Atlantic City

Da jeg forleden så Ricky Hatton blive blæst ud af Manny Pacquiao, blev jeg meget overrasket og ikke mindst skuffet over kampen. Selve resultatet overraskede mig ikke så meget, og Pacquiao kæmpede som forventet, men det forbavser mig hver gang man ser atleter på det niveau, kæmpe så utrolig naivt, og man kan ikke andet end at kalde Hattons strategi for naiv. Hvordan man kan kæmpe på det niveau, og så kæmpe så uforsigtigt og uden en back-up plan, er mig helt uforståeligt, men man ser det jo igen og igen.

Men den selvsamme naivitet får mig til at tænke tilbage på en af mine egne oplevelser, om end uden for tovene. Egentlig har boksningen en mindre rolle i det, selvom det er boksesporten, der danner rammerne. Det er en lang og noget kuriøs historie, som jeg i lang tid har ønsket, at få skrevet ned, simpelthen fordi det ubetinget er det mest frustrerende og raseripåkrævende jeg nogensinde har oplevet.

Gode tre år efter har jeg stadigvæk svært ved at grine af episoden, selvom jeg godt kan se humoren i det, men jeg håber da at jer der læser denne blog, kan se det sjove i det og finder historien underholdende. Forhåbentlig kan nogen af jer lære af min naivitet, så I slipper for at havne i lignende situationer. Here goes!

Da jeg startede som boksefotograf, var det vigtigt for mig, at jeg sørgede for at markere mig med det samme. Jeg har altid været ret ambitiøs, og ville som så mange andre gerne tage billeder af de store kampe. Bettina Palle var meget venlig og lod mig få en fod indenfor, så jeg fik lov til at tage billeder ved deres hjemlige stævner. Først ved de mindre stævner, og sidenhen også ved de helt store VM-stævner. I forbindelse med lanceringen af Fighter Magazine syntes jeg dog, at der skulle noget ekstra til, og da Thomas Damgaards kamp mod Arturo Gatti blev annonceret, bestemte jeg mig derfor for at tage til Atlantic City for at dokumentere boksebraget mellem de to krigere.

Det var en satsning, som skulle give mig og bladet respekt og anerkendelse i det ellers lidt stive boksemiljø, hvor det kan være svært for ”nyankomne” at blive anerkendte. Jeg ville vise, at jeg var seriøs, ambitiøs og ikke mindst kompetent både som fotograf og skribent. Min chefredaktør, Carl Otto Knudsen, skaffede mig en ringsideplads med det samme kampen blev officielt annonceret, og jeg kunne derfor gå i gang med at bestille flybillet og hotelophold.

Personligt, så havde jeg aldrig været specielt fascineret af USA, og min plan var nu egentlig bare at bruge tre dage i Atlantic City i forbindelse med boksestævnet, og så tage direkte hjem igen. Hurtigt ind og ud. Min kone, Tea, havde dog altid snakket om at hun gerne ville opleve New York, og hun fik mig overtalt til at vi tog en 14 dages ferie i storbyen, sammen med vores søn på to år, efter dagene i casinobyen.

Selvfølgelig var det spændende, at skulle opleve Atlantic City, hvor der har været bokset så mange store boksekampe, og jeg var overbevist om, at det her var mit store ”coming out party” som boksefotograf. Jeg havde ventet på denne chance siden jeg var 10 år gammel, og jeg skulle rigtig vise verden (i hvert fald den danske bokseverden), hvem jeg var. Det her var ”the big time.”

Jeg brugte masser af tid i ugerne op til kampen med at overvære Damgaards træning i fitness dk. Jeg snakkede en del med Damgaard og hans træner Poul Duvill, og jeg fik oven i købet lavet en aftale med dem, om at jeg fik lov til at følge med ind i omklædningsrummet efter kampen, så jeg kunne tage eksklusive billeder.

Alt var klappet og klart, og nu kunne intet gå galt. Jeg havde endda en kontaktperson jeg kunne tage fat i, hvis der opstod problemer. Ed Richards hed han, og han stod for Main Events presse i forbindelse med denne event. Richards garanterede, at jeg ingen problemer ville få, og det var dejligt betryggende, når jeg nu rejste hele vejen ”over there,” for at tage billeder af deres stævne.

Vi ankom til Atlantic City torsdag (læs hele min artikel nedenunder dette blogindlæg), og blev fuldstændig blæst væk af alle indtrykkene. Samtidig var jeg helt klar, og vidste at jeg skulle være fuldt fokuseret fredag og lørdag. Det var skønt at være der som en familie, selvom det egentlig var meget lidt børnevenligt. I løbet af de fire dage vi var der, så vi kun et enkelt barn, og hele byen var ikke gearet til børn. Men det handler om at kunne omstille sig, og vi sørgede for at lege på stranden og så havde vi medbragt lidt legetøj hjemmefra.

Fredagens indvejning på Caesar´s Palace var langt mere nedtonet end jeg havde forventet, selvom der var mange mennesker tilstede. Der var ikke det store show, men det var sjovt at se så mange boksecelebriteter stå side om side. Jeg sørgede for at stå helt forrest ved vægten, og jeg fik de billeder jeg skulle bruge.

Uden at skulle generalisere alt for meget, så er fotografer en meget lidt charmerende gruppe mennesker at arbejde blandt. Jeg har oplevet mange grimme ”ulykker,” forårsaget af overivrige og dybt egoistiske fotografer, der absolut skulle have deres billede, uden at tænke på de andre fotografer. Nogle fotografer saboterer bevidst andre fotografers billeder, og selvom jeg var ret grøn i faget, så havde jeg luret, at ”først til mølle-princippet” gælder i allerhøjeste grad ved et event, som denne indvejning, og derfor stod jeg som den absolut første fotograf foran vægten. Det gør jeg altid. God balance, brede skuldre og diverse inside bissetricks er gode at have med. Der bliver nemlig skubbet, hevet og presset, så det handler om at stå fast, holde på ens udstyr og samtidig få taget de nødvendige billeder i de få sekunder der bliver poseret.

Der var et tilhørende presserum, og det indeholdt alt man kunne tænke sig. Hele arrangementet kørte bare på skinner, og jeg glædede mig voldsomt til lørdagens kampe. Alt havde gået som smurt indtil videre. Jeg havde dog forventet, at der ville blive uddelt pressekort her til indvejningen, men jeg fik at vide, at man bare skulle møde op ved presseindgangen lørdag, og der ville man få udleveret alt det nødvendige materiale.

Vi vågnede alle tre meget tidligt lørdag morgen. Klokken var kun fire, for vi var prægede af jetlaggen, men der var nu noget hyggeligt over at gå op og ned af boardwalken, mens hele casinobyen sov. Det gjorde vi hver dag vi var i casinobyen. Atlanterhavet er ufattelig smukt sådan en kold, bidende januarmorgen, og hele kontrasten mellem naturen og casinoerne virker meget sær. Det er en sjov kombination af noget ægte og noget kunstigt.

Dagen fløj ellers af sted, og ud på eftermiddagen var det ved at være tid. Vi havde spist tidlig aftensmad, og som med alle de andre måltider vi spiste i Atlantic City, så var kvaliteten so-so. Kvantitet over kvalitet. Jeg fulgte min kone og min søn hjem til hotellet, og så var jeg ellers klar.

Jeg havde en smule nerver på, men mest af alt glædede jeg mig bare. Jeg kan stadigvæk huske mine tanker omkring hvilke billeder jeg i hvert fald skulle have taget, mens jeg gik på boardwalken på vej mod den berømte arena, Boardwalk Hall. Jeg var tidligt på den, som jeg altid er, og det var nemt at finde presseindgangen. Man skulle lige forbi hovedindgangen, og så ind til højre.

Jeg havde forventet en kø af en slags, men i stedet var der helt tomt, bortset fra de to venlige damer, der stod bag et par opstillede borde. Det store rush ville komme senere, sagde de. De stod klar med lange lister med navne på fotografer, journalister, tv-folk og VIPs, og da jeg sagde mit navn, var det uden nogen form for usikkerhed. Der havde været styr på alt, så jeg havde ikke skænket det en tanke, at der var en mulighed for at jeg ikke stod på listen.

De gennemgik listerne, men fandt ingen ”Tue K. Trnka.” Heller ikke et ”Fighter Magazine.” Men heller ikke her følte jeg mig utryg. Jeg havde det sort på hvidt i en mail fra Ed Richards, at jeg havde en ringsideplads. Jeg fortalte de ellers meget venlige damer dette, og spurgte om jeg skulle løbe tilbage til hotellet og hente mailen. Jeg kan godt huske, at jeg her tænkte at jeg nok skulle have taget mailen med, men jeg følte at alt kørte på skinner, og regnede ikke med at den slags kunne glippe. Min tanke var, at der kan være rod i det, angående akkreditering ved lokale stævner i små, danske idrætshaller, men ved store, professionelle events som dette, så måtte der da være styr på det.

Den ene dame gik ind for at snakke med aftenens presseansvarlige, og jeg ventede stadigvæk helt rolig. Jeg vidste simpelthen, at de ikke ville lade mig tage hele turen over Atlanterhavet, for så at afvise mig her i døren. Og ganske rigtig, så kom den venlige dame tilbage med et pressekort til mig. Hun havde snakket med den presseansvarlige, og han havde fortalt hende, at de ikke havde hørt om hverken mig eller mit blad før, men at de nu gav mig et pressekort, som ikke gav mig adgang til ringside, og så måtte jeg gå ind og snakke med de ansvarlige i presserummet. Jeg kiggede ned på pressekortet, hvorpå der var skrevet mit og bladets navn med sort tusch. Jeg spurgte hende, om jeg skulle hente mailen fra Ed Richards, men hun mente ikke det var et problem. ”These things happen all the time,” sagde hun venligt.

Jeg blev ”granted access” som den store vagt i den gule jakke sagde, og så gik jeg ind i den lange, mørke gang. Gangen delte sig, og til venstre gik man ind i hallen, mens man kunne gå lige ud, hvor der blandt andet var presserum. Jeg havde stadigvæk god tid, men pga. førnævnte problem med mine altid ”rare” fotografkollegaer, så ville jeg helst komme i rigtig god tid. Stævnet var så småt gået i gang kunne jeg høre fra hallen, så jeg skyndte mig hen til presserummet for at få løst mit problem.

Desværre var der kun journalister inde i presserummet, der ellers var proppet med alt fra sandwiches og frugt til kager og slik. Jeg gik derfor ind mod hallen, og spurgte den første sikkerhedsvagt jeg stødte på, hvem jeg skulle snakke med for at få opklaret mit problem. Han vidste intet om det, og sendte mig en sikkerhedszone længere ind mod ringen. Det samme skete så her, og sådan fortsatte det indtil jeg stod ringside. En fireomganges kamp mellem to nye professionelle var i gang, og selvom der føltes ret tomt i hallen, så virkede det næsten som om jeg var usynlig. Ingen lagde mærke til mig og min tilstedeværelse, og jeg stillede mig så ved siden af nogle af de andre fotografer, der var mødt tidligt op.

Mit pressekort var gult, og deres var grønt, og jeg turde ikke tage chancen på at ”snyde” mig ind, hvis nu noget gik galt. Jeg gik derfor tilbage til den sidste sikkerhedsvagt jeg havde snakket med, og bad ham løse mit problem. Han kaldte så på sikkerhedschefen over deres radiosystem, og fem minutter efter dukkede der en ualmindelig stor herre op, for at tale med mig. Ligesom hele Atlantic City, så virkede han utrolig kontrastfyldt: Sikkerhedschefen var en hvid mand midt i fyrrerne. Han var over to meter høj, vejede i hvert fald 130 kilo og så yderst autoritær ud, da han stod der foran mig i en nålestribet habit. Alligevel så anede han ikke hvad han skulle gøre med mig og mit problem, og han virkede næsten barnlig i hans usikkerhed, men jeg insisterede på at han ville løse det, og forklarede ham hele min situation. Jeg ville ikke risikere at blive smidt væk, og spurgte igen om jeg skulle hente mailen, eller om han kunne snakke med den presseansvarlige. Hotellet var kun syv minutter væk, og der var flere timer til Damgaard skulle i kamp. Men han garanterede mig, at han nok skulle finde ud af det.

Han sagde, at jeg bare kunne stille mig hen ved ringen, og så skulle han nok komme ned til mig bagefter. Der gik små ti minutter, og så kom han hen til ringside efter kampen mellem de to unge professionelle boksere var overstået, og ringen var tom igen. Han talte højt til alle fotograferne, og forklarede dem, at jeg skulle være ringside og tage billeder hele aftenen selvom jeg ikke havde et grønt pressekort, og så måtte der bare være plads til mig, fordi jeg var kommet helt fra Danmark. Han sagde til mig, at der nu var styr på det, og at jeg kunne være helt rolig. Han havde løst mit problem, og jeg slappede af igen. Jeg havde egentlig ikke været særlig urolig på noget tidspunkt, hvilket jeg ellers har været ved hjemlige arrangementer, hvor jeg har oplevet lignende problemer nogle gange. Det hører jo med til gamet.

En sort, canadisk boksefotograf vinkede til mig, fordi han havde genkendt mig fra Brøndbyhallen, hvor vi stod side om side ringside, da Mikkel Kessler mødte canadiske Eric Lucas nogle måneder tidligere. Vi havde haft det sjovt der, og vi fandt hurtigt tonen igen. Han havde ligesom jeg både baggrund i boksning og MMA, og det var hyggeligt at snakke om fælles oplevelser som fotograf i de forskellige kamparenaer.

Jeg fandt så en god plads ringside, tæt på ”det danske hjørne,” fordi jeg ville have close-up billeder af Damgaard og Duvill i tæt, intens coaching i pauserne. Jeg indstillede kameraet efter lyset, tog en masse testbilleder og begyndte virkelig at nyde hele oplevelsen. Det var reelt set kun i kampene med Rudy Markussen og polske Mariusz Wach at jeg fyrede løs, fordi jeg ville spare kræfter, batteri og memorycards til hovedkampen og hvad der evt. måtte følge bagefter. Jeg prøvede at indånde så meget atmosfære og stemning som overhovedet muligt, mens jeg ret spartansk tog billeder af kampene. På den anden side af ringen sad HBO-crewet sammen med Lennox Lewis og Emanuel Steward, og uanset hvor jeg vendte blikket, så var der bokse- og almindelige celebriteter tilstede. Paul Gaardbo, Mikkel Kessler og medlemmer fra den danske pressedelegation er der også. Jeg nød simpelthen hvert et sekund af hele undercardet, og det var fedt at se unge, up-and-coming profiler som Henry Crawford, BJ Flores, Jason Litzau, Malik Scott samt de to førnævnte europæere.

Det var fedt at stå side om side med alle de kendte boksefotografer som Ed Mulholland, Marty Rosengarten og Al Bello, og se hvordan de arbejdede. Mest af alt, så var det fedt at sammenligne deres billeder med mine egne, og se at jeg var ”on par” med dem. Det var bekræftende, at se jeg arbejdede på den rigtige måde, selvom jeg selvfølgelig kunne lære meget af de erfarne herrer. I løbet af aftenen blev der snakket rigtig meget os fotografer imellem, og de er alle sammen meget interesserede i at få mere at vide om Damgaard og i det hele taget dansk boksning.

Aftenens undercard var overstået, hallen fyldt op med tilskuere, det samme var fotografpladserne ringside og nu var det ved at være tid! Jeg var fokuseret og godt forberedt. Jeg vidste lige præcis hvordan jeg skulle fange et fedt billede af Damgaard på vej ind til ringen, selvom jeg kortvarigt måtte forlade min plads. Mulholland holdt min plads til mig, for han havde ikke brug for et billede af danskerens indgang. En af HBO´s kameramænd havde gået med til at låne mig hans stol i de få sekunder jeg skulle bruge den, til at få den nødvendige vinkel til at fange danskerens entré.

Hallens lys blev tonet ned og ”Simply The Best” blæste ud af højtalerne. Damgaard var på vej! Jeg forlod min plads, og hoppede op på stolen. Jeg zoomede ind på Damgaard, stillede skarpt, ventede til det helt rigtige øjeblik og ”trykkede på aftrækkeren.” Sådan!

Men så gik det helt galt! Da jeg vendte mig om, for hurtigt at gå de syv-otte skridt tilbage til min ringsideplads, bumper jeg ind i en lille, italiensk udseende fyr i habit. Han kigger aggressivt på mig og siger, at jeg skal se hvor jeg går. Jeg undskylder hurtigt, og skynder mig forbi ham, men så hiver han fat i min arm. ”What the fuck, dude! Yellow press card?” råber han med tung Boston accent ind i hovedet på mig. Jeg er overrasket, chokeret og meget forbavset, fordi jeg ikke aner hvem han er eller hvad der foregår. Og så går det rigtig stærkt!

Han hiver fat i mit pressekort og fortsætter med at råbe. ”Tue Tr-something… Fucking Fighter Magazine! I´ve never heard of you or your fake website, magazine or whatever, you son of a bitch. I gave you a break, you cheating prick, because you wanted a free pass, and I let you in. And now you fuck me over?”

Glæden og entusiasmen over at være ringside i Atlantic Citys Boardwalk Hall, bliver lynhurtigt byttet ud med en overvældende følelse af at hele tæppet bliver trukket væk under mig, alt imens Tina Turners sang er skiftet ud med AC/DC´s ”Thunderstruck.” Gatti er på vej ind i ringen, og det her går helt galt!

Det er åbenbart den presseansvarlige der står foran mig, og han har ladt mig slippe ind i døren, fordi han troede jeg tilhørte en eller anden ny website. Nu er han sur, fordi han føler jeg har trådt ham over tæerne ved at snyde mig til en ringsideplads. Jeg prøver desperat at forklare ham at jeg kommer fra Danmark, og har en aftale med Richards, men han afbryder mig.

“You should be up there!” råber han igen og peger op under taget, hvor jeg kan skimte nogle fotografer stå med nogle fuldstændig overdimensionerede langdistance objektiver. ”I let you in as a nice gesture to help your cheat ass out, because you didn’t want to buy a ticket, and now you fuck me over? Wrong move, dumb ass!”

Han begynder at skubbe mig væk, og jeg føler mig handlingslammet fra chokket mens jeg febrilsk kigger efter nogle af danskerne, så de kan bekræfte hvem jeg er. Men så kan jeg mærke raseriet eksplodere dybt inde i mig. Jeg skubber imod, og råber tilbage at deres sikkerhedschef har ordnet det hele, mens jeg peger på den store herre, som tidligere ordnede det hele for mig.

”He´s just the local boss, and he’s not in charge. I am! Now, get the fuck out of here! I’m making sure they throw you out, and you can forget everything about joining the afterparty or the press conference.” Jeg kigger over mod sikkerhedschefen, der følger balladen, og vi får kortvarig øjenkontakt, mens hans læber lydløst former ordet “sorry” til mig, og så vender han sig om.

Den presseansvarlige skubber mig igen, og jeg skubber tilbage, mens jeg desperat prøver at få ham til at høre på mig. Nu er det mig der råber! Han må da kunne forstå, at det hele er en stor, grim misforståelse. Jeg har brugt alle mine sparepenge på at tage hele vejen herover fra lille Danmark, for at dække Damgaard-Gatti. Men han vil ikke høre på mig. Han tror ikke på, at jeg er fra Danmark, og tilkalder to store sikkerhedsvagter. De omkringsiddende tilskuere, heriblandt Chuck Zito, buer og råber at jeg skal skride.

Raseriet og frustrationen er overvældende, og jeg har mest af alt lyst til at starte den største ringsidebrawl siden Riddick Bowe mødte Andrew Golota i Madison Square Garden, men selvom jeg er helt derude, hvor jeg kan mærke tårerne presse sig på af bare raseri, så ved jeg at det er forkert. Jeg er ikke en voldelig person, har aldrig valgt vold som løsning og kan ikke svigte min kone og søn, der venter på hotelværelset. Tanken om den lokale arrest flasher forbi mine øjne, og jeg giver op.

Skakmat! Jeg kan intet stille op. Mailen fra Richards ligger på hotellet, og kampen går i gang om lidt. Det er for sent.

Vagterne begynder at gå med mig, men jeg bryder mig løs og siger jeg skal have mit kameraudstyr med. Min kamerataske ligger under ringens sideklæde, og jeg henter den hurtigt mens min eskorte er lige bag mig. Fotograferne har fulgt skænderiet, og jeg kan se at de prøver, at forklare vagterne og den presseansvarlige at jeg er god nok, og at jeg rent faktisk kommer fra Danmark. Men lige lidt hjælper det. Vagterne bliver beordret til at eskortere mig ud af hallen, og med fast greb i mine arme halvt skubber de mig og halvt løfter de mig hastigt væk fra ringside.

Mens de eskorterer mig væk får jeg lige en kommentar med fra Zito om at jeg skal ”get the fuck out of here.” På vej ud af hallen hører jeg Michael Buffer legendariske ”let’s get ready to ruuuuuuumble” i højtalerne, men for mig er det helt slut allerede. Vagterne slipper mig ude i lobbyen, og går ind igen, mens de lukker dørerne bag sig med et rungende brag. Ingen vagter vil slippe mig ind igen, da de har hørt om aftenens ”ballademager” over deres radio.

Jeg løber nogle etager op, og finder denne mærkelige slags udkigspost helt øverst, under taget, uendeligt langt væk fra ringside. Jeg må se kampen fra de absolut værste pladser i hele Boardwalk Hall, men det er nu lige meget, for nu slår det mig at alt er spildt. Jeg får ingen billeder af kampen, ingen eksklusive billeder af Damgaard efter kampen og intet interview. Frustrationen er helt ubeskrivelig. Jeg kan simpelthen ikke tro på, at det her sker for mig. Det er ikke et lokalt stævne med nogen ubetydelige kampe, men den helt store chance som skulle hjælpe mig frem. Jeg har ventet på denne mulighed siden jeg var 10 år, og så bliver det hele fjernet lige foran min næse.

Jeg følger kampen på den nærmeste storskærm i vantro, da jeg knabt nok kan se hvad Damgaard og Gatti foretager sig i ringen fra denne distance. Damgaard og Duvill laver en strategisk brøler af de helt store, efter danskeren havde godt fat i Gatti, og resten er historie. Hvilket enormt antiklimaks!

Efter kampen skynder jeg mig hjem til hotellet. Jeg småløber ned af boardwalken, fordi jeg kan mærke tårerne presse sig på. Ind på Hotel Sands, forbi de ellers så rare receptionister, trapperne op til fjerde sal og så fuld fart ned til værelset. Jeg når lige at stikke kortnøglen ind i låsen, før alle følelserne vælter ud i et enormt udbrud af negative følelser. Mest af alt frustration, afmagt og raseri. Men det føles også ydmygende. Jeg føler mig fuldstændig afklædt.

Havde jeg ikke haft min kone og min søn der, så ved jeg helt ærlig ikke hvad jeg havde gjort. Men det skønne med et solidt bagland er, at de netop løfter en op når man har allermest brug for det, og sjældent har jeg haft mere brug for støtte end i de følgende timer. Og dage. For det tog lang tid at fordøje oplevelsen.

Vi havde 14 dages skøn ferie foran os, og på mange måder blev det faktisk til den bedste ferie nogensinde, selvom jeg fik kvalme hver gang jeg tænkte på Atlanti City. Vi oplevede New York fra byens absolut bedste side, og havde en række fantastiske oplevelser i ”the Big Apple.”

Richards kunne ikke forklare mig, hvad der var sket, siden jeg ikke havde fået den korrekte akkreditering, da jeg ringede ham op et par dage efter. Han sørgede dog for, at Mulholland sendte mig nogle af hans bedste billeder, så Fighter Magazine i hvert fald kunne bringe billeder fra kampen til min artikel. Artiklen blev til et slags rejsebrev, men fokus på kampen, og produktet var noget helt andet end hvad jeg havde forventet.

Ligesom Hattons naivitet blottede ham for Pacquiaos bomber i lørdags, så satte min egen naivitet mig skakmat, fordi jeg valgte at stole på Main Events presseafdeling. Siden den oplevelse har jeg dog altid sørget for at tjekke og dobbelttjekke mine informationer, og jeg har altid nødvendige og ofte unødvendige papirer med mig, når jeg dækker events.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

House of Gatti

FIGHTER fulgte med Thomas Damgaard til Atlantic City for, at tage pulsen på kasino byen hvor den danske bokser kæmpede sin karrieres største kamp mod fanfavoritten Arturo Gatti.

Newark var ophedet, jetlaggen havde gjort sit indtog og de meget lidt imødekommende og venlige immigrationsmyndigheder gjorde førsteindtrykket af USA til en noget mærkværdig oplevelse. Rart var det ikke. Det var torsdag den 26. januar, og FIGHTER havde taget flyet over Atlanterhavet for at opleve hvordan det forjættede land tog imod Thomas ”Løvehjerte” Damgaard, når han to dage senere skulle bokse i det der i bokseverdenen er Arturo Gattis hjemby, Atlantic City, New Jersey.

Køreturen til Atlantic City ville tage cirka to timer fra den internationale lufthavn. New York Citys stres og høje tempo lå bag os og det smukke Atlanterhav kom til syne på venstre side, da bilen ræsede af sted mod syd. Umiddelbart lignede det Europa, men de enorme biler efterlod ingen tvivl. Det her var USA. ”The land of the free and the home of the brave.” De første tegn på kampen sås allerede i flyet, hvor der var flere danskere med sorte t-shirts, hvorpå der var trykket danskerens navn med hvidt. Men efter halvanden times kørsel var der intet der tydede på at vi var på vej til et af boksningens rigtige mekkaer, hvor nogle af de sidste årtiers største navne, som blandt andet Mike Tyson, Roy Jones, Michael Spinks, Bernard Hopkins, Floyd Mayweather, Felix Trinidad og ikke mindst Arturo Gatti har bokset store kampe. Området var øde men der var god trafik på vejene, selvom der ingen bygninger var at se. Men så kom de første reklameskilte. De var umulige ikke at lægge mærke til, med deres voldsomme størrelse, skarpe farver, glitter og stærke kontraster. Det første omhandlede ”an evening with famous actor Danni Aiello,” og det andet var reklame for en lokal restaurant med speciale i seafood. Sådan var der flere. Nogle var reklame for spisesteder, andre kasinoer, med deres features.

Men så kom det! Et kæmpe stort skilt i skarpe gule og bronze farver med den solide hvide skrift. ”The warrior is back,” stod der over det enorme billede af Gatti, der stod med næverne oppe. Canadierens navn var fremhævet og kæmpe stort, men nede i bunden kunne man godt læse den stolte, danske fighters navn. Damgaard var nævnt. Som Atlantic City nærmede sig, kom der flere og flere reklameskilte med Gatti på, og nu kunne de enorme kasinoer skimtes i horisonten.

Selve Atlantic City er ikke særlig stor by, med en population på lidt over 40.000 indbyggere. Alt i byen omhandler kasinoerne og gamblingen. En hel række eksotiske kasinoer og hoteller er repræsenteret: Caesar´s Palace, Bally´s, Taj Mahal, Sands, Tropicana, Borgata og så videre. Bygningerne er ganske spektakulære, med de gigantiske neonskilte, med skrift, figurer, pile og andre illustrationer. Det ser fantastisk ud og indbyder til sansestimuli af dimensioner, men alt er fake. Hotellerne er luksuriøse og overvældende. Dette er en kæmpe facade og indvendig i alle kasinoerne bliver gæsterne, for det meste, loppet for penge. Mange penge. Og penge er virkelig omdrejningspunktet i denne by. Derfor bokses kampen også her, for Gatti er big business på østkysten af USA. Den næsten majestætiske Boardwalk Hall er arenaen der danner rammer om kampen der skal skabe Damgaard et stort navn i USA. Men dette er Gattis by og Gattis hus, som de siger her i byen, om den arena der rummer 12.000 vilde boksefans, og hvor Gatti nu skal bokse for 21. gang i karrieren og syvende gang i træk!

Vi kører forbi Boardwalk Hall og under flere af de største kasinoer, som Caesar´s Palace og Bally´s, før vi når vores destination. Hotel Sands er stedet FIGHTER checker ind på. De ansatte er venlige, høflige og imødekommende, men for dem handler det jo også om penge i form af tips. Efter en hurtig udpakning og orientering på hotellet er det tid til at tage turen op og ned af den berømte boardwalk. Boardwalken er en lang gågade af træ der skiller det smukke Atlanterhav og den tilhørende strand fra de pompøse kasinoer og al støjen de laver. Her i januar måned er der ret fredeligt og hyggeligt, selvom musikken pumper ud fra de udendørshøjtalere som kasinoerne har placeret, så man ikke får mulighed for at misse deres nyeste og mest sensationelle tilbud for at vinde nemme penge. Penge!

En lille gåtur ned af boardwalken fører FIGHTER til arenaen. Plakaterne hænger i vinduerne og skilter flot om den forestående boksekamp. Det er spændende. Hurtigt falder vi i snak med en fattig, sort mand der gerne vil køre os en tur i hans rickshaw. Vi takker nej, men så begynder han at snakke om arenaen og Gattis kampe. Han er dog ikke specielt stor fan af boksning, men Gatti er speciel for ham. ”This is Gatti´s house,” proklamerer han højlydt mens han peger på Boardwalk Hall. ”Hver gang Gatti bokser her, trækker han 12.000 mennesker med sig. 12.000! Er du klar over hvad Gatti betyder for Atlantic City?” spørger manden FIGHTER. Svaret er simpelt: ”Penge! Derfor elsker vi ham.”

Fredag aften er der indvejning på Caesar´s Palace og flere steder i det ganske enorme kasino er der store plakater af Gatti, som reklame for kampen. Overalt i kasinoet er der tv-apparater og på dem kører der diverse reklamespots. Et af de reklamespots der sendes mest der, er en flot highlight af Gattis seneste kampe, mod Floyd Mayweather, Jesse James Leija, Leonard Dorin, Gianluca Branco og selvfølgelig trilogien mod Micky Ward, for at promovere kampen. Damgaards navn bliver nævnt til sidst. Han er med i showet, men har kun en birolle. Det er Gattis show, det her, i hvert fald indtil kampen går i gang.

Ved selve indvejningen er der relativt mange danskere, da Rudy Markussen også bokser ved stævnet og de to danskere har god støtte fra Team Palle, i form af manager, træner, sekundanter, cutman og så videre. Brian Nielsen (der skal sekundere både Damgaard og Markussen) og Mikkel Kessler er to store danske navne som er til stede, men de falder godt ind i en crowd fuld af boksecelebriteter, som Micky Ward, Pernell Whitaker og Buddy McGirt (Gattis træner). Mediaopbudet er ganske stort og der er repræsentanter fra alle de store bokseblade, som The Ring, Boxing Monthly, KO og alle de store amerikanske og canadiske aviser der dækker Gattis kampe. Der er også nogle danske reportere, fra Danmarks Radio, 4Sport (der transmitterer kampen direkte), Ekstra Bladet, BT og FIGHTER, som har taget turen over ”sundet.” Gatti er kendt for at cutte meget vægt for så at tage det på igen før kampen, men her går han op i vægt, for at møde Damgaard, i weltervægt (-67 kilo). Damgaard er ankommet i god tid, og sludrer afslappet med reportere og sine sekundanter. Han ser klar ud. Gatti lader vente på sig, men pludselig kommer han stormende ind, smider tøjet og går på vægten, mens en stor gruppe fans jubler og hujer. Han klarer vægten og det gør Damgaard også. De to boksere poserer overfor hinanden, mens fotograferne tager billeder af dem, og danskeren ser en hel del større ud end Gatti. Damgaard vil gerne have øjenkontakt for at køre lidt på det psykologiske spil, men Gatti er rutineret og kigger hurtigt på ham, vender blikket væk, skynder sig at tage sit tøj på og så er han gået igen. I alt tog det hele fem minutter. Damgaard bliver bagefter og giver flere interviews, og snakker med alle dem der vil snakke med ham. Presset er på Gatti, og det er tydeligt at se. Damgaard tager det stille og roligt.

På vej ned fra indvejningen falder FIGHTER i snak med en floor manager, der har styr på denne del af kasinoet - roulettebordene. Der er fuldstændig proppet med mennesker der gambler og der kommer meget larm fra maskinerne og musikken fra højtalerne. Vi stopper op og kigger lidt, og den venlige floor manager kommer hen. Han har spottet vi ikke er gamblere, og da han lige er gået til pause tager han en sludder med os. ”De gambler hele tiden. Der er altid fyldt med mennesker her. Altid! Juleaften, nytårsaften, på vores nationaldag... Døgnet rundt. Tidligt om morgenen, sent om aftenen. 24/7/365,” siger han og tilføjer: ”Men når Gatti bokser, så kommer der ekstra mange. Penge ruller i de få dage omkring hans kampe, men lige præcis når han bokser, ja, så er kasinoet tomt. Næsten i hvert fald. Jeg kender ikke ham Dam-et-eller-andet, men det her er Gattis hus. Jeg ville ikke møde ham her.”

Lørdag morgen strømmer bilerne til Atlantic City. Boksefans fra Gattis hjemland Canada, New York City, Washington DC, Philadelphia, Boston og andre byer der ligger i køreafstand vælter ind for at se Gatti, der er blevet et fænomen i USA. TV-kanalen HBO døbte ham ”America’s favourite blood and guts warrior.” Han er kriger med stort K. Han er ikke verdens absolut bedste bokser, som hans seneste kamp mod Floyd Mayweather viste. Men Mayweather er netop nok også verdens allerbedste bokser på nuværende tidspunkt, og han gav Gatti grimme klø i seks nedbrydende omgange. Gatti har tabt flere gange, men han formår altid at underholde, og han giver aldrig op. Flere gange har han været slået ned, flænset op i ansigtet, haft brud i hænderne, været bagud på point, og så alligevel formået at hente det afgørende stød frem, helt nede fra bunden af brønden. 39 sejre i 46 kampe på vej ind i denne kamp, med 30 på knockout, og det er mod hård modstand. Derfor har han også tabt flere gange, men i en bokseverden der mere og mere handler om hvem der er ubesejret, så handler Gatti, for boksefansene, om hvem der giver sig mest. Det er underholdning, og Gatti leverer altid underholdning i verdensklasse. Han er også en bokser i verdensklasse, men han er ikke med i den ypperste elite af de næsten urørlige boksere. Gatti kan godt bokse flot og passe på sig selv, men han er typen der ofte vælger at æde to slag for at aflevere sit eget, og mod alle odds så har han formået at gøre det til en lukrativ karriere der har gjort ham rig. Og her i Atlantic City har han netop muligheden for at tjene mange penge, da han betyder så meget for byen selv. Damgaard er ubesejret i sine 37 kampe, med 27 på knockout, og har også haft en hård vej frem, selvom hans modstandere har været af lavere kvalitet. Damgaard kæmper også ved at gå fremad og bombe igennem. Kampen er en sikker succes, hvis man går efter underholdningsværdien.

Der er proppet på boardwalken. Der er boksefans alle vegne. Receptionisten på Sands, fortæller: ”Når Gatti bokser, så hiver vi ekstra personale ind. Så populær er han. Der kommer så mange mennesker optil hans kampe. Billetterne til hans kampe bliver altid udsolgt på kort tid. Jeg mener der kun gik fire timer sidst. De havde lige åbnet for billetsalget, og så var der udsolgt. Så vi er meget, meget glade for ham her. Han betyder simpelthen penge for os. Masser af penge. De andre boksekampe giver også penge, men ikke på samme måde. Han er altid en sikker vinder. Og så får vi lige en pause på et par timer når selve kampen går i gang.” Boardwalk Hall er næsten fyldt op. Denne gang er der cirka 500 ledige pladser. 11.500 mennesker er kommet for at se Gatti bokse mod en for dem ukendt bokser, i hans eget hus. The house of Gatti. Han har fået opkaldt sit yndlings omklædningsrum efter sig selv og nu skal han bare vinde over Damgaard for at sikre sig nye store kampe, så han kan fortsætte sin flotte karriere. Så kan Atlantic City også fortsætte med at tjene penge på hans boksekampe. Men først skal han gennem Damgaard.

Den danske kriger er klar. Han har trænet længe og hårdt. Kroppen er i form, hjernen er skarp. Han har ventet på denne store kamp i seks år. Nu står han her og nu skal han vise dem. På vej ind bliver Damgaard buet, mens Gatti får den helt store hyldest, hvor mændene klapper og pifter, mens damerne pifter og hviner. Han er en rigtig stjerne. Kampen går i gang og Gatti overrasker højrefodsbokseren Damgaard med bevægelse og flot benarbejde. Hans slagserier kommer hurtigt, og Damgaard virker forvirret, mens han presser fremad, med sin søgende højre. Gatti rammer rent og hele salen rejser sig, til en voldsom larm. ”Gat-ti! Gat-ti! Gat-ti!” runger det i Boardwalk Hall. Damgaard presser på hele tiden, men bliver ramt meget. Han ved han bare skal ind og have fat i Gatti, for så at presse ham mentalt tilbage i det hårde nederlag han fik af Mayweather. I fjerde omgang får Damgaard endelig fat. ”Ohh! Ahh!” stønner Gatti fansene, mens Damgaard fanger canadieren ved tovene. Gatti er synligt rystet og nu skal Damgaard sætte sig på kampen. Kampen er åben og det er Damgaard der skal tage den. Tilskuerne siger ikke meget i denne omgang. Der er uro i hallen.

Rent strategisk bliver kampen tabt her af den danske bokser og hans træner Duvill. Damgaard vælger at spare lidt på kræfterne, bokse Gatti mere, for så at vende stærkere tilbage sent i kampen, hvor de regner med Gatti er mere træt end ham selv. Her i fjerde og femte omgang skulle Damgaard have smidt alt han havde i hovedet på Gatti, men det er altid nemt at se tilbage og så sige hvor man skulle have gjort tingene anderledes. Kampen er virkelig hård. Den er ond. Begge boksere giver og tager tunge, rene træffere på kæben og i tindingerne. Begge er rystet, men ingen af de to giver op. Gatti trækker fra pointmæssig, med hans flotte boksning, og hans træner McGirt har fået hans gamle elegante stil tilbage. Det er nemt og simpelt, og Damgaard bliver til tider udbokset. Det er kombinationer der rammer Damgaard oppe og nede, men nu og da kommer Damgaard gennem med sin venstre, som han sparede for meget på i starten. Gatti får tæsk tæt på, men på distancen udbokser han danskeren. Damgaard skærer konstant ringen af og presser Gatti. Canadieren får besked fra McGirt om at flytte sig fra Damgaards tunge venstre og han bokser flot. Han ser bedre ud end han har gjort længe og i 11. omgang får han så seriøst fat i Damgaard. En tung hård højre sætter det hele i gang og alle 11.500 ellevilde Gatti-fans rejser sig op og råber på deres favorit. For første gang i kampen stopper Damgaard op og går tilbage. Han er presset og så er det kun et spørgsmål om tid. Gatti øser på og rammer rent flere gange. En kombination på tre slag afslutter Damgaard der vakler på benene og så stopper kampleder Lindsay Paige kampen.

Publikum jubler og ringen fyldes med kameraer, sikkerhedsfolk, venner og bekendte. Gatti kysses, Damgaard trøstes. Boardwalk Hall tømmes lynhurtig og fansene strømmer ud på bordwalken i den forbavsende milde januar luft. ”Gat-ti! Gat-ti! Gat-ti!” råber de. FIGHTER går lige ind i den fattige sorte mand med rickshawen. Han har ikke hørt resultatet endnu, men kan næsten regne det ud. ”Han vandt? Cool! Det er så fedt med ham, fordi han trækker så mange mennesker. Og så får vi noget at lave,” siger han, i det vores samtale bliver afbrudt af en kunde der gerne vil køres hjem til sit hotel.
Gatti er populær. Næsten en kultfigur. Og nu har han lige sikret Atlantic City endnu en stor kamp. Sandsynligvis skal han bokse en VM-kamp mod Carlos Baldomir (der tidligere har bokset fire gange i Danmark). Receptionisten på Sands er også nysgerrig. Hun har ikke hørt resultatet endnu. ”Vandt han? Hvor dejligt. Ja, han ser jo også godt ud. Jeg kan nu godt lide ham. Det kan vi alle sammen. Specielt min arbejdsgiver,” siger hun grinende. For Damgaard betød kampen at hans ”aktier” steg en hel del, internationalt set. Nu kender alle ham som fighteren der tog Gattis bedste bomber og som med en lidt anden strategi måske havde vundet kampen. En rigtig kriger. Og dem kan de lide i USA. Uanset om Damgaard bokser videre hjemme i Danmark, i USA eller holder helt op, så fik han vist at han hører med til de sejeste boksere. Dem der aldrig giver op.

For Atlantic City er Gatti lykken. Han betyder penge. De elsker og tilbeder ham her. Damgaard fik en birolle i Gatti-showet, og prøvede seriøst at stjæle hovedrollen. Men Boardwalk Hall er Gattis helt egen arena. The house of Gatti.