tirsdag den 24. juli 2012

Dimitrenko vs Pulev


Eurosport sender i aften kl. 21:00 tre kampe fra Messehalle i Erfurt, Tyskland. På programmet er to titelkampe og et interessant nationalt opgør. Alexander Dimitrenko og Kubrat Pulev mødes om den vakante EBU-titel i sværvægt og Robert Stieglitz skal forsvare sit WBO-bælte i super mellemvægt mod Nader Hamdan i de to titelkampe, mens Dustin Dirks og Thomas Ulrich clasher i en letsværvægtskamp, hvor ære og en fremtid i sporten er på spil.

Dimitrenko og Pulev er begge store, atletiske sværvægtere, som har en solid, teknisk base fra deres tid som amatørboksere. Ingen af de to er deciderede knockoutartister, og de foretrækker begge kampe i relativt lavt tempo, hvor de kan udnytte deres færdigheder. Der er derfor lagt op til en pæn og elegant boksekamp, sammenlignet med de fleste sværvægtskampe.

Dimitrenko skal forsøge at genvinde den titel, som han aldrig tabte i ringen, mens det for Pulev drejer sig karrierens første store titelkamp. Vinderen vil stå stærkt i forhold til en evt VM-kamp, selvom de nok vil være mindst et par kampe eller tre fra en kamp på det niveau.

Så der er meget på spil for de to østeuropæiske sværvægtere.

Stieglitz, der tidligere var inde i billedet som modstander for Mikkel Kessler, forsvarer sit WBO-bælte mod Hamdan, der kommer ind til denne VM-kamp på et tyndt grundlag. Han har kun vundet en enkelt ud af sine seneste fem kampe, og det er et påm papiret nemt forsvar af titlen for Stieglitz.

Den forsvarende mester søger dog de store kampe, og han er lidt udenfor det helt gode selskab i super mellemvægt. Det er nok et spørgsmål om tid, men han ønsker selvfølgelig kampe, der kan give ham både økonomisk og karrieremæssig optur.

Derfor er det selvfølgelig påkrævet, at han imponerer og leverer varen mod Hamdan.

Aftenens første kamp er den nationale opgør, hvor tyskerne Dirks og Ulrich mødes. Kampen er fuld af kontraster, og begge har meget på spil. Dirks er ung og ubesejret, mens Ulrich er rutineret og tilsyneladende på vej ned. Hvis Dirks vil videre, så skal han komme forbi Ulrich, men veteranen er samtidig afhængig af et positivt resultat, hvis han skal kunne holde liv i karrieren og drømmen om nye titelkampe.

torsdag den 19. juli 2012

Slamm 7: Holland vs Thailand!


Eurosport sender i aften kl. 21:00 Muay Thai-stævnet, Slamm: Holland vs Thailand 7. Efter tre års pause vender Slamm tilbage med en række elite match-ups, hvor nogle af de bedste hollændere tager imod en række af de mest frygtede thailændere.

I alt sendes der fire kampe fra dette stævne, og alle kæmpes under fulde Muay Thai regler.
De fire kampe er:
- 61 kg: Ilias el Hajoui (Holland) vs Pornsane Sitmonchai
- 72,5 kg: Miles Simson (Holland) vs Nonsai Sor Sanyakorn (Thailand)
-70 kg: Faldir Chahbari (Holland) vs Bovy Sor Udomsorn (Thailand)
-70 kg: Mohamed Khamal (Holland) vs Saiyok Pumphangmuang (Thailand)

Stadionhallen i Almere, Holland danner rammerne om dette længe ventede comeback for Slamm-organisationen, som har leveret nogle af de flotteste match-ups i Europa. Andy Souwers omstridte kamp mod Yodsaenklai Fairtex er selvfølgelig den nok mest berømte af dem alle.

Aftenens main event er braget mellem den lokale helt, Mohamed Khamal, og legenden, Saiyok Pumphangmuang. Saiyok har ikke tabt siden 2007, og han regnes som en af de absolut største navne i Muay Thai. Han har dog mødt modstandere af blandet kvalitet de seneste år, og der er ingen tvivl om, at Khamal er en af hans hårdeste modstandere den senere tid. Thailænderen er dog den klare favorit.

torsdag den 5. juli 2012

Sommerbomber på Eurosport!


Eurosport afslutte den hede sommeruge med masser af hotte kampe, når der torsdag, fredag og lørdag bliver sendt MMA, boksning og Kickboxing, hvoraf to af udsendelser er direkte transmissioner.

Torsdag kl. 22:00 sendes det sydafrikanske MMA-stævne, Extreme Fighting Championship Africa 13 fra Grand West Casino and Entertainment World i Cape Town . I alt vises der fem dynamiske kampe, og hovedkampen er en titelkampen mellem den forsvarende mester, Dallas Jakobi, og den ambitiøse udfordrer, Jadyson Costa.

Selvom MMA kaldes verdens hurtigst voksende idrætsgren, så er det ikke ofte, at man hører om afrikansk MMA. EFC Africa er dog utvivlsomt den største afrikanske MMA-event, og de markedfører sig flot.

EFC Africa satser på føre en række unge, lokale talenter frem, og de har lykkedes i at lave en aftale med en TV-station, så de sydafrikanske fightere får masser af opmærksomhed. Sydafrika har stolte traditioner indenfor en række kampsportsgrene, og specielt i boksning har de haft mange succeshistorier.

Disse kampe vises fra EFC Africa 13:'
Dino Bagattin vs Francois Kabulu
Martin van Staden vs Michiel Opperman
Don Madge vs Leon Myhardt
Bernardo Mikixi vs Calven Robinson
Dallas Jakobi vs Jadyson Costa

Fredag kl. 21:00 sendes der direkte fra Monte Caputo i Limassol, Cypern, hvor den 13. udgave af Bigger's Better går af stablen. Den omstridte bokseturnering har fået en del opmærksomhed herhjemme pga. deltagelse fra Ed Monso, Mourad Raid og senest Shariyar Weissi samt den kontroversielle afholdelse af Bigger's Better stævnet i Århus sidste år.

Ottemandsturneringen fortsætter med at levere events rundt omkring i Europa og vender nu tilbage til Cypern, hvor de første stævner blev afholdt.

Feltet er en blandet gruppe, og en af de bedste boksere, som har deltaget i Bigger's Better, Mairis Breidis vender nu tilbage. Letten vandt den første Bigger's Better turnering, og han vil forsøge at gentage bedriften fredag aften.

De otte turneringsdeltagere er:
Kamil Małysz (Polen)
Mairis Brieidis (Letland)
Robert Teuber (Tyskland)
Adrian Lepadatescu (Rumænien)
Lee Kelett (England)
Panagiotis Diakos (Cypern)
Pavel Zhuravliov (Ukraine)
Louis Louizon (Congo/Cypern)

Lørdag kl. 21:00 sendes der også direkte. Denne gang gælder det årets tredje Superkombat World Grand Prix stævne, som går af stablen i Palace of Culture and Sports i Varna, Bulgarien.

Som sædvanlig er det en eksplosiv line-up, som promotor Eduard Irimia præsenterer. Firemandsturneringen består af den lokale helt, Kostadin Kostov (Bulgarien), Mladen Brestovac (Kroatien), Benjamin Adegbuyi (Rumænien) og Rogava Tsotne (Ukraine).

Vinderne fra denne firemandsturnering får en plads til den store Final Elimination turnering den 10. november.

Aftenens main event er dog en kamp om Superkombats vakante sværvægtstitel mellem Ismael Londt (Suriname) og Freddy Kemayo (Frankrig).

Et andet sværvægtsbrag er kampen mellem legenden, Alexey Ignashov (Hviderusland) og Corneliu Rus (Rumænien). Ellers kommer der kampe med kendte Superkombat profiler som Catalin Morosanu (Rumænien), Daniel Sam (England), Andrei Stoica (Rumænien) and Petr Vondracek (Tjekkiet).