fredag den 12. november 2010

Airich vs Olougun live kl. 20:25


Kl. 20:25 sender Eurosport live fra Vogelsang-Halle i Stralsund, Tyskland, hvor aftenens hovedkamp står mellem de to hårdtslående sværvægtere, Konstantin Airich (16-2-2, 13 sejre på KO) og Gbenga Olougun (18-6-0, 11 sejre på KO). Airich skulle oprindelig have mødt den ubesejrede Yakup Saglam, men den tyrkisk-fødte bokser trak sig pga. en slem maveinfluenza, og flere modstandere var inde i billedet, før valget endeligt faldt på den råstærke Olougun.

Begge boksere har vi vist en række gange på Eurosport, så de trofaste seere kender dem nok godt. De har begge potentiale til at nå langt, men begge har samtidig mangler, og koblet sammen kan det gøre dette til en dramatisk affære. Begge kan slå hårdt og har reel knockoutpower i begge hænder.

Airich er hurtigere og lettere, men er meget svingende i sine præstationer, og kan ikke lide at blive presset tilbage. Når han får lov til at sætte sine angreb op og komme fremad, er han yderst farlig og specielt venstre hooket har nedlagt mange modstandere. Dette har resulteret i, at han har stoppet sine seneste tre modstandere.

Olougun er en fysisk set meget stærk bokser, som er god til at sætte sine modstandere under pres, og dette er selvfølgelig et stort plus for ham mod Airich. Nigerianeren har dog tabt seks af sine otte seneste kampe, og han har ikke virket motiveret eller skarp i sine seneste mange kampe. Bliver han for afventende mod Airich, så kommer han til at betale en dyr bøde, og han skal lægge pres på promotor Ahmet Öners bokser.

Den tidligere stærke tyske amatørbokser, Erkan Teper (1-0-0, 1 sejr på KO), imponerede i sin professionelle debut mod Marcel Zeller, og han møder i aften den hårdtslående men primitive landsmand, Alexander Kahl (15-6-1, 13 sejre på KO). Teper har masser af potentiale, og han er en spændende profil i det europæiske sværvægtslandskab. Kahl er på papiret en meget hård kamp for Teper, men Tepers tekniske evner er på et andet niveau end Kahls, og så må vi se hvor meget Kahls professionelle rutine og slagstyrke betyder i forhold til Tepers talent og amatørbaggrund.

Aserbajdsjanske Azad Azizov (23-3-1, 14 sejre på KO) møder georgiske Kakhaber Avetisian (15-11-1, 3 sejre på KO) om PABA’s letvægtstitel. Azizov er storfavorit på papiret, og for ham handler det om at levere en god kamp, så han kan få opmærksomhed om sit navn, og dermed få åbnet dørene til de større kampe.

Tyske Michael Schubov (13-4-0, 6 sejre på KO) sparker aftenen i gang mod den ubesejrede, dominikaner, Rafael Bejaran (10-0-0, 4 sejre på KO), i en meget interessant mellemvægtskamp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar