The coming man

På tirsdag den 9. juni kl. 21:00 viser Eurosport EM-titelkamp i cruiservægt, mellem den regerende mester, Marco Huck (24-1-0, 19 sejre på KO), og ubesejrede Vitaliy Rusal (23-0-0, 16 sejre på KO). ”Den tyske knockout konge,” som Team Sauerland promoverer Huck, er på hjemmebane og det er utvivlsomt ham der er favoritten, i denne kamp mellem to spændende, unge profiler.

Huck og Rusal er begge på vej frem, og de har begge rigtig travlt! Derfor skriver jeg i dette blogindlæg om, hvordan opbygningsprocessen af en professionel bokser foregår, og hvad jeg holder øje med, når jeg studerer en ung fighter. Det er et stort emne, og jeg berører bare overfladen, men det giver nok et lille indblik i nogle af de ting som kræves og forventes af en ung, professionel bokser.

Når man ser på et fightcard, så glæder de fleste fans sig til hovedkampen, men jeg synes ofte det er mere spændende at se de unge, ”up-and-coming” fightere på undercardet, fordi det muligvis er fremtidens stjerner. Der er noget ualmindelig spændende, ved at se et stort talent udfolde sig og blive finpudset i en professionel boksering. Hele udviklingsprocessen, der foregår kamp for kamp, hvor man kan følge fremskridtene og se hvordan bokseren lærer gamets håndværk et skridt af gangen, er dybt fascinerende. Det giver på en måde et indblik i hvad fremtiden kan bringe af store kæmpere og store kampe. Udover det, så kæmper unge boksere også med en større sult, og det skaber som regel flotte kampe. De ønsker det simpelthen mere.

Der er stor forskel på, hvor meget talent boksere har, og nogle når rigtig langt uden det store talent, ved at arbejde desto hårdere i træningslokalet. Uanset hvor meget medfødt talent en bokser må have, så kræver det dedikation, motivation, viljestyrke og tusindvis af ambitiøse timer i træningslokalet for at en bokser bare skal nå i nærheden af toppen. Der er selvfølgelig en masse elementer der skal sammenspille udover det, for at det kan lykkes, og det er essentielt at have det rigtige team omkring sig.

Mange bokseeksperter har næsten en tjekliste, som de går ud fra når de vurderer unge professionelle boksere, og det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet i vedrørende den unge fighters fremtid i sporten. Her er nogle af de ting som jeg holder øje med.

Det første jeg sætter spørgsmålstegn ved, er hvilket materiale bokserens kæbe er lavet af. Det er set utallige gange, at boksere der tilsyneladende har alt, der skal til for at nå toppen, ikke kan tåle hårde slag, og så er det ret begrænset, hvor langt han kan nå. Så hvorvidt bokserens kæbe er lavet af glas, grus eller granit er yderst vigtigt. Man bliver ramt i boksning, uanset hvor god man er, og derfor skal man kunne tage imod træffere, uden at det hele falder fra hinanden. Det er altid spændende at se den unge boksers reaktion, når den første store træffer sidder rent. Reagerer bokseren ved at svare tilbage direkte med eksplosive kombinationer, går han ind og holder, bevæges der køligt væk fra farezonen eller viser den første store træffer, at der er en svaghed i evnen til at tage imod et hårdt slag? Mange ser sårbare ud når de bliver ramt hårdt første gang, og resten af karrieren vil eksperterne så stille spørgsmålstegn ved kæben.

Første gang bokseren oplever modgang, lærer man også meget omkring hans indstilling. Bevarer bokseren troen på sig selv og bokser videre som før, eller ryger selvtilliden ud af vinduet når den første hårde træffer inkasseres eller der kommer lidt modgang? Det er derfor unge boksere skal føres frem rigtigt, så de møder en række forskellige type boksere. På den måde lærer de unge boksere at håndtere forskellige scenarier og måder at bokse på, og det er derfor journeymen er en så vigtig del af professionel boksning.

Ved konstant at øge niveauet på modstanderne, øger promotoren også sværhedsgraden for den unge bokser. Det er lidt ligesom et klassisk computerspil, hvor man skal klare et niveau, før man er klar til den store boss. Hver sejr over en boss, fører så til et nyt og sværere niveau med en endnu hårdere boss. Til sidst vil bokseren så være klar til den helt store test, og så skal det jo vises om bokseren er god nok og om udviklingen har været god nok. Her er det essentielt for bokserens succes, at han bliver bygget ordentlig op.

Det er også altid spændende at se hvordan bokseren håndterer opmærksomheden fra medierne, når de begynder at nærme sig toppen. Nogle fryser, og har svært ved at takle opmærksomheden, mens andre har det bedst sådan og blomstrer, så de kan præstere under pres. Her spiller erfaring og rutine utvivlsomt ind, og de boksere der har en lang baggrund fra amatørboksning, håndterer dette som regel bedre. Har de været med til VM og OL, så har de prøvet medieræset før, og det betyder meget.

Uanset om den unge bokser har en lang baggrund som amatørbokser, eller er startet direkte som professionel, så er det en kæmpe indlæringsproces at bokse som professionel. Det er klart, at boksere med mange amatørkampe har en fordel på kort sigt, men på lang sigt er det ikke nødvendigvis en fordel. Mange boksere går hele vejen uden den store baggrund som amatør, og mange store stjerner som f.eks. Bernard Hopkins, Manny Pacquiao, James Toney, Ricardo Mayorga og Antonio Margarito har haft relativt få eller slet ingen kampe som amatør. Ja, selv George Foreman, der vandt OL guld, havde kun 26 kampe som amatør (22-4 var hans rekordliste efter OL-turneringen). Bruger man nok tid i sit gym sammen med ens træner, så lærer man det fra bunden af, og nogle gange kan det være nemmere. Det er sværere at aflære noget end at lære noget helt nyt, og for mange boksere med lang baggrund fra amatørboksning er det et stort problem at aflære vanerne og nogle af teknikkerne fra amatørboksning.

Alligevel, så er det klart at det generelt set er en fordel at have erfaring fra amatørboksning, og de fleste store stjerner har da også imponerende rekordlister fra tiden som amatør. Der er dog en markant forskel på at bokse som professionel og som amatør, og mens nogle boksere uden amatørerfaring hurtigt lærer ”håndværket,” så har andre amatørstjerner store problemer med at lægge sin stil om til det professionelle games krav og forventninger. At have succes som amatørbokser er ikke lig med at man kommer til at have succes som professionel. Uanset hvilken baggrund bokseren har, så skal den professionelle stil læres og tilpasses.

Denne indlæringsproces skal ideelt set foregå som en udviklingskurve, der kulminerer med at bokseren står i store titelkampe, som en komplet bokser, med solide offensive og defensive evner samt en god bokseforståelse. Der skal være mere vægt i slagene, rytmen er anderledes, der skal bokses mere økonomisk, tempoet er mere ujævnt og der skal kunne bokses efter strategier og kampplaner på et højt niveau. Med nogle boksere ved man med det samme at de kommer til at nå rigtig langt, mens andre ser rigtig godt ud tidligt i karrieren, men snubler så og viser mangler. Andre boksere udvikles langsomt og bliver pludselig meget stærke, efter de har set mindre imponerende ud. Nogle boksere har dog en helt tredje indlæringskurve, hvor de peaker tidligt i karrieren, og så i stedet for at fortsætte deres udvikling og blive ved med at lære, så de forbedrer deres evner, så vedligeholder de det de kan og har succes pga. deres fysiske attributter (det er et helt emne for sig selv, og den tager jeg på et senere tidspunkt i et andet blogindlæg).

Noget af det vigtigste ved udviklingen er, at bokseren skal finde ud af at specialisere sig. Uanset hvad man laver i livet, så er det vigtigt at man specialiserer sig, så man finder ud af hvor ens styrker og svagheder ligger. Hvis man bare satser på at være god allround, så vil man hurtigt rende ind i problemer, da man hurtigt vil møde boksere der er bedre på et specifikt område, og udnytter det. De boksere der imponerer, har altid en eller flere ting de er ualmindelig dygtige til, og de sørger så for at tvinge deres gameplan nedover modstanderen, så kampen bliver kæmpet på deres præmisser. En del af processen går ud på at lære netop dette, og også hvad man så skal gøre når dette ikke fungerer, så de kan få succes gennem andre taktikker. Det er altid vigtigt at have en backup plan, hvis den planlagte strategi ikke fungerer.

Det at imponere og markere sig selv er også helt essentielt, i forhold til den unge boksers succes når det gælder det større billede. Karisma, udseende og stil er vigtigt. Professionel boksning er et show. Ja, det er sport, men det er også show, og unge boksere på vej frem skal helst sælge sig selv som en vare. De skal bokse således, at boksefansene har lyst til at se mere af dem, og lægger mærke til dem. De skal kunne sælge billetter, ved at bokse attraktivt. Ikke nødvendigvis ved at brawle, men ved at udvise vilje til at skabe en flot kamp. Det er vigtigt at udvise kreativitet, entusiasme og vilje.

For et par uger siden speakede jeg en direkte transmission fra Deauville i Frankrig. I hovedkampen mødte den unge, ubesejrede ester, Sergey Melis, den polske fighter, Mariusz Biskupski. For begge, og specielt Melis, da han jo skulle være en ”coming man,” var dette en fantastisk chance for at sælge sig selv, da kampen blev vist til hele Europa på Eurosport. Men Melis udviste en total manglende forståelse for at skulle underholde. Han gik gennem hele kampen uden at tage risici eller bokse kreativt, og virkede tilfreds med at Biskupski ikke gjorde alt for meget for at vinde. Ja, Melis vandt, og ja, han stoppede Biskupski i ottende omgang (pga. en skadet skulder), men hvor var det dog en ualmindelig, tam og kedelig affære! Kampen går direkte ind i glemmebøgerne, hvilket jo egentlig er synd. Havde Melis og Biskupski lavet en god kamp, så ville seerne huske de to boksere, og dermed ville de to boksere have større værdi for promotorerne rundt omkring i Europa og verden. Melis har stadigvæk en flot, ubesejret rekordliste, men jeg synes han forspildte chancen ganske stort. Han solgte på ingen måde sig selv. Sælger bokseren virkelig sig selv igen og igen, kommer der muligheder for tv-kontrakter og sponsorater, og der i gennem penge, men jeg har svært ved at se hvem der skulle have lyst til at sponsere Melis, hvis han fortsætter med at bokse sådan.

Når bokseren så er blevet bygget op til et vist niveau, er det ved at være tid til den første store test. I professionel boksning er det jo altid ”make or break,” da der er så stor opmærksomhed på boksernes rekordlister. Dette er selvfølgelig helt og aldeles fjollet, men ubesejrede boksere sælger bedre end dem med tre-fire nederlag (det er vist også et helt emne for sig selv).

Den store test er ofte mod et andet ungt talent eller en ”crossroads” kamp mod en tidligere hotshot, vis stjerne har falmet lidt efter nogle nederlag. Det er i disse kampe man for første gang sådan rigtig får indblik i bokserens potentiale, fordi det er her han for første gang står overfor en reel trussel. Op til det punkt, har bokseren ofte mødt modstandere som han på papiret skal kunne besejre relativt nemt, om end der skal arbejdes hårdt for det.

Huck har gennemgået hele denne proces, og hvis vi nu tager udgangspunkt i ham, så er han nu kommet dertil, hvor han er klar til at gå videre mod den helt store test. Han har ikke en lang baggrund som amatørbokser, men han har i stedet en lidt alternativ approach til boksningen. Han blev verdensmester i Kickboxing allerede som 18-årig, og søgte derefter nye udfordringer. Han ville gerne bokse, og efter han imponerede Wilfried Sauerland i sparringssessions hos coach Ullie Wegner, tog Sauerland Huck under sine vinger.

Han har et enkelt nederlag, og det kom i karrierens største test, mod den daværende amerikanske verdensmester, Steve Cunningham. Op til da var Huck blevet fodret med en række kendte journeymen og europæiske boksere af stigende kvalitet. Der var enkelte tests ind i mellem, som ”crossroads” kampen mod Ruediger May, før han fik et par EBU-EU titelkampe (sejre over Pietro Aurino og Ismail Abdoul). Han besejrede også den ubesejrede Vadim Tokarev i en kvalifikationskamp, om retten til at møde Cunningham.

Alt var linet op for tyskeren med de bosniske rødder, men han var langt fra klar og blev udbokset, ydmyget og til sidst stoppet af den elegante IBF champ. Han har brugt fem kampe på at genopbygge karrieren, og han har imponeret i de fem kampe. Han sælger netop varen godt, ved at levere aggressiv, underholdende boksning, og han vandt EM-titlen ved at besejre den franske mester Jean-Marc Monrose (der tog titlen fra danske Johny Jensen) på TKO i 12. omgang. Rusal står i hans vej mod fremtidens store planer, der utvivlsomt byder på en ny VM-kamp til Huck, hvis alt går vel i de nærmeste par kampe.

Cunningham udstillede Huck, som værende primitiv både i det offensive og defensive arsenal, og hans træner Wegner var ikke tilfreds. Den ellers så hårdtslående fighter virkede stiv, rådvild og manglende på en række områder, men han kæmpede bravt. Personligt, synes jeg ikke det var en overraskelse, og netop hans eget team var dem der blev blottet allermest, da de nok burde have kunne se det komme.

Huck er ikke et megatalent, men han har den slags slagkraft som kun sjældent ses. Han bokser urytmisk, angriber ofte lidt for vildt og tager store, lidt unødige chancer på vej frem, hvor han blotter sig selv, i stedet for at sætte sine angreb op. Boksere af højeste kaliber vil selvfølgelig udnytte disse huller, og selvom det er kritisabelt han stadigvæk bokser så råt, så sælger han mange billetter.

Han er blevet ført flot frem hele vejen, og har kun bokset på hans egen promotors stævner. Han er meget populær i Tyskland, fordi han sælger sig selv godt, med sine tunge kombinationer. Han har også fået en del opmærksomhed, fordi han er temperamentsfuld og han har ofte kæmpet lidt ”dirty,” og han er den slags bokser, som alle har en mening om. De tyske boksefans er delt op i to lejre, da de enten elsker ham eller hader ham.

Huck har rejst sig efter karrierens eneste nederlag, og har gang på gang leveret brutal knockouts.
Han har enorm slagkraft og eksplosivitet, og sammen med Wegner har de specialiseret ham i at presse modstanderne op mod tovene, så han her kan åbne op med sine tunge kombinationer.

Ser man bort fra kampen mod Cunningham, har Huck haft stor succes med denne taktik, men netop kampen mod Cunningham viste også, at Huck ikke var god nok på de andre områder. Cunninghams jab, hurtige kombinationer og lette benarbejde gjorde at tyskeren ikke var i stand til at fange ham, og han virkede hurtigt frustreret. Han havde intet svar på amerikanerens taktik, og det er utvivlsomt noget de har arbejdet på op til mødet mod Rusal.

For ham står Rusal i vejen, og selvom Rusal er ubesejret og en dygtig bokser, har ukraineren ikke mødt og besejret stærke nok boksere til at han kan opnå favoritstatus i denne kamp. Rusal er på den anden hånd ført mere forsigtigt frem i Ukraine, og det er hans første helt store test, udover et par kampe om IBF´s Inter-Continental titel. Han har dog helt sikkert set Hucks åbenlyse svagheder mod Cunningham, og uanset hvem der vinder kampen, så er det altid spændende at se to unge, fightere give den gas.