Styles make fights

I dag, tirsdag den 2. juni, viser Eurosport kl. 21:30 WBC VM-kampen mellem den ubesejrede engelske verdensmester, Carl Froch (24-0-0, 19 sejre på KO), og den tidligere ubestridte verdensmester i mellemvægt, Jermain Taylor (28-2-1, 17 sejre på KO). Det er på alle måder en stor kamp, som har stor betydning for fremtiden i ”dansker vægtklassen,” og begge herrer er store profiler i boksesporten. Froch er en ”coming man,” selvom det er ham der er den regerende mester, mens Taylor forsøger at komme tilbage til toppen, efter to hårde nederlag til Kelly Pavlik, der tog titlen som ubestridt verdensmester i mellemvægt fra ham.

Kampen er på alle måder en sand lækkerbisken, og der er lagt i kakkelovnen til et stort drama, men det er også et sjovt match-up, da den byder på to voldsomme, stilmæssige kontraster. Kampen er en reel ”clash of styles,” og det er altid særdeles interessant, synes jeg. Det er nok lige præcis dette, som jeg finder allermest spændende ved boksning.

Mens nogle kan lide at gå fremad og presse, foretrækker andre at læne sig tilbage og slå kontra. Hvad ligger der i en udøvers stil, og hvilken effekt kan den have? I dette blogindlæg kigger jeg nærmere på, hvad en stil egentlig er for noget.

I de fleste idrætsgrene er stile vigtige elementer i, hvordan kampe falder ud, og i boksning er det i endnu større grad essentielt. På den anden side af Atlanten har de et udtryk, ”styles make fights.” På dansk kan man oversætte det til ”stile skaber kampe”, eller måske mere præcist ”stile præger kampe”. Uanset hvilken sport, man kigger på, og hvilket regelsæt, der kæmpes under, så vil forskellige udøvere have forskellige stile dikteret af udøvernes fysiske attributter, personlighed, træningsbaggrund og inspirationskilder.

Hvis A vinder over B, og B vinder over C, vil A så også vinde over C? Nej, den formular kan man simpelthen ikke bruge i boksning på grund af stilenes effekt. I boksning er det nok tydeligere end i de fleste andre slags kampsport, da man meget tidligt gennem kampe fandt ud af, hvilken effekt den ene stil havde på den anden, idet mange favoritter overraskende tabte til udfordrere, der på papiret var mindre dygtige boksere, men som simpelthen havde ”nøglen” til at afkode mestrenes stil.

Et velkendt og meget benyttet eksempel til at illustrere, at A-B-C formularen ikke virker, er at kigge på Muhammad Ali, George Foreman og Ken Norton. For kort at ridse de tre bokseres kompetencer op, så var Ali en af de bedste boksere nogensinde, Foreman en af de mest hårdtslående boksere nogensinde og Norton en meget akavet, tilbagelænet kontrabokser, der stalkede sine modstandere, og slog gennem deres angreb, når de åbnede op. Han var blandt de ti bedste sværvægtere gennem størstedelen af 1970erne, og fik tildelt WBC-titlen, da Leon Spinks valgte at møde Ali i en returkamp, i stedet for at møde førsteudfordreren, Norton. Alis attributter, snilde og bokseforståelse gjorde ham i stand til at overleve Foremans næsten overnaturlige kraft og nedbryde ham, og Foremans voldsomme power var igen alt for meget for Norton, men Ali kunne simpelthen ikke åbne Norton op. A slog B og B slog C, men A tabte til C. Ja, Ali vandt de to sidste afgørelser i deres berømte trilogi, men teknisk og strategisk var det måske nok de sværeste kampe i Alis karriere. Bokseren klarede sluggeren, og sluggeren klarede kontrabokseren, men bokseren kunne ikke klare kontrabokseren.

Nortons berømmelse hænger uløseligt sammen med Ali, da hans andre resultater simpelthen ikke passer sammen med hans kampe mod Ali (og den ene kamp mod Larry Holmes). Ja, Norton var en dygtig bokser og var blandt de bedste i verden i en tid, hvor sværvægterne aldrig har været bedre, men hver gang han mødte meget hårdtslående, aggressive fightere (Foreman, Earnie Shavers og Gerry Cooney, selvom de to sidste lå sent i hans karriere), så blev han slået ud, og det endda relativt hurtigt. Norton kunne ikke holde sluggere væk, da han lod folk angribe ham for så at kontere deres angreb. Han vil aldrig blive regnet som en af de allerbedste sværvægtere i historien, men sjovt nok så gav han to af de absolut bedste sværvægtere nogensinde enorme problemer.

Både Ali og Holmes var afhængige af at få deres jab til at fungere for at have succes, men når de jabbede mod Norton, undveg han ved at trække hovedet væk, eller så tordnede han sin overhånds højre henover jabbet. På den måde tog han jabbet fra dem (eller i hvert fald jabbets store succes) og tvang dem ud i roller, de ikke var trygge i. Han fik de to nok allerbedste distanceboksere i sværvægtshistorien til periodevis at angribe ham som sluggere, da han fjernede deres primære våben, og hverken Ali eller Holmes var specielt dygtige sluggere. Deres fysik var ikke bygget til det, og de manglede begge den rå power og eksplosivitet til at være effektive sluggere. På den måde fik han dem ned på sit niveau, og dér kunne han udfordre dem i fysisk hårde kampe og (til tider) udbokse dem med sit eget jab. Mod boksere, der ikke var afhængige af succes med jabbet, havde han problemer med det samme, og de bedste sluggere i 1970erne gik lige gennem ham. Sluggere, der blev udbokset af både Ali og Holmes. Nortons succes mod Ali og Holmes var uden tvivl på grund af hans stil. Han holdt simpelthen ikke samme niveau, som de to legendariske fightere, men ingen af de andre sværvægtere fra 1970erne kunne udbokse hverken Ali eller Holmes. De fik dem presset ud i hårde, fysiske kampe, men ingen andre fik Ali og Holmes til at angribe som b-klasse sluggere for så at udbokse dem. Han trak dem ind i et kompliceret skakspil med deres kroppe, og han udtænkte de store tænkere.

Dette er selvfølgelig grove simplificeringer, og det er nok sat på spidsen, men jeg mener, at hovedtrækkene i dette holder. Sugar Ray Leonard, Marvin Hagler og Thomas Hearns er et andet eksempel. Man kan gøre det samme med mange af de berømte boksetrilogier ved simpelthen at nedbryde boksernes stile og se på, hvorfor de havde succes mod den ene og ikke mod den anden.

”Styles make fights” i boksning, og derfor burde det være essentielt i enhver udøvers forberedelser at få analyseret modstanderens styrker og svagheder, men også at få kigget på stilen og se nærmere på, hvad man kan få til at fungere mod netop ham/hende, og hvad man skal passe på med, uanset hvor meget eller lidt information man kan finde. Desværre ses det igen og igen, selv på eliteniveau, at udøvere - og deres trænere - fuldstændig negligerer dette element for bare at gå ind og ”winge” den, ved at se hvad modstanderen har at byde på og så tage den derfra, eller bare at gøre det, man kan bedst. Det man plejer, fordi det plejer at virke. Det holder bare ikke! At forberede sig til en kamp går langt udover det at træne teknik, styrke, kondition og arbejde med det mentale. Stile er en afgørende faktor på alle niveauer indenfor boksning.

Ingen er komplette, og selv de bedste har sine svagheder. Se bare på Ali. Han var ”the Greatest,” og ingen kan negligere hans renommé. Men en af hans svagheder var, at han var afhængig af sit jab og uden dét, var han ikke fantastisk. Som fighter er det utrolig vigtigt at være ærlig omkring, hvad man kan og ikke kan. Hvor ligger ens styrker, og hvor ligger ens svagheder? Mange udøvere finder deres stil udfra deres fysik, da den ofte presser udøveren til at kæmpe på en bestemt måde. Korte, kompakte fightere bliver nødt til at presse på for at kunne udnytte sin styrke og robusthed, mens længere, tynde fightere bliver tvunget ud på distancen, for eksempel. Mike Tyson og Johnny Bredahl to gode eksempler, da alle danske boksefans bør have et ret godt kendskab til begge boksere.

Begge er tidligere verdensmestre, der imponerede og til tider forundrede bokseeksperterne, fordi de på trods af hver deres ekstreme fysik trodsede logikken og fik udnyttet deres attributter optimalt gennem hver deres specielle stil. Tyson, med sine 178 cm og 100-105 kilo, var tvunget fremad i en verden af kæmper. For at han skulle have succes som sværvægter, blev han nødt til konstant at gå fremad, så han kunne komme tæt på sine modstandere, hvor han kunne udnytte sin enorme råstyrke, hurtige hænder og eksplosive power. Bredahl, på den anden side, med sine 173 cm og 53,5 kilo, var tvunget ud på distancen, hvor han kunne udnytte sin ekstremt lange rækkevidde til at forvirre og udbokse sine mere kompakte og robuste modstandere med sine hurtige hænder og flotte benarbejde. Havde de to byttet stil, så ville det være lig med sportslig selvmord. Tyson ville aldrig kunne bokse på distancen med dobbelt-jabs, vifteparader og defensivt benarbejde, da hans arme var for korte og hans benarbejde alt for langsomt til at komme væk fra de kolosser af nogle modstandere, han stod overfor. Bredahl ville heller aldrig kunne gå konstant fremad og prøve at gøre skade med aggressive kombinationer af hooks og uppercuts, da han simpelthen var for fysisk svag til at gå gennem sine mere kompakte, stærkere og langt mere hårdtslående modstandere. Begge er ekstreme eksempler, da man meget sjældent ser sværvægtere med Tysons fysik eller bantamvægtere med Bredahls fysik.

Både Tyson og Bredahl fandt eller blev vist en stil, der passede til dem, så de kunne være effektive i bokseringen. Som udøver er det vigtigt, man gør sig disse betragtninger, og som regel kommer det helt naturligt til træning. De korte, kompakte fightere lærer hurtigt at komme fremad og udnytte deres styrke, mens de længere, tynde fightere lærer mindst lige så hurtig at udnytte deres rækkevidde, ellers kommer de simpelthen til kort. Dem, der ligger midt i mellem og har en mere normal fysik finder også deres egen stil, ofte udfra andre elementer. Udover fysikken betyder ens personlighed, talent og inspirationskilder også en hel del. Nogle har det bedst med at angribe hele tiden, mens andre har det bedst ved at kontere. De fleste har en stil, der minder meget om andres stile, men nogle har helt unikke stile, som kun de kan få til at fungere på grund af deres attributter (fysikken, talentet, reaktionsevnen og så videre). Andre kopierer deres forbilleder med eller uden held og ender med deres helt egen stil. Der er også dem, der mestrer alle mulige forskellige stile og derfor varierer meget afhængigt af modstanderen. Så længe det fungerer, udnyt det.

Som udøver vil du - ved at være bevidst om din egen stils styrker og svagheder - være i stand til at trække dine færdigheder flere niveau op, simpelthen ved at udnytte hvad du er bedst til, og hvad du ved fungerer godt mod de forskellige stile. I en hver given situation vil der være små valg, du skal tage, i forhold til, hvordan der bedst muligt kan angribes, forsvares, hvilken distance man skal kæmpe på og så videre. Vi er alle forskellige. Vi ser forskellige ud, har forskellige kropstyper, forskellige temperamenter, forskellige præferencer og forskellige tanker om træning og kamp. Derfor kæmper vi forskelligt. De fleste har dog stile, der minder om andre udøveres stile, og det skal udnyttes som fighter.

Det er ikke altid, det handler om at være stærkere, hurtigere, mere hårdtslående eller have bedre udholdenhed. Ofte kan man klare sig et langt stykke hen af vejen, hvis bare man er smart. Ved at du finder din egen stil, er bevidst om, hvad du kan/ikke kan, og udnytter hvad du kan bedst, bliver du mest mulig effektiv. Men en ting er at udnytte styrkerne. Noget andet er at være smart omkring det. Igen, så ved man hvilke ting, de givne stile ikke vil have. For eksempel, så vil sluggere ikke presses til at flytte sig, boksere vil ikke tvinges til at slugge, og kontraboksere vil ikke tage initiativet. Der er mange små ting, der kan udnyttes, som kan gøre en kamp meget nemmere. Det er ikke sikkert, man er i stand til at få en slugger på hælene, presse bokseren ud i en krig, hvor man bytter bomber eller tvinge kontrabokseren til at føre an, men der er mange andre små ting, der kan udnyttes for at tvinge din modstander væk fra det, han eller hun har det bedst med.

Kæmper man uden at tage de aspekter i betragtning, så er chancen for, at man falder ind i et mønster, hvor man er ubevidst omkring, hvad man går efter, stor, og så gør man bare det, man føler sig mest tryg ved. Muligvis er det godt nok, men måske gør det opgaven langt hårdere end nødvendigt. Muligvis gør det, at modstanderen bliver langt bedre, og at det falder helt perfekt sammen med det, din modstander bedst kan lide. Muligvis ville en kamp være meget nemmere, hvis du tilpassede dig modstanderens stil og gjorde det, der passede modstanderen dårligst, i stedet for det der passer dig bedst.

Ved at være bevidst omkring de forskellige stile, der bruges i forhold til din egen stil, kan du som udøver relativt hurtigt få analyseret, hvad det er, din modstander gerne vil gøre, og hvor han vil have dig hen. Nogle gange er det meget lige til, andre gange er det mere kompliceret. Men uanset hvad, er det et værktøj, der kan gøre jobbet meget nemmere at udføre. Dem, der så kan skifte stil og kæmpe på flere forskellige måder, alt efter hvad modstanderen gør, har en stor værktøjskasse fyldt med værktøjer at vælge mellem. Andre har en enkelt stil, der er så skarp, at den tager dem hele vejen til toppen og har ikke brug for andet. Men ingen er komplette. Der er huller i alle stile, og alle har svagheder. Det skal udnyttes.

Det samme gælder for Frochs første titelforsvar, mod megastjernen Taylor. Den engelske verdensmester bokser akavet og meget utraditionelt med yderst luftige parader, for at sige det mildt, men han bokser med enorm selvtillid og leder altid efter knockoutslaget. Han har tidligere vist at han kan modstå tunge, præcise træffere og alligevel komme tilbage med sine egne bomber. Den amerikanske udfordrer og hjemmebanefavorit er en solidt, skolet bokser, der teknisk set er en nydelse. Taylor er en fantastisk kontrabokser, der er god til at udnytte sine modstanderes huller, og hans talent og hurtighed gør ham til en fare for alle i vægtklassen. Spørgsmålet er så, om Frochs vilde, uortodokse angreb bliver for simpelt for Taylors kontraboksning? Kan ”Bad Intentions” slå verdensmesterens angreb i stykker med rappe kontrakombinationer, og hvilken effekt har det, når og hvis han rammer? Samtidig kan man se på Frochs knockoutpower, styrke og vilje til at angribe, og stille sig spørgsmålet, om Taylor kan takle ”Cobras” tunge slag, høje tempo og konstante pres?

”Styles make fights”, og sådan er det bare. Man kan være stærkere, hurtigere og bedre teknisk, men hvis ikke man kan hitte ud af modstanderens stil, så er man i store problemer. Mens man træner mod at være hurtigst muligt, stærkest muligt og have den bedst mulige teknik, så er det også værd at tage med sig, hvordan man bedst muligt kan udnytte ens styrker, så man nemmest muligt kan neutralisere modstanderen.