torsdag den 3. juni 2010

Live boksning fra Tyskland

Fredag den 4. juni kl. 20:15 sender Eurosport live fra Karl-Eckel-Halle i Eckersheim, Tyskland, hvor Ahmet Öners Arena Boxpromotion har lagt op til en række interessante kampe med fokus på sværvægterne. Stævnet kaldes ”The 7th annual Havoc in Hattersheim”, og navnet refererer til det tilbagevendende, årlige boksestævne i Hattersheim.

Juan Carlos Gomez (46-2-0, 36 sejre på KO) fortsætter sit comeback med en kamp mod den Frankfurt-baserede tyrker, Oezcan Cetinkaya (17-6-1, 11 sejre på KO), og så får vi også et eksplosivt opgør mellem Konstantin Airich (14-2-2, 11 sejre på KO) og Alexander Kahl (15-5-1, 13 sejre på KO). Begge disse kampe er i sværvægt, men der er også flere andre kampe på programmet. Det er sikkert at Eurosport også viser det cubanske cruiservægtstalent, Damian Norris (12-5-0, 7 sejre på KO), i kamp mod debutanten, Nysret Sopay, og bliver kampene korte, så vises der selvfølgelig andre kampe fra stævnet.

Gomez’ imponerede ikke i sin seneste comebackkamp mod Kahl, men selvom han stadigvæk ikke er i form til at takle verdenseliten, så bliver han hele tiden skarpere og skarpere, og der er ikke tvivl om at han har både talent og teknik i orden. I Cetinakaya står han overfor en primitiv men angrebsvillig modstander, og Gomez har brug for at slibe sine våben skarpe, før han bevæger sig op et niveau. Cetinkaya vil selvfølgelig forsøge at levere den store overraskelse, men eksilcubaneren bør have for meget af det hele.

Airich gjorde kort proces mod Alexey Varakin senest, men forbliver en ”hot and cold” fighter. Får han lov til at komme i gang med sine angreb, ja, så er han potent, farlig og særdeles underholdende med sine eksplosive kombinationer. Specielt venstre hooket slår han flot, men i Kahl står han overfor en anden knockoutbokser. Kahl var utrolig passiv og defensiv mod Gomez i sin seneste kamp, men for at være fair, så skal det nævnes, at han var overmatchet på det groveste, og han formåede aldrig at vise, hvad han kan i den kamp.

Overmatchet er debutanten, Sopay, også, og selvom Norris vender tilbage efter en to-årig pause fra gamet, så er det på papiret svært at se, hvad cubaneren får ud af denne kamp, udover at få banket lidt rust af.

Jeg forventer et fint, lille stævne, hvor Öners profiler får mulighed for at vise sine kvaliteter frem, og så håber jeg på attraktiv boksning for seerne.

Som jeg tidligere har skrevet, så er der masser af boksning på Eurosport i juni måned:

Tirsdag den 8. juni kl. 21:15 sendes David Haye vs John Ruiz (WBA VM-kamp i sværvægt)

Tirsdag den 15. juni kl. 21:00 sendes Yuriorkis Gamboa vs Jonathan Victor Baras (WBA VM-kamp i fjervægt)

Tirsdag den 22. juni kl. 21:00 og tirsdag den 29. juni kl. 21:00 sendes der uspecificerede titelkampe, og jeg skal snarest vende tilbage med hvilke kampe det drejer sig om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar