tage den derfra, eller bare at gøre det, man kan bedst. Det man plejer, fordi det plejer at virke. Det holder bare ikke! At forberede sig til en kamp går langt udover det at træne teknik, styrke, kondition og arbejde med det mentale. Stile er en afgørende faktor på alle niveauer indenfor boksning.

Ingen er komplette, og selv de bedste har sine svagheder. Se bare på Ali. Han var ”the Greatest,” og ingen kan negligere hans renommé. Men en af hans svagheder var, at han var afhængig af sit jab og uden dét, var han ikke fantastisk. Som fighter er det utrolig vigtigt at være ærlig omkring, hvad man kan og ikke kan. Hvor ligger ens styrker, og hvor ligger ens svagheder? Mange udøvere finder deres stil udfra deres fysik, da den ofte presser udøveren til at kæmpe på en bestemt måde. Korte, kompakte fightere bliver nødt til at presse på for at kunne udnytte sin styrke og robusthed, mens længere, tynde fightere bliver tvunget ud på distancen, for eksempel. Mike Tyson og Johnny Bredahl to gode eksempler, da alle danske boksefans bør have et ret godt kendskab til begge boksere.

Begge er tidligere verdensmestre, der imponerede og til tider forundrede bokseeksperterne, fordi de på trods af hver deres ekstreme fysik trodsede logikken og fik udnyttet deres attributter optimalt gennem hver deres specielle stil. Tyson, med sine 178 cm og 100-105 kilo, var tvunget fremad i en verden af kæmper. For at han skulle have succes som sværvægter, blev han nødt til konstant at gå fremad, så han kunne komme tæt på sine modstandere, hvor han kunne udnytte sin enorme råstyrke, hurtige hænder og eksplosive power. Bredahl, på den anden side, med sine 173 cm og 53,5 kilo, var tvunget ud på distancen, hvor han kunne udnytte sin ekstremt lange rækkevidde til at forvirre og udbokse sine mere kompakte og robuste modstandere med sine hurtige hænder og flotte benarbejde. Havde de to byttet stil, så ville det være lig med sportslig selvmord. Tyson ville aldrig kunne bokse på distancen med dobbelt-jabs, vifteparader og defensivt benarbejde, da hans arme var for korte og hans benarbejde alt for langsomt til at komme væk fra de kolosser af nogle modstandere, han stod overfor. Bredahl ville heller aldrig kunne gå konstant fremad og prøve at gøre skade med aggressive kombinationer af hooks og uppercuts, da han simpelthen var for fysisk svag til at gå gennem sine mere kompakte, stærkere og langt mere hårdtslående modstandere. Begge er ekstreme eksempler, da man meget sjældent ser sværvægtere med Tysons fysik eller bantamvægtere med Bredahls fysik.

Både Tyson og Bredahl fandt eller blev vist en stil, der passede til dem, så de kunne være effektive i bokseringen. Som udøver er det vigtigt, man gør sig disse betragtninger, og som regel kommer det helt naturligt til træning. De korte, kompakte fightere lærer hurtigt at komme fremad og udnytte deres styrke, mens de længere, tynde fightere lærer mindst lige så hurtig at udnytte deres rækkevidde, ellers kommer de simpelthen til kort. Dem, der ligger midt i mellem og har en mere normal fysik finder også deres egen stil, ofte udfra andre elementer. Udover fysikken betyder ens personlighed, talent og inspirationskilder også en hel del. Nogle har det bedst med at angribe hele tiden, mens andre har det bedst ved at kontere. De fleste har en stil, der minder meget om andres stile, men nogle har helt unikke stile, som kun de kan få til at fungere på grund af deres attributter (fysikken, talentet, reaktionsevnen og så videre). Andre kopierer deres forbilleder med eller uden held og ender med deres helt egen stil. Der er også dem, der mestrer alle mulige forskellige stile og derfor varierer meget afhængigt af modstanderen. Så længe det fungerer, udnyt det.

Som udøver vil du - ved at være bevidst om din egen stils styrker og svagheder - være i stand til at trække dine færdigheder flere niveau op, simpelthen ved at udnytte hvad du er bedst til, og hvad du ved fungerer godt mod de forskellige stile. I en hver given situation vil der være små valg, du skal tage, i forhold til, hvordan der bedst muligt kan angribes, forsvares, hvilken distance man skal kæmpe på og så videre. Vi er alle forskellige. Vi ser forskellige ud, har forskellige kropstyper, forskellige temperamenter, forskellige præferencer og forskellige tanker om træning og kamp. Derfor kæmper vi forskelligt. De fleste har dog stile, der minder om andre udøveres stile, og det skal udnyttes som fighter.

Det er ikke altid, det handler om at være stærkere, hurtigere, mere hårdtslående eller have bedre udholdenhed. Ofte kan man klare sig et langt stykke hen af vejen, hvis bare man er smart. Ved at du finder din egen stil, er bevidst om, hvad du kan/ikke kan, og udnytter hvad du kan bedst, bliver du mest mulig effektiv. Men en ting er at udnytte styrkerne. Noget andet er at være smart omkring det. Igen, så ved man hvilke ting, de givne stile ikke vil have. For eksempel, så vil sluggere ikke presses til at flytte sig, boksere vil ikke tvinges til at slugge, og kontraboksere vil ikke tage initiativet. Der er mange små ting, der kan udnyttes, som kan gøre en kamp meget nemmere. Det er ikke sikkert, man er i stand til at få en slugger på hælene, presse bokseren ud i en krig, hvor man bytter bomber eller tvinge kontrabokseren til at føre an, men der er mange andre små ting, der kan udnyttes for at tvinge din modstander væk fra det, han eller hun har det bedst med.

Kæmper man uden at tage de aspekter i betragtning, så er chancen for, at man falder ind i et mønster, hvor man er ubevidst omkring, hvad man går efter, stor, og så gør man bare det, man føler sig mest tryg ved. Muligvis er det godt nok, men måske gør det opgaven langt hårdere end nødvendigt. Muligvis gør det, at modstanderen bliver langt bedre, og at det falder helt perfekt sammen med det, din modstander bedst kan lide. Muligvis ville en kamp være meget nemmere, hvis du tilpassede dig modstanderens stil og gjorde det, der passede modstanderen dårligst, i stedet for det der passer dig bedst.

Ved at være bevidst omkring de forskellige stile, der bruges i forhold til din egen stil, kan du som udøver relativt hurtigt få analyseret, hvad det er, din modstander gerne vil gøre, og hvor han vil have dig hen. Nogle gange er det meget lige til, andre gange er det mere kompliceret. Men uanset hvad, er det et værktøj, der kan gøre jobbet meget nemmere at udføre. Dem, der så kan skifte stil og kæmpe på flere forskellige måder, alt efter hvad modstanderen gør, har en stor værktøjskasse fyldt med værktøjer at vælge mellem. Andre har en enkelt stil, der er så skarp, at den tager dem hele vejen til toppen og har ikke brug for andet. Men ingen er komplette. Der er huller i alle stile, og alle har svagheder. Det skal udnyttes.

Det samme gælder for Frochs første titelforsvar, mod megastjernen Taylor. Den engelske verdensmester bokser akavet og meget utraditionelt med yderst luftige parader, for at sige det mildt, men han bokser med enorm selvtillid og leder altid efter knockoutslaget. Han har tidligere vist at han kan modstå tunge, præcise træffere og alligevel komme tilbage med sine egne bomber. Den amerikanske udfordrer og hjemmebanefavorit er en solidt, skolet bokser, der teknisk set er en nydelse. Taylor er en fantastisk kontrabokser, der er god til at udnytte sine modstanderes huller, og hans talent og hurtighed gør ham til en fare for alle i vægtklassen. Spørgsmålet er så, om Frochs vilde, uortodokse angreb bliver for simpelt for Taylors kontraboksning? Kan ”Bad Intentions” slå verdensmesterens angreb i stykker med rappe kontrakombinationer, og hvilken effekt har det, når og hvis han rammer? Samtidig kan man se på Frochs knockoutpower, styrke og vilje til at angribe, og stille sig spørgsmålet, om Taylor kan takle ”Cobras” tunge slag, høje tempo og konstante pres?

”Styles make fights”, og sådan er det bare. Man kan være stærkere, hurtigere og bedre teknisk, men hvis ikke man kan hitte ud af modstanderens stil, så er man i store problemer. Mens man træner mod at være hurtigst muligt, stærkest muligt og have den bedst mulige teknik, så er det også værd at tage med sig, hvordan man bedst muligt kan udnytte ens styrker, så man nemmest muligt kan neutralisere modstanderen.

Atlantic City

Da jeg forleden så Ricky Hatton blive blæst ud af Manny Pacquiao, blev jeg meget overrasket og ikke mindst skuffet over kampen. Selve resultatet overraskede mig ikke så meget, og Pacquiao kæmpede som forventet, men det forbavser mig hver gang man ser atleter på det niveau, kæmpe så utrolig naivt, og man kan ikke andet end at kalde Hattons strategi for naiv. Hvordan man kan kæmpe på det niveau, og så kæmpe så uforsigtigt og uden en back-up plan, er mig helt uforståeligt, men man ser det jo igen og igen.

Men den selvsamme naivitet får mig til at tænke tilbage på en af mine egne oplevelser, om end uden for tovene. Egentlig har boksningen en mindre rolle i det, selvom det er boksesporten, der danner rammerne. Det er en lang og noget kuriøs historie, som jeg i lang tid har ønsket, at få skrevet ned, simpelthen fordi det ubetinget er det mest frustrerende og raseripåkrævende jeg nogensinde har oplevet.

Gode tre år efter har jeg stadigvæk svært ved at grine af episoden, selvom jeg godt kan se humoren i det, men jeg håber da at jer der læser denne blog, kan se det sjove i det og finder historien underholdende. Forhåbentlig kan nogen af jer lære af min naivitet, så I slipper for at havne i lignende situationer. Here goes!

Da jeg startede som boksefotograf, var det vigtigt for mig, at jeg sørgede for at markere mig med det samme. Jeg har altid været ret ambitiøs, og ville som så mange andre gerne tage billeder af de store kampe. Bettina Palle var meget venlig og lod mig få en fod indenfor, så jeg fik lov til at tage billeder ved deres hjemlige stævner. Først ved de mindre stævner, og sidenhen også ved de helt store VM-stævner. I forbindelse med lanceringen af Fighter Magazine syntes jeg dog, at der skulle noget ekstra til, og da Thomas Damgaards kamp mod Arturo Gatti blev annonceret, bestemte jeg mig derfor for at tage til Atlantic City for at dokumentere boksebraget mellem de to krigere.

Det var en satsning, som skulle give mig og bladet respekt og anerkendelse i det ellers lidt stive boksemiljø, hvor det kan være svært for ”nyankomne” at blive anerkendte. Jeg ville vise, at jeg var seriøs, ambitiøs og ikke mindst kompetent både som fotograf og skribent. Min chefredaktør, Carl Otto Knudsen, skaffede mig en ringsideplads med det samme kampen blev officielt annonceret, og jeg kunne derfor gå i gang med at bestille flybillet og hotelophold.

Personligt, så havde jeg aldrig været specielt fascineret af USA, og min plan var nu egentlig bare at bruge tre dage i Atlantic City i forbindelse med boksestævnet, og så tage direkte hjem igen. Hurtigt ind og ud. Min kone, Tea, havde dog altid snakket om at hun gerne ville opleve New York, og hun fik mig overtalt til at vi tog en 14 dages ferie i storbyen, sammen med vores søn på to år, efter dagene i casinobyen.

Selvfølgelig var det spændende, at skulle opleve Atlantic City, hvor der har været bokset så mange store boksekampe, og jeg var overbevist om, at det her var mit store ”coming out party” som boksefotograf. Jeg havde ventet på denne chance siden jeg var 10 år gammel, og jeg skulle rigtig vise verden (i hvert fald den danske bokseverden), hvem jeg var. Det her var ”the big time.”

Jeg brugte masser af tid i ugerne op til kampen med at overvære Damgaards træning i fitness dk. Jeg snakkede en del med Damgaard og hans træner Poul Duvill, og jeg fik oven i købet lavet en aftale med dem, om at jeg fik lov til at følge med ind i omklædningsrummet efter kampen, så jeg kunne tage eksklusive billeder.

Alt var klappet og klart, og nu kunne intet gå galt. Jeg havde endda en kontaktperson jeg kunne tage fat i, hvis der opstod problemer. Ed Richards hed han, og han stod for Main Events presse i forbindelse med denne event. Richards garanterede, at jeg ingen problemer ville få, og det var dejligt betryggende, når jeg nu rejste hele vejen ”over there,” for at tage billeder af deres stævne.

Vi ankom til Atlantic City torsdag (læs hele min artikel nedenunder dette blogindlæg), og blev fuldstændig blæst væk af alle indtrykkene. Samtidig var jeg helt klar, og vidste at jeg skulle være fuldt fokuseret fredag og lørdag. Det var skønt at være der som en familie, selvom det egentlig var meget lidt børnevenligt. I løbet af de fire dage vi var der, så vi kun et enkelt barn, og hele byen var ikke gearet til børn. Men det handler om at kunne omstille sig, og vi sørgede for at lege på stranden og så havde vi medbragt lidt legetøj hjemmefra.

Fredagens indvejning på Caesar´s Palace var langt mere nedtonet end jeg havde forventet, selvom der var mange mennesker tilstede. Der var ikke det store show, men det var sjovt at se så mange boksecelebriteter stå side om side. Jeg sørgede for at stå helt forrest ved vægten, og jeg fik de billeder jeg skulle bruge.

Uden at skulle generalisere alt for meget, så er fotografer en meget lidt charmerende gruppe mennesker at arbejde blandt. Jeg har oplevet mange grimme ”ulykker,” forårsaget af overivrige og dybt egoistiske fotografer, der absolut skulle have deres billede, uden at tænke på de andre fotografer. Nogle fotografer saboterer bevidst andre fotografers billeder, og selvom jeg var ret grøn i faget, så havde jeg luret, at ”først til mølle-princippet” gælder i allerhøjeste grad ved et event, som denne indvejning, og derfor stod jeg som den absolut første fotograf foran vægten. Det gør jeg altid. God balance, brede skuldre og diverse inside bissetricks er gode at have med. Der bliver nemlig skubbet, hevet og presset, så det handler om at stå fast, holde på ens udstyr og samtidig få taget de nødvendige billeder i de få sekunder der bliver poseret.

Der var et tilhørende presserum, og det indeholdt alt man kunne tænke sig. Hele arrangementet kørte bare på skinner, og jeg glædede mig voldsomt til lørdagens kampe. Alt havde gået som smurt indtil videre. Jeg havde dog forventet, at der ville blive uddelt pressekort her til indvejningen, men jeg fik at vide, at man bare skulle møde op ved presseindgangen lørdag, og der ville man få udleveret alt det nødvendige materiale.

Vi vågnede alle tre meget tidligt lørdag morgen. Klokken var kun fire, for vi var prægede af jetlaggen, men der var nu noget hyggeligt over at gå op og ned af boardwalken, mens hele casinobyen sov. Det gjorde vi hver dag vi var i casinobyen. Atlanterhavet er ufattelig smukt sådan en kold, bidende januarmorgen, og hele kontrasten mellem naturen og casinoerne virker meget sær. Det er en sjov kombination af noget ægte og noget kunstigt.

Dagen fløj ellers af sted, og ud på eftermiddagen var det ved at være tid. Vi havde spist tidlig aftensmad, og som med alle de andre måltider vi spiste i Atlantic City, så var kvaliteten so-so. Kvantitet over kvalitet. Jeg fulgte min kone og min søn hjem til hotellet, og så var jeg ellers klar.

Jeg havde en smule nerver på, men mest af alt glædede jeg mig bare. Jeg kan stadigvæk huske mine tanker omkring hvilke billeder jeg i hvert fald skulle have taget, mens jeg gik på boardwalken på vej mod den berømte arena, Boardwalk Hall. Jeg var tidligt på den, som jeg altid er, og det var nemt at finde presseindgangen. Man skulle lige forbi hovedindgangen, og så ind til højre.

Jeg havde forventet en kø af en slags, men i stedet var der helt tomt, bortset fra de to venlige damer, der stod bag et par opstillede borde. Det store rush ville komme senere, sagde de. De stod klar med lange lister med navne på fotografer, journalister, tv-folk og VIPs, og da jeg sagde mit navn, var det uden nogen form for usikkerhed. Der havde været styr på alt, så jeg havde ikke skænket det en tanke, at der var en mulighed for at jeg ikke stod på listen.

De gennemgik listerne, men fandt ingen ”Tue K. Trnka.” Heller ikke et ”Fighter Magazine.” Men heller ikke her følte jeg mig utryg. Jeg havde det sort på hvidt i en mail fra Ed Richards, at jeg havde en ringsideplads. Jeg fortalte de ellers meget venlige damer dette, og spurgte om jeg skulle løbe tilbage til hotellet og hente mailen. Jeg kan godt huske, at jeg her tænkte at jeg nok skulle have taget mailen med, men jeg følte at alt kørte på skinner, og regnede ikke med at den slags kunne glippe. Min tanke var, at der kan være rod i det, angående akkreditering ved lokale stævner i små, danske idrætshaller, men ved store, professionelle events som dette, så måtte der da være styr på det.

Den ene dame gik ind for at snakke med aftenens presseansvarlige, og jeg ventede stadigvæk helt rolig. Jeg vidste simpelthen, at de ikke ville lade mig tage hele turen over Atlanterhavet, for så at afvise mig her i døren. Og ganske rigtig, så kom den venlige dame tilbage med et pressekort til mig. Hun havde snakket med den presseansvarlige, og han havde fortalt hende, at de ikke havde hørt om hverken mig eller mit blad før, men at de nu gav mig et pressekort, som ikke gav mig adgang til ringside, og så måtte jeg gå ind og snakke med de ansvarlige i presserummet. Jeg kiggede ned på pressekortet, hvorpå der var skrevet mit og bladets navn med sort tusch. Jeg spurgte hende, om jeg skulle hente mailen fra Ed Richards, men hun mente ikke det var et problem. ”These things happen all the time,” sagde hun venligt.

Jeg blev ”granted access” som den store vagt i den gule jakke sagde, og så gik jeg ind i den lange, mørke gang. Gangen delte sig, og til venstre gik man ind i hallen, mens man kunne gå lige ud, hvor der blandt andet var presserum. Jeg havde stadigvæk god tid, men pga. førnævnte problem med mine altid ”rare” fotografkollegaer, så ville jeg helst komme i rigtig god tid. Stævnet var så småt gået i gang kunne jeg høre fra hallen, så jeg skyndte mig hen til presserummet for at få løst mit problem.

Desværre var der kun journalister inde i presserummet, der ellers var proppet med alt fra sandwiches og frugt til kager og slik. Jeg gik derfor ind mod hallen, og spurgte den første sikkerhedsvagt jeg stødte på, hvem jeg skulle snakke med for at få opklaret mit problem. Han vidste intet om det, og sendte mig en sikkerhedszone længere ind mod ringen. Det samme skete så her, og sådan fortsatte det indtil jeg stod ringside. En fireomganges kamp mellem to nye professionelle var i gang, og selvom der føltes ret tomt i hallen, så virkede det næsten som om jeg var usynlig. Ingen lagde mærke til mig og min tilstedeværelse, og jeg stillede mig så ved siden af nogle af de andre fotografer, der var mødt tidligt op.

Mit pressekort var gult, og deres var grønt, og jeg turde ikke tage chancen på at ”snyde” mig ind, hvis nu noget gik galt. Jeg gik derfor tilbage til den sidste sikkerhedsvagt jeg havde snakket med, og bad ham løse mit problem. Han kaldte så på sikkerhedschefen over deres radiosystem, og fem minutter efter dukkede der en ualmindelig stor herre op, for at tale med mig. Ligesom hele Atlantic City, så virkede han utrolig kontrastfyldt: Sikkerhedschefen var en hvid mand midt i fyrrerne. Han var over to meter høj, vejede i hvert fald 130 kilo og så yderst autoritær ud, da han stod der foran mig i en nålestribet habit. Alligevel så anede han ikke hvad han skulle gøre med mig og mit problem, og han virkede næsten barnlig i hans usikkerhed, men jeg insisterede på at han ville løse det, og forklarede ham hele min situation. Jeg ville ikke risikere at blive smidt væk, og spurgte igen om jeg skulle hente mailen, eller om han kunne snakke med den presseansvarlige. Hotellet var kun syv minutter væk, og der var flere timer til Damgaard skulle i kamp. Men han garanterede mig, at han nok skulle finde ud af det.

Han sagde, at jeg bare kunne stille mig hen ved ringen, og så skulle han nok komme ned til mig bagefter. Der gik små ti minutter, og så kom han hen til ringside efter kampen mellem de to unge professionelle boksere var overstået, og ringen var tom igen. Han talte højt til alle fotograferne, og forklarede dem, at jeg skulle være ringside og tage billeder hele aftenen selvom jeg ikke havde et grønt pressekort, og så måtte der bare være plads til mig, fordi jeg var kommet helt fra Danmark. Han sagde til mig, at der nu var styr på det, og at jeg kunne være helt rolig. Han havde løst mit problem, og jeg slappede af igen. Jeg havde egentlig ikke været særlig urolig på noget tidspunkt, hvilket jeg ellers har været ved hjemlige arrangementer, hvor jeg har oplevet lignende problemer nogle gange. Det hører jo med til gamet.

En sort, canadisk boksefotograf vinkede til mig, fordi han havde genkendt mig fra Brøndbyhallen, hvor vi stod side om side ringside, da Mikkel Kessler mødte canadiske Eric Lucas nogle måneder tidligere. Vi havde haft det sjovt der, og vi fandt hurtigt tonen igen. Han havde ligesom jeg både baggrund i boksning og MMA, og det var hyggeligt at snakke om fælles oplevelser som fotograf i de forskellige kamparenaer.

Jeg fandt så en god plads ringside, tæt på ”det danske hjørne,” fordi jeg ville have close-up billeder af Damgaard og Duvill i tæt, intens coaching i pauserne. Jeg indstillede kameraet efter lyset, tog en masse testbilleder og begyndte virkelig at nyde hele oplevelsen. Det var reelt set kun i kampene med Rudy Markussen og polske Mariusz Wach at jeg fyrede løs, fordi jeg ville spare kræfter, batteri og memorycards til hovedkampen og hvad der evt. måtte følge bagefter. Jeg prøvede at indånde så meget atmosfære og stemning som overhovedet muligt, mens jeg ret spartansk tog billeder af kampene. På den anden side af ringen sad HBO-crewet sammen med Lennox Lewis og Emanuel Steward, og uanset hvor jeg vendte blikket, så var der bokse- og almindelige celebriteter tilstede. Paul Gaardbo, Mikkel Kessler og medlemmer fra den danske pressedelegation er der også. Jeg nød simpelthen hvert et sekund af hele undercardet, og det var fedt at se unge, up-and-coming profiler som Henry Crawford, BJ Flores, Jason Litzau, Malik Scott samt de to førnævnte europæere.

Det var fedt at stå side om side med alle de kendte boksefotografer som Ed Mulholland, Marty Rosengarten og Al Bello, og se hvordan de arbejdede. Mest af alt, så var det fedt at sammenligne deres billeder med mine egne, og se at jeg var ”on par” med dem. Det var bekræftende, at se jeg arbejdede på den rigtige måde, selvom jeg selvfølgelig kunne lære meget af de erfarne herrer. I løbet af aftenen blev der snakket rigtig meget os fotografer imellem, og de er alle sammen meget interesserede i at få mere at vide om Damgaard og i det hele taget dansk boksning.

Aftenens undercard var overstået, hallen fyldt op med tilskuere, det samme var fotografpladserne ringside og nu var det ved at være tid! Jeg var fokuseret og godt forberedt. Jeg vidste lige præcis hvordan jeg skulle fange et fedt billede af Damgaard på vej ind til ringen, selvom jeg kortvarigt måtte forlade min plads. Mulholland holdt min plads til mig, for han havde ikke brug for et billede af danskerens indgang. En af HBO´s kameramænd havde gået med til at låne mig hans stol i de få sekunder jeg skulle bruge den, til at få den nødvendige vinkel til at fange danskerens entré.

Hallens lys blev tonet ned og ”Simply The Best” blæste ud af højtalerne. Damgaard var på vej! Jeg forlod min plads, og hoppede op på stolen. Jeg zoomede ind på Damgaard, stillede skarpt, ventede til det helt rigtige øjeblik og ”trykkede på aftrækkeren.” Sådan!

Men så gik det helt galt! Da jeg vendte mig om, for hurtigt at gå de syv-otte skridt tilbage til min ringsideplads, bumper jeg ind i en lille, italiensk udseende fyr i habit. Han kigger aggressivt på mig og siger, at jeg skal se hvor jeg går. Jeg undskylder hurtigt, og skynder mig forbi ham, men så hiver han fat i min arm. ”What the fuck, dude! Yellow press card?” råber han med tung Boston accent ind i hovedet på mig. Jeg er overrasket, chokeret og meget forbavset, fordi jeg ikke aner hvem han er eller hvad der foregår. Og så går det rigtig stærkt!

Han hiver fat i mit pressekort og fortsætter med at råbe. ”Tue Tr-something… Fucking Fighter Magazine! I´ve never heard of you or your fake website, magazine or whatever, you son of a bitch. I gave you a break, you cheating prick, because you wanted a free pass, and I let you in. And now you fuck me over?”

Glæden og entusiasmen over at være ringside i Atlantic Citys Boardwalk Hall, bliver lynhurtigt byttet ud med en overvældende følelse af at hele tæppet bliver trukket væk under mig, alt imens Tina Turners sang er skiftet ud med AC/DC´s ”Thunderstruck.” Gatti er på vej ind i ringen, og det her går helt galt!

Det er åbenbart den presseansvarlige der står foran mig, og han har ladt mig slippe ind i døren, fordi han troede jeg tilhørte en eller anden ny website. Nu er han sur, fordi han føler jeg har trådt ham over tæerne ved at snyde mig til en ringsideplads. Jeg prøver desperat at forklare ham at jeg kommer fra Danmark, og har en aftale med Richards, men han afbryder mig.

“You should be up there!” råber han igen og peger op under taget, hvor jeg kan skimte nogle fotografer stå med nogle fuldstændig overdimensionerede langdistance objektiver. ”I let you in as a nice gesture to help your cheat ass out, because you didn’t want to buy a ticket, and now you fuck me over? Wrong move, dumb ass!”

Han begynder at skubbe mig væk, og jeg føler mig handlingslammet fra chokket mens jeg febrilsk kigger efter nogle af danskerne, så de kan bekræfte hvem jeg er. Men så kan jeg mærke raseriet eksplodere dybt inde i mig. Jeg skubber imod, og råber tilbage at deres sikkerhedschef har ordnet det hele, mens jeg peger på den store herre, som tidligere ordnede det hele for mig.

”He´s just the local boss, and he’s not in charge. I am! Now, get the fuck out of here! I’m making sure they throw you out, and you can forget everything about joining the afterparty or the press conference.” Jeg kigger over mod sikkerhedschefen, der følger balladen, og vi får kortvarig øjenkontakt, mens hans læber lydløst former ordet “sorry” til mig, og så vender han sig om.

Den presseansvarlige skubber mig igen, og jeg skubber tilbage, mens jeg desperat prøver at få ham til at høre på mig. Nu er det mig der råber! Han må da kunne forstå, at det hele er en stor, grim misforståelse. Jeg har brugt alle mine sparepenge på at tage hele vejen herover fra lille Danmark, for at dække Damgaard-Gatti. Men han vil ikke høre på mig. Han tror ikke på, at jeg er fra Danmark, og tilkalder to store sikkerhedsvagter. De omkringsiddende tilskuere, heriblandt Chuck Zito, buer og råber at jeg skal skride.

Raseriet og frustrationen er overvældende, og jeg har mest af alt lyst til at starte den største ringsidebrawl siden Riddick Bowe mødte Andrew Golota i Madison Square Garden, men selvom jeg er helt derude, hvor jeg kan mærke tårerne presse sig på af bare raseri, så ved jeg at det er forkert. Jeg er ikke en voldelig person, har aldrig valgt vold som løsning og kan ikke svigte min kone og søn, der venter på hotelværelset. Tanken om den lokale arrest flasher forbi mine øjne, og jeg giver op.

Skakmat! Jeg kan intet stille op. Mailen fra Richards ligger på hotellet, og kampen går i gang om lidt. Det er for sent.

Vagterne begynder at gå med mig, men jeg bryder mig løs og siger jeg skal have mit kameraudstyr med. Min kamerataske ligger under ringens sideklæde, og jeg henter den hurtigt mens min eskorte er lige bag mig. Fotograferne har fulgt skænderiet, og jeg kan se at de prøver, at forklare vagterne og den presseansvarlige at jeg er god nok, og at jeg rent faktisk kommer fra Danmark. Men lige lidt hjælper det. Vagterne bliver beordret til at eskortere mig ud af hallen, og med fast greb i mine arme halvt skubber de mig og halvt løfter de mig hastigt væk fra ringside.

Mens de eskorterer mig væk får jeg lige en kommentar med fra Zito om at jeg skal ”get the fuck out of here.” På vej ud af hallen hører jeg Michael Buffer legendariske ”let’s get ready to ruuuuuuumble” i højtalerne, men for mig er det helt slut allerede. Vagterne slipper mig ude i lobbyen, og går ind igen, mens de lukker dørerne bag sig med et rungende brag. Ingen vagter vil slippe mig ind igen, da de har hørt om aftenens ”ballademager” over deres radio.

Jeg løber nogle etager op, og finder denne mærkelige slags udkigspost helt øverst, under taget, uendeligt langt væk fra ringside. Jeg må se kampen fra de absolut værste pladser i hele Boardwalk Hall, men det er nu lige meget, for nu slår det mig at alt er spildt. Jeg får ingen billeder af kampen, ingen eksklusive billeder af Damgaard efter kampen og intet interview. Frustrationen er helt ubeskrivelig. Jeg kan simpelthen ikke tro på, at det her sker for mig. Det er ikke et lokalt stævne med nogen ubetydelige kampe, men den helt store chance som skulle hjælpe mig frem. Jeg har ventet på denne mulighed siden jeg var 10 år, og så bliver det hele fjernet lige foran min næse.

Jeg følger kampen på den nærmeste storskærm i vantro, da jeg knabt nok kan se hvad Damgaard og Gatti foretager sig i ringen fra denne distance. Damgaard og Duvill laver en strategisk brøler af de helt store, efter danskeren havde godt fat i Gatti, og resten er historie. Hvilket enormt antiklimaks!

Efter kampen skynder jeg mig hjem til hotellet. Jeg småløber ned af boardwalken, fordi jeg kan mærke tårerne presse sig på. Ind på Hotel Sands, forbi de ellers så rare receptionister, trapperne op til fjerde sal og så fuld fart ned til værelset. Jeg når lige at stikke kortnøglen ind i låsen, før alle følelserne vælter ud i et enormt udbrud af negative følelser. Mest af alt frustration, afmagt og raseri. Men det føles også ydmygende. Jeg føler mig fuldstændig afklædt.

Havde jeg ikke haft min kone og min søn der, så ved jeg helt ærlig ikke hvad jeg havde gjort. Men det skønne med et solidt bagland er, at de netop løfter en op når man har allermest brug for det, og sjældent har jeg haft mere brug for støtte end i de følgende timer. Og dage. For det tog lang tid at fordøje oplevelsen.

Vi havde 14 dages skøn ferie foran os, og på mange måder blev det faktisk til den bedste ferie nogensinde, selvom jeg fik kvalme hver gang jeg tænkte på Atlanti City. Vi oplevede New York fra byens absolut bedste side, og havde en række fantastiske oplevelser i ”the Big Apple.”

Richards kunne ikke forklare mig, hvad der var sket, siden jeg ikke havde fået den korrekte akkreditering, da jeg ringede ham op et par dage efter. Han sørgede dog for, at Mulholland sendte mig nogle af hans bedste billeder, så Fighter Magazine i hvert fald kunne bringe billeder fra kampen til min artikel. Artiklen blev til et slags rejsebrev, men fokus på kampen, og produktet var noget helt andet end hvad jeg havde forventet.

Ligesom Hattons naivitet blottede ham for Pacquiaos bomber i lørdags, så satte min egen naivitet mig skakmat, fordi jeg valgte at stole på Main Events presseafdeling. Siden den oplevelse har jeg dog altid sørget for at tjekke og dobbelttjekke mine informationer, og jeg har altid nødvendige og ofte unødvendige papirer med mig, når jeg dækker events.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

House of Gatti

FIGHTER fulgte med Thomas Damgaard til Atlantic City for, at tage pulsen på kasino byen hvor den danske bokser kæmpede sin karrieres største kamp mod fanfavoritten Arturo Gatti.

Newark var ophedet, jetlaggen havde gjort sit indtog og de meget lidt imødekommende og venlige immigrationsmyndigheder gjorde førsteindtrykket af USA til en noget mærkværdig oplevelse. Rart var det ikke. Det var torsdag den 26. januar, og FIGHTER havde taget flyet over Atlanterhavet for at opleve hvordan det forjættede land tog imod Thomas ”Løvehjerte” Damgaard, når han to dage senere skulle bokse i det der i bokseverdenen er Arturo Gattis hjemby, Atlantic City, New Jersey.

Køreturen til Atlantic City ville tage cirka to timer fra den internationale lufthavn. New York Citys stres og høje tempo lå bag os og det smukke Atlanterhav kom til syne på venstre side, da bilen ræsede af sted mod syd. Umiddelbart lignede det Europa, men de enorme biler efterlod ingen tvivl. Det her var USA. ”The land of the free and the home of the brave.” De første tegn på kampen sås allerede i flyet, hvor der var flere danskere med sorte t-shirts, hvorpå der var trykket danskerens navn med hvidt. Men efter halvanden times kørsel var der intet der tydede på at vi var på vej til et af boksningens rigtige mekkaer, hvor nogle af de sidste årtiers største navne, som blandt andet Mike Tyson, Roy Jones, Michael Spinks, Bernard Hopkins, Floyd Mayweather, Felix Trinidad og ikke mindst Arturo Gatti har bokset store kampe. Området var øde men der var god trafik på vejene, selvom der ingen bygninger var at se. Men så kom de første reklameskilte. De var umulige ikke at lægge mærke til, med deres voldsomme størrelse, skarpe farver, glitter og stærke kontraster. Det første omhandlede ”an evening with famous actor Danni Aiello,” og det andet var reklame for en lokal restaurant med speciale i seafood. Sådan var der flere. Nogle var reklame for spisesteder, andre kasinoer, med deres features.

Men så kom det! Et kæmpe stort skilt i skarpe gule og bronze farver med den solide hvide skrift. ”The warrior is back,” stod der over det enorme billede af Gatti, der stod med næverne oppe. Canadierens navn var fremhævet og kæmpe stort, men nede i bunden kunne man godt læse den stolte, danske fighters navn. Damgaard var nævnt. Som Atlantic City nærmede sig, kom der flere og flere reklameskilte med Gatti på, og nu kunne de enorme kasinoer skimtes i horisonten.

Selve Atlantic City er ikke særlig stor by, med en population på lidt over 40.000 indbyggere. Alt i byen omhandler kasinoerne og gamblingen. En hel række eksotiske kasinoer og hoteller er repræsenteret: Caesar´s Palace, Bally´s, Taj Mahal, Sands, Tropicana, Borgata og så videre. Bygningerne er ganske spektakulære, med de gigantiske neonskilte, med skrift, figurer, pile og andre illustrationer. Det ser fantastisk ud og indbyder til sansestimuli af dimensioner, men alt er fake. Hotellerne er luksuriøse og overvældende. Dette er en kæmpe facade og indvendig i alle kasinoerne bliver gæsterne, for det meste, loppet for penge. Mange penge. Og penge er virkelig omdrejningspunktet i denne by. Derfor bokses kampen også her, for Gatti er big business på østkysten af USA. Den næsten majestætiske Boardwalk Hall er arenaen der danner rammer om kampen der skal skabe Damgaard et stort navn i USA. Men dette er Gattis by og Gattis hus, som de siger her i byen, om den arena der rummer 12.000 vilde boksefans, og hvor Gatti nu skal bokse for 21. gang i karrieren og syvende gang i træk!

Vi kører forbi Boardwalk Hall og under flere af de største kasinoer, som Caesar´s Palace og Bally´s, før vi når vores destination. Hotel Sands er stedet FIGHTER checker ind på. De ansatte er venlige, høflige og imødekommende, men for dem handler det jo også om penge i form af tips. Efter en hurtig udpakning og orientering på hotellet er det tid til at tage turen op og ned af den berømte boardwalk. Boardwalken er en lang gågade af træ der skiller det smukke Atlanterhav og den tilhørende strand fra de pompøse kasinoer og al støjen de laver. Her i januar måned er der ret fredeligt og hyggeligt, selvom musikken pumper ud fra de udendørshøjtalere som kasinoerne har placeret, så man ikke får mulighed for at misse deres nyeste og mest sensationelle tilbud for at vinde nemme penge. Penge!

En lille gåtur ned af boardwalken fører FIGHTER til arenaen. Plakaterne hænger i vinduerne og skilter flot om den forestående boksekamp. Det er spændende. Hurtigt falder vi i snak med en fattig, sort mand der gerne vil køre os en tur i hans rickshaw. Vi takker nej, men så begynder han at snakke om arenaen og Gattis kampe. Han er dog ikke specielt stor fan af boksning, men Gatti er speciel for ham. ”This is Gatti´s house,” proklamerer han højlydt mens han peger på Boardwalk Hall. ”Hver gang Gatti bokser her, trækker han 12.000 mennesker med sig. 12.000! Er du klar over hvad Gatti betyder for Atlantic City?” spørger manden FIGHTER. Svaret er simpelt: ”Penge! Derfor elsker vi ham.”

Fredag aften er der indvejning på Caesar´s Palace og flere steder i det ganske enorme kasino er der store plakater af Gatti, som reklame for kampen. Overalt i kasinoet er der tv-apparater og på dem kører der diverse reklamespots. Et af de reklamespots der sendes mest der, er en flot highlight af Gattis seneste kampe, mod Floyd Mayweather, Jesse James Leija, Leonard Dorin, Gianluca Branco og selvfølgelig trilogien mod Micky Ward, for at promovere kampen. Damgaards navn bliver nævnt til sidst. Han er med i showet, men har kun en birolle. Det er Gattis show, det her, i hvert fald indtil kampen går i gang.

Ved selve indvejningen er der relativt mange danskere, da Rudy Markussen også bokser ved stævnet og de to danskere har god støtte fra Team Palle, i form af manager, træner, sekundanter, cutman og så videre. Brian Nielsen (der skal sekundere både Damgaard og Markussen) og Mikkel Kessler er to store danske navne som er til stede, men de falder godt ind i en crowd fuld af boksecelebriteter, som Micky Ward, Pernell Whitaker og Buddy McGirt (Gattis træner). Mediaopbudet er ganske stort og der er repræsentanter fra alle de store bokseblade, som The Ring, Boxing Monthly, KO og alle de store amerikanske og canadiske aviser der dækker Gattis kampe. Der er også nogle danske reportere, fra Danmarks Radio, 4Sport (der transmitterer kampen direkte), Ekstra Bladet, BT og FIGHTER, som har taget turen over ”sundet.” Gatti er kendt for at cutte meget vægt for så at tage det på igen før kampen, men her går han op i vægt, for at møde Damgaard, i weltervægt (-67 kilo). Damgaard er ankommet i god tid, og sludrer afslappet med reportere og sine sekundanter. Han ser klar ud. Gatti lader vente på sig, men pludselig kommer han stormende ind, smider tøjet og går på vægten, mens en stor gruppe fans jubler og hujer. Han klarer vægten og det gør Damgaard også. De to boksere poserer overfor hinanden, mens fotograferne tager billeder af dem, og danskeren ser en hel del større ud end Gatti. Damgaard vil gerne have øjenkontakt for at køre lidt på det psykologiske spil, men Gatti er rutineret og kigger hurtigt på ham, vender blikket væk, skynder sig at tage sit tøj på og så er han gået igen. I alt tog det hele fem minutter. Damgaard bliver bagefter og giver flere interviews, og snakker med alle dem der vil snakke med ham. Presset er på Gatti, og det er tydeligt at se. Damgaard tager det stille og roligt.

På vej ned fra indvejningen falder FIGHTER i snak med en floor manager, der har styr på denne del af kasinoet - roulettebordene. Der er fuldstændig proppet med mennesker der gambler og der kommer meget larm fra maskinerne og musikken fra højtalerne. Vi stopper op og kigger lidt, og den venlige floor manager kommer hen. Han har spottet vi ikke er gamblere, og da han lige er gået til pause tager han en sludder med os. ”De gambler hele tiden. Der er altid fyldt med mennesker her. Altid! Juleaften, nytårsaften, på vores nationaldag... Døgnet rundt. Tidligt om morgenen, sent om aftenen. 24/7/365,” siger han og tilføjer: ”Men når Gatti bokser, så kommer der ekstra mange. Penge ruller i de få dage omkring hans kampe, men lige præcis når han bokser, ja, så er kasinoet tomt. Næsten i hvert fald. Jeg kender ikke ham Dam-et-eller-andet, men det her er Gattis hus. Jeg ville ikke møde ham her.”

Lørdag morgen strømmer bilerne til Atlantic City. Boksefans fra Gattis hjemland Canada, New York City, Washington DC, Philadelphia, Boston og andre byer der ligger i køreafstand vælter ind for at se Gatti, der er blevet et fænomen i USA. TV-kanalen HBO døbte ham ”America’s favourite blood and guts warrior.” Han er kriger med stort K. Han er ikke verdens absolut bedste bokser, som hans seneste kamp mod Floyd Mayweather viste. Men Mayweather er netop nok også verdens allerbedste bokser på nuværende tidspunkt, og han gav Gatti grimme klø i seks nedbrydende omgange. Gatti har tabt flere gange, men han formår altid at underholde, og han giver aldrig op. Flere gange har han været slået ned, flænset op i ansigtet, haft brud i hænderne, været bagud på point, og så alligevel formået at hente det afgørende stød frem, helt nede fra bunden af brønden. 39 sejre i 46 kampe på vej ind i denne kamp, med 30 på knockout, og det er mod hård modstand. Derfor har han også tabt flere gange, men i en bokseverden der mere og mere handler om hvem der er ubesejret, så handler Gatti, for boksefansene, om hvem der giver sig mest. Det er underholdning, og Gatti leverer altid underholdning i verdensklasse. Han er også en bokser i verdensklasse, men han er ikke med i den ypperste elite af de næsten urørlige boksere. Gatti kan godt bokse flot og passe på sig selv, men han er typen der ofte vælger at æde to slag for at aflevere sit eget, og mod alle odds så har han formået at gøre det til en lukrativ karriere der har gjort ham rig. Og her i Atlantic City har han netop muligheden for at tjene mange penge, da han betyder så meget for byen selv. Damgaard er ubesejret i sine 37 kampe, med 27 på knockout, og har også haft en hård vej frem, selvom hans modstandere har været af lavere kvalitet. Damgaard kæmper også ved at gå fremad og bombe igennem. Kampen er en sikker succes, hvis man går efter underholdningsværdien.

Der er proppet på boardwalken. Der er boksefans alle vegne. Receptionisten på Sands, fortæller: ”Når Gatti bokser, så hiver vi ekstra personale ind. Så populær er han. Der kommer så mange mennesker optil hans kampe. Billetterne til hans kampe bliver altid udsolgt på kort tid. Jeg mener der kun gik fire timer sidst. De havde lige åbnet for billetsalget, og så var der udsolgt. Så vi er meget, meget glade for ham her. Han betyder simpelthen penge for os. Masser af penge. De andre boksekampe giver også penge, men ikke på samme måde. Han er altid en sikker vinder. Og så får vi lige en pause på et par timer når selve kampen går i gang.” Boardwalk Hall er næsten fyldt op. Denne gang er der cirka 500 ledige pladser. 11.500 mennesker er kommet for at se Gatti bokse mod en for dem ukendt bokser, i hans eget hus. The house of Gatti. Han har fået opkaldt sit yndlings omklædningsrum efter sig selv og nu skal han bare vinde over Damgaard for at sikre sig nye store kampe, så han kan fortsætte sin flotte karriere. Så kan Atlantic City også fortsætte med at tjene penge på hans boksekampe. Men først skal han gennem Damgaard.

Den danske kriger er klar. Han har trænet længe og hårdt. Kroppen er i form, hjernen er skarp. Han har ventet på denne store kamp i seks år. Nu står han her og nu skal han vise dem. På vej ind bliver Damgaard buet, mens Gatti får den helt store hyldest, hvor mændene klapper og pifter, mens damerne pifter og hviner. Han er en rigtig stjerne. Kampen går i gang og Gatti overrasker højrefodsbokseren Damgaard med bevægelse og flot benarbejde. Hans slagserier kommer hurtigt, og Damgaard virker forvirret, mens han presser fremad, med sin søgende højre. Gatti rammer rent og hele salen rejser sig, til en voldsom larm. ”Gat-ti! Gat-ti! Gat-ti!” runger det i Boardwalk Hall. Damgaard presser på hele tiden, men bliver ramt meget. Han ved han bare skal ind og have fat i Gatti, for så at presse ham mentalt tilbage i det hårde nederlag han fik af Mayweather. I fjerde omgang får Damgaard endelig fat. ”Ohh! Ahh!” stønner Gatti fansene, mens Damgaard fanger canadieren ved tovene. Gatti er synligt rystet og nu skal Damgaard sætte sig på kampen. Kampen er åben og det er Damgaard der skal tage den. Tilskuerne siger ikke meget i denne omgang. Der er uro i hallen.

Rent strategisk bliver kampen tabt her af den danske bokser og hans træner Duvill. Damgaard vælger at spare lidt på kræfterne, bokse Gatti mere, for så at vende stærkere tilbage sent i kampen, hvor de regner med Gatti er mere træt end ham selv. Her i fjerde og femte omgang skulle Damgaard have smidt alt han havde i hovedet på Gatti, men det er altid nemt at se tilbage og så sige hvor man skulle have gjort tingene anderledes. Kampen er virkelig hård. Den er ond. Begge boksere giver og tager tunge, rene træffere på kæben og i tindingerne. Begge er rystet, men ingen af de to giver op. Gatti trækker fra pointmæssig, med hans flotte boksning, og hans træner McGirt har fået hans gamle elegante stil tilbage. Det er nemt og simpelt, og Damgaard bliver til tider udbokset. Det er kombinationer der rammer Damgaard oppe og nede, men nu og da kommer Damgaard gennem med sin venstre, som han sparede for meget på i starten. Gatti får tæsk tæt på, men på distancen udbokser han danskeren. Damgaard skærer konstant ringen af og presser Gatti. Canadieren får besked fra McGirt om at flytte sig fra Damgaards tunge venstre og han bokser flot. Han ser bedre ud end han har gjort længe og i 11. omgang får han så seriøst fat i Damgaard. En tung hård højre sætter det hele i gang og alle 11.500 ellevilde Gatti-fans rejser sig op og råber på deres favorit. For første gang i kampen stopper Damgaard op og går tilbage. Han er presset og så er det kun et spørgsmål om tid. Gatti øser på og rammer rent flere gange. En kombination på tre slag afslutter Damgaard der vakler på benene og så stopper kampleder Lindsay Paige kampen.

Publikum jubler og ringen fyldes med kameraer, sikkerhedsfolk, venner og bekendte. Gatti kysses, Damgaard trøstes. Boardwalk Hall tømmes lynhurtig og fansene strømmer ud på bordwalken i den forbavsende milde januar luft. ”Gat-ti! Gat-ti! Gat-ti!” råber de. FIGHTER går lige ind i den fattige sorte mand med rickshawen. Han har ikke hørt resultatet endnu, men kan næsten regne det ud. ”Han vandt? Cool! Det er så fedt med ham, fordi han trækker så mange mennesker. Og så får vi noget at lave,” siger han, i det vores samtale bliver afbrudt af en kunde der gerne vil køres hjem til sit hotel.
Gatti er populær. Næsten en kultfigur. Og nu har han lige sikret Atlantic City endnu en stor kamp. Sandsynligvis skal han bokse en VM-kamp mod Carlos Baldomir (der tidligere har bokset fire gange i Danmark). Receptionisten på Sands er også nysgerrig. Hun har ikke hørt resultatet endnu. ”Vandt han? Hvor dejligt. Ja, han ser jo også godt ud. Jeg kan nu godt lide ham. Det kan vi alle sammen. Specielt min arbejdsgiver,” siger hun grinende. For Damgaard betød kampen at hans ”aktier” steg en hel del, internationalt set. Nu kender alle ham som fighteren der tog Gattis bedste bomber og som med en lidt anden strategi måske havde vundet kampen. En rigtig kriger. Og dem kan de lide i USA. Uanset om Damgaard bokser videre hjemme i Danmark, i USA eller holder helt op, så fik han vist at han hører med til de sejeste boksere. Dem der aldrig giver op.

For Atlantic City er Gatti lykken. Han betyder penge. De elsker og tilbeder ham her. Damgaard fik en birolle i Gatti-showet, og prøvede seriøst at stjæle hovedrollen. Men Boardwalk Hall er Gattis helt egen arena. The house of Gatti.