Jeg har haft en skøn ferie, selvom jeg må indrømme at jeg ikke rigtig følte jeg trængte til ferie fra kommentatorjobbet på Eurosport. Alligevel har jeg fået en masse ny og spændende inspiration i min ferie, og jeg har brugt meget tid på at tænke over boksespørgsmål.
En af de ting, som for alvor kan få boksefans op af sofaen, er kontroversielle afgørelser. Eller bare afgørelser hvor de tre dommere ser det vidt forskelligt. Forleden havde jeg en interessant samtale med en dedikeret boksefan, der simpelthen ikke kunne forstå hvordan dommerne ”nogle gange kan være så blinde,” som han formulerede det. Jeg tænkte derfor, at jeg i denne blog ville give mit syn på scoring, og hvorfor synspunkterne kan variere så meget.
For det første skal man huske på, at der er stor forskel på at score en kamp hjemme fra sofaen og så ringside. Kampene ser anderledes ud, simpelthen. Ser man kampen i fjernsynet, bliver de allerfleste, om de ønsker at indrømme det eller ej, ofte påvirkede af hvad kommentatorerne siger.
Derfor er det enormt vigtigt, at kommentatorerne tolker kampen korrekt, og en af de store udfordringer jeg har som Eurosports boksekommentator, er netop at skulle score kampene korrekt, som jeg ser dem. Det kan være svært at være helt præcis, sammenlignet med de tre dommere der sidder ringside og kun fokuserer på at score kampen, da jeg som kommentator også har mange andre bolde i luften samtidig. Alligevel rammer dommerne tilsyneladende nogle gange helt forkert, og der er jo utallige eksempler på afgørelser, som får de allerfleste boksefans til at klø sig i hovedet af forundring over, hvordan dommerne kunne give afgørelsen til den ”forkerte” bokser.
Når en dommer noterer sin score efter hver omgang, så skal det jo gøres ud fra en overvejelse om, hvem af de to boksere der havde flest rene træffere, var mest effektiv med sin aggressivitet, styrede kampen og var bedst defensivt. Men hvis man tænker over de fire kriterier, og hvor lidt forenelige de egentlig er, så virker det jo næsten som en helt umulig opgave.
Personligt, så vurderer jeg det som om, at det først og fremmest handler om, hvem der gør mest skade. Er den ene virkelig rystet fra et eneste rigtig godt slag, så er det jo lidt lige meget om han så bliver jabbet i stykker i resten af omgangen. Samtidig kan den anden dominere fuldstændig, men så blive fanget ude af balance og ryge en hurtig tur i gulvet, og så er det jo næsten altid en åbenlys 10-8 omgang. Og hvad med de kampe, hvor den ene rammer med 50 lette træffere, og de anden rammer med 10 hårde pr. omgang? Hvor meget vægt lægger dommere egentlig på de defensive evner? Der er så mange spørgsmål, der er svære at svare på, fordi der ikke findes en simpel formel på, hvordan man skal score en omgang i boksning.
Jeg kontaktede derfor min gode ven, og internationalt anerkendte kampleder og dommer, Daniel Van de Wiele, for at få hans syn på de fire kriterier, som dommere skal score en kamp efter. Belgiske Van de Wiele har i en årrække været både kampleder og dommer i mange af de helt store kampe verden over, og er særdeles kompetent på området. Jeg har altid respekteret ham utrolig meget for sin ærlighed, integritet og høje niveau som både kampleder og dommer. Vi har ofte diskuteret måden boksekampe bliver bedømt på, og det var derfor naturligt at jeg valgte at kontakte netop ham igen, da jeg søgte lidt input til denne blog.
Jeg ved ikke rigtig, om jeg synes han gjorde det simplere for mig at skulle score omgangene når jeg kommenterer, men han bekræftede mig da igen i, at det er utrolig svært at score korrekt, og at jeg har fat i den lange ende i forhold til mit syn på de fire kriterier.
”Du har helt ret i din betragtning af de fire kriterier, hvordan de skal bruges, og at det er kompliceret, hvor meget der skal lægges i dem i forhold til hinanden,” forklarede Van de Wiele mig. ”Men selv baseret på det, så er selve scoringen af en omgang ekstrem svær, fordi det ikke bare handler om de fire kriterier. Sagens kerne er jo, hvordan man bruger kriterierne.”
Og så fortsatte han med en række spørgsmål (som om jeg ikke have nok med mine egne spørgsmål), for at vise hvor kompliceret scoring af en omgang egentlig er: “Hvad er rene træffere? Hvordan er nogle træffere renere end andre rene træffere? Hvor effektiv er aggressiviteten? Hvordan differentierer man aggressiviteten? Hvornår betyder slagenes kvantitet mere end slagenes kvalitet?
Er et slag på 75 % kraft bedre end fem slag på 20 % kraft? Hvis du siger ja til det, så siger en anden måske nej. Men hvad hvis de 75 % bliver til 68 % og de fem slag bliver til 10, 15, 17, 37 og på 22 %. Forstår du hvad jeg mener, Tue? Det hele handler om personlig evaluering, og en dygtig dommer er den som har den rette evne, og som derfor kan score korrekt ud fra en blanding af de fire basis kriterier.”
Han foreslog så, at alle der var interesseret, og specielt dem der mener, at det er simpelt og lige til at score en boksekamp, bør lave de to nedenstående tests. Han beskrev testene således: ”Print 10 billeder af kvinder, biler, huse e.l., og nummerer dem. Få så nogle af dine venner til at lægge dem i rækkefølge, efter hvem der er smukkest, hvilket bil der er flottest, hvilket hus der er flottest osv. Det du hurtigt vil opdage er, hvis vi nu tager eksempel i de smukke kvinder, at de to flotteste og de to mindst kønne er ret nemme at plukke ud, og der hersker som regel stor enighed her. Men det bliver pludselig rigtig svært i gråzonen, fra nummer tre til otte…
En anden test, der er relevant, er den der fokuserer på, hvad et menneske lægger mærke til. Lad en gruppe på fem personer se på et objekt (igen en kvinde, en bil, et hus e.l.) i et splitsekund, og bed dem så notere fem ting ned, som de lagde mærke til. De fleste vil notere de samme ting ned, men de vil notere dem ned i forskellige rækkefølger, fordi hver enkelt af dem lægger vægt på forskellige aspekter og elementer, og inddeler det derefter med hvad de mener, er relevante numre.
Jeg er ganske overbevist om, at alle der laver testene vil opleve, at der netop er stor ulighed mellem resultaterne, og sådan er det også med boksedommere der scorer en kamp. Scoring af en boksekamp er svært. Meget svært!”
Og det hele giver selvfølgelig mening, hvilket jeg også havde forventet, for Van de Wiele er en af de personer, som har den specielle evne, at hver gang jeg har brugt tid sammen med ham, så føler jeg mig klogere. Men jeg synes nu ikke rigtig det blev klarere for mig, hvordan jeg kan score kampene endnu mere præcist, selvom jeg for det meste har været enig med dommerne, i de transmissioner jeg har kommenteret indtil videre. Koden til forståelsen af hvordan man skal score en kamp ligger netop i, at der ikke er en simpel formel på, hvordan man skal score en boksekamp, men rettere at det handler om evnen til at trække det essentielle ud af de fire kriterier.
En anden ting er, at man som tv-seer altid ser kampen fra den bedste vinkel (med mindre produceren ikke mestrer sit job), så man altid ser helt præcis hvad der sker. Derfor er det nemmere at se på fjernsynet, hvilke slag der rammer, og hvilke der rent faktisk glider af (slowmotion klarlægger jo som regel også de afgørende situationer).Dommerne ser jo kun kampen fra hver deres vinkel, og selvom de sidder utrolig godt i forhold til kampens action, så kan det nogle gange være svært at se, hvilke slag der rammer eller misser. F. eks. hvis den ene kæmper står i tovene lige over den ene dommer, eller i den modsatte side af ringen, hvor den ene har ryggen direkte mod dommeren, så kan det være utrolig svært for den dommer at se, hvilke slag der sidder, og hvilke der faktisk bliver blokeret. Dommerne ser jo også nedefra og op, og ikke direkte ind i samme højde eller ovenfra, som fjernsynet viser det, og det gør igen at det kan være svært at se en del af slagene. Men det er klart at solide træffere kan man se, selvom man ikke ser slaget ramme, ved at man kan se det på den ramtes krop (vrid og ryk, sved-spray, bevægelse osv.). Dommerne ser dog hele boksernes kroppe, og ikke kun den del der er zoomet ind på, og derfor kan de f. eks. bedre se når bokserne gynger i knæene efter en hård træffer.
Når man ser en kamp fra ringside, er der også et element med, der forsvinder i fjernsynet og dermed også for de mange fans og kommentatorer som ikke er til stede ringside. Energien i slagene mister sin tydelighed, og det gør at slag der måske er utrolig kraftfulde i virkeligheden, virker mindre kraftfulde på tv. Van de Wiele snakkede meget om dette, og kan nogle gange næsten ikke genkende det billede han har af en kamp, når han ser den på tv efter han har set den live, først. Jeg kan huske han for mange år siden specielt nævnte Julio Cesar Chavez´ kamp mod Tony Lopez, hvor han fortalte mig at han var enormt imponeret over mexicanerens voldsomt hårde slag, da han dømte kampen ringside, men da han så den på bånd senere, kunne han ikke se den samme kraft i slagene.Jeg har selv oplevet dette mange gange, hvor jeg først har taget billeder eller coachet ringside, og så bagefter har set eller kommenteret kampene. Netop kraften i slagene er langt mere tydelig ringside, og jeg har flere gange oplevet kampe, hvor jeg har været vildt imponeret over den enes slagkraft, men når jeg så kom hjem og så kampen i fjernsynet, så gav det overhovedet ikke samme indtryk.
Så ja, som tv-seer ser man nogle gange mere klart, hvilke slag der rent faktisk rammer og hvilke der ikke rammer, men til gengæld så får man simpelthen ikke det samme indtryk af den kraft der lægges i slagene, og hvilken effekt slagene har når de rammer.Det er også vigtigt, at få frem at det er dommere og ikke computere, der bedømmer kampene. Dvs. uanset hvor objektive de er, så vil de altid have små præferencer. Sådan har vi alle det. Man har ofte en tendens til at favorisere den bokser, hvis stil man bedst kan lide. Det samme gælder også for dommerne, og derfor finder man nogle gange de der underlige scorecards, hvor den ene dommer har den ene bokser klart som vinder, og den anden dommer den anden bokser klart som vinder, mens den tredje måske har uafgjort.Selvom man bedømmer kampene ud fra en overvejelse om, hvem af de to boksere der havde flest rene træffere, var mest effektiv med sin aggressivitet, styrede kampen og var bedst defensivt, så er det jo forskelligt, hvor meget man lægger i hver del. Nogle synes simpelthen at den der går fremad virker mere effektiv, mens andre synes at den der undgår slagene og kontrabokser virker mere effektiv. Det er stadigvæk smag og behag, ligesom Van de Wiele også pointerede.Det at man sætter sig ned, og rent faktisk scorer hver eneste omgang, er selvfølgelig enormt vigtigt, hvis man vil have et præcist indtryk af en kamp. Mange fans hænger sig også op i, hvem der ser ud som om de har fået flest på hovedet, men det er jo ofte helt irrelevant for. Mange fans danner sig et helhedsindtryk af en kamp uden at score hver enkelt omgang. Men helhedsindtrykket er ikke altid det der gælder. Sig at en kamp f. eks. bokses over 10 omgange og syv af omgangene er helt tætte. Bokser A vinder de syv første omgange, pga. en smule bedre præcision i sine slag. Bokser B vinder så de sidste tre omgange stort, hvor der er en nedslagning i hver af omgangene og bokser A er tydeligt rystet i alle tre omgange. På den måde vil bokser A vinde kampen 94-93 (syv omgange 10-9 og tre omgange 8-10). Hvem har gjort mest skade, og hvem ligner vinderen efter 10. og sidste omgang? Det gør bokser B, helt klart! Men sagen er den, at hver eneste omgang er en lille kamp der bokses, og hver lille kamp er med i den store afgørelse. Det er ikke sådan at tre store omgange gør op for syv helt snævre, og der er vi så igen oppe i det med hvordan man scorer en kamp.
Jeg er den første til at sige, at pointsystemet ikke er perfekt. Bokser B, der banker bokser A en gang i gulvet tre omgange i træk burde nok vinde kampen, men sådan er reglerne i boksning nu en gang ikke. Jeg har ofte set kampe, hvor mit scorecard sagde et, og mit sind sagde noget andet, og kigger man på ovenstående eksempel, så er det et familiært eksempel fra mange boksekampe. Måske ikke tre omgange i træk med nedslagninger, men mange kampe har en vinder af seks-syv tætte omgange, og en vinder af tre-fire store omgange. Og hvis man så ikke scorer hver eneste omgang, så går de seks-syv omgange nemt i glemmebogen, da der ikke var en markant forskel på de to, som der var på de sidste tre-fire omgange.
Pointsystemet hedder ”10-point must system,” og det betyder at den ene af bokserne skal have 10 point og taberen proportionelt mindre. Faktisk så kan man sige, at man ikke vinder en omgang, men at den anden taber den. Begge starter ud med 10 point, og alt efter hvad der sker, gør så at den ene taber point. Normale omgange er 10-9, og med en nedslagning eller helt exceptionel dominans giver så 10-8. Hver nedslagning trækker et point fra. Så to nedslagninger giver 10-7. Bliver der trukket et point fra pga. advarsler, så gøres det til sidst, når alle omgangene er bokset, så selvom bokser A vinder omgangen 10-9, men får fratrukket et point, så kan man ikke sige at omgangen er 9-9, selvom den i princippet er det. Det har Van de Wiele understreget på det kraftigste overfor mig i flere af vores diskussioner, selvom det jo logisk set burde være sådan, og man kalder det jo alligevel for en 9-9 omgang, hvis vinderen af omgangen fik fratrukket et point.Jeg synes personligt, at nedslagninger burde tælle mere, og at der burde være større nuancer i det med at vinde en omgang der er tæt eller at udbokse modstanderen. En tæt omgang 10-9, en stor omgang 10-8, en nedslagning burde måske give et fratræk på to-tre point osv. Men min mening er jo ret ligegyldig her, da det sandsynligvis ikke ændres. Reglerne varierer en smule, men under de fleste regelsæt, så er tre nedslagninger i en omgang lig med en teknisk knockout. Men nogle forbund tillader tre nedslagninger og det kan så give en 10-6 omgang, hvilket yderst sjældent ses. Tager vi f. eks. Jorge Paez mod Calvin Grove tilbage i 1988, så var Grove foran på point på vej ind i 15. og sidste omgang (det var før de skiftede over til 12 omgange). Men den lille, mexicanske klovn hakkede ham i gulvet tre gange og vandt omgangen 10-6 (hvilket var helt uhørt og skabte en voldsom ballade), da det gjorde at Paez vandt IBF titlen i fjærvægt på scorene 143-140, 142-140 og 142-142 (en majority decision, med 2 stemmer til Paez og 1 uafgjort). Havde den blevet dømt som 10-8, så havde Grove vundet og beholdt sin titel. Groves team klagede over det (da man ”ikke dømte 10-6 omgange”), men det blev ikke ændret, og Paez vandt kampen på sit sidste omgangs rally.
Er ”10-point must system” helt fantastisk? Nej, det er det ikke. Der er svagheder i det, men det er nu en gang den måde man scorer på i professionel boksning. Nogle gange kan jeg godt forstå der skabes debat omkring en afgørelse, og det er selvfølgelig sundt at vende tingene. Det er essentielt, at man som boksefan forholder sig konstruktivt til reglerne og omstændighederne, hvis man virkelig vil sætte sig ind i problematikken omkring de kontroversielle afgørelser, og hvorfor dommerne evt. så det anderledes end mange boksefans.
Selvfølgelig findes der også dårlige dommere, som laver store brølere, men jeg tror det er vigtigt at pointere, hvor kompliceret det rent faktisk er at score boksning. Jeg ved i hvert fald, at jeg har en stor udfordring foran mig, når jeg præsenterer mine uofficielle scorecards for Eurosports seere. Jeg har fuldt ud accepteret, at mine scorecards nok kommer til at variere en smule i forhold til dommernes, og meningen er jo også, at de skal fungere som en slags pegepind for seerne, selvom jeg selvfølgelig gør alt jeg overhovedet kan for at ramme plet hver eneste gang.
Selv de bedste dommere misser nogle gange, og Van de Wiele afsluttede vores samtale om emnet med et citat fra bokseverdenen, som jeg synes rammer sømmet lige på hovedet:
“Scoring is a science, refereeing an art.”
