tirsdag den 30. november 2010

Dobbelt VM-kamp i fjervægt

I aften kl. 21:00 sender Eurosport boksning af allerhøjeste klasse. Aftenens hovedkamp er den dobbelte VM-kamp i fjervægt mellem den ubesejrede cubanske WBA-verdensmester, Yuriorkis Gamboa, og den rutinerede mexicanske IBF-verdensmester, Oscar Salido. Der er lagt op til en rigtig barn-burner, da begge er hårdtslående og aggressive angrebsboksere.

Gamboa (18-0-0, 15 sejre på KO) har vi vist en række gange på Eurosport, og han udvikler sig fra kamp til kamp. Han er nu på vej til at blive en reel superstjerne, hvis han kan besejre Salido (34-10-2, 22 sejre på KO). Cubaneren skulle egentlig have mødt WBC-verdensmesteren, Eloi Rojas, men da han blev skadet til træning, hoppede Salido til. Dette har på ingen måde forringet kampens niveau, og tvært imod så giver det nok de fleste fans mere at glæde sig til, da de står godt til hinanden, og det bliver spændende at se den yngre Gamboa blive testet mod en rutineret og meget farlig modstandet i form af Salido.

Gamboa er dog den store favorit, da hans kombination af eksplosivitet, slagkraft og hurtighed ser ud til at være ret unik i fjervægt. Han har forsvaret sin WBA-titel på imponerende vis, og virker sulten efter at vinde endnu en titel. Salido har dog fordel i erfaring og rækkevidde, men han kommer til at få hænderne fulde mod Gamboa.

Vi serverer også en WBA-kvalifikationskamp i letvægt, mellem Brandon Rios (24-0-0, 18 sejre på KO) og Anthony Peterson (30-0-0, 20 sejre på KO), hvor vinderen får retten til at møde den nye WBA-verdensmester, Humberto Soto. Begge boksere er kendt for at levere underholdende og meget angrebsvillig boksning, så der kan forventes boksning af største underholdningsgrad på Eurosport i aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar