tirsdag den 15. juni 2010

Yurorkis Gamboa vs Jonathan Victor Barros i eksplosiv VM-kamp!


I aften kl. 20:30 viser Eurosport WBA VM-kampen i fjervægt mellem den regerende mester fra Cuba, Yuriorkis Gamboa (17-0-0, 15 sejre på KO), og den ubesejrede, argentinske udfordrer, Jonathan Victor Barros (28-0-1, 16 sejre på KO).

Den cubanske OL-guldvinder fra 2004 er et af de allerstørste talenter i professionel boksning i dag, mens Barros er en mere typisk sydamerikansk fighter, som har masser af hjerte, vilje og hårdhed, og der er ingen tvivl om at Barros kommer for at tage WBA-bæltet med hjem til Argentina. Der er stor kontrast mellem de to bokseres måder at bokse på, og selvom Gamboa tilsyneladende har alle de stærkeste kort på sin hånd, så har Barros slagkraften og rækkevidden til at kunne give den lynhurtige cubaner problemer.

Gamboa er en af de boksere, som langt hen af vejen har levet på sit talent og bokseevner fra amatørtiden, og selvom han også har tilpasset sig det professionelle game, så er der stadigvæk huller i hans defensiv. Han har gennem hele karrieren været åben for kontraslag, når han selv åbner op, og det har også resulteret i en række knockdowns, hvor han har set ganske sårbar ud. Gamboa har dog altid formået at rejse sig og vinde kampene, hvilket viser fighterhjerte og stolthed, men spørgsmålet er, hvad der sker når en verdensklasse bokser tagger ham med en bombe?

Barros er selvfølgelig klar over dette, og vil utvivlsomt satse på at presse Gamboa tilbage, for så at slå kontra henover, når cubaneren åbner op. Får Gamboa lov til det, så vil han derimod bokser cirkler omkring sin argentinske udfordrer, og verdensmesterens eksplosive kombinationer er frygtindgydende, og den slags har udfordreren altid oplevet før.

For lige at krydre denne intense VM-kamp lidt ekstra, så kommer vinderen af denne kamp til at bokse mod en af de andre fjervægtsmestre i en dobbelt titelkamp i løbet af sommeren. Dvs. alt er på spil for begge boksere, og begge vil forsøge at vinde på allermest imponerende vis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar