tirsdag den 2. november 2010

Coleman vs Lopez



Eurosport sender i aften kl. 21:00 to attraktive kampe med up-and-coming talenter fra Chumash Casino i Santa Ynez, Californien i USA. I aftenens hovedkamp mødes de to letweltervægtere, Tim Coleman (17-1-1, 4 sejre på KO) og Patrick Lopez (20-2-0, 12 sejre på KO). Begge boksere var meget dygtige amatørboksere, og Lopez repræsenterede sit moderland, Venezuela, to gange ved OL. Coleman har fået en del opmærksomhed fra dem der følger boksning rigtig tæt, da han har fungeret som sparringspartner for en række topnavne, og som professionel er han på vej til at skabe sig et solidt navn.

Lopez er southpaw, men Coleman er en rutineret bokser, som har mødt gode boksere på vej op af rankinglisterne, og bør ikke have de store problemer med Lopez’ spejlvendte fodstilling. Dette er en stor kamp for begge boksere, og en sejr vil sende dem videre mod vægtklassens allerfineste selskab.

I letvægt for vi også en interessant match-up mellem den ubesejrede Archie Ray Marquez (10-0-0, 7 sejre på KO) og Juan Santiago (13-4-1, 8 sejre på KO). Mange mener at Marquez er et af promotor Gary Shaws største talenter, men i Santiago står den unge bokser overfor en sej, hårdfør og sulten bokser, som kommer for at vinde. Santiago har mødt en række topboksere, og det bliver spændende at se, hvordan Marquez reagerer på det pres, som Santiago er kendt for at sætte sine modstandere under.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar