mandag den 12. april 2010

Here we go!


Lørdag aften havde jeg den store glæde af, at kommentere boksning for anden gang på Eurosport. Ved min side havde jeg igen den meget rutinerede og alsidige kommentator, Claus Vandborg, der har fungeret som min guide til, hvordan man kommenterer ”the Eurosport way” gennem disse to første udsendelser. Det at man som ny kommentator bliver kørt ind på denne måde, er i sig selv en stor tryghed, da de på denne måde sørger for, at man ikke laver de helt store bommerter i starten. Det er altid rart at komme helskindet ud af starthullerne, så man rigtig kan give den gas ned af langsiden.

Eurosport har også en solid mentorordning, så de sørger for, at nyansatte får muligheden for at blive grundigt rådgivet og evalueret af en kompetent senior kommentator. Jeg har derfor haft glæden af, at være under Søren Højbergs kyndige vinger, og han har sørget for at analysere mine præstationer, så han har kunnet gøre mig opmærksom på mine styrker og mine svagheder som kommentator. Jeg ved derfor lige præcis hvad jeg skal arbejde på, hvad jeg skal fortsætte med og hvad jeg skal droppe.

Som kommentator, skal man have flere bolde i luften på en gang. Kun de færreste udenforstående er klar over, hvor mange ting man egentlig skal have styr på, mens man er på, og det at kende sine boksefakta er kun en lille (om end nødvendig) del af det. Her er et lille indblik i nogle af de mange ting, der skal være styr på. Man skal f. eks. sørge for at:
- Fungere som vært
- Styre SMS-konkurrencer
- Kommentere ud fra q points, så de senere kan klippe programmet sammen, uden at sætninger bliver klippet midt over
- Kommentere ud fra reklamepauser
- Holde styr på rammerne omkring stævnet
- Analysere hvad bokserne laver
- Komme med forudsigelser
- Have overblik over de strategiske aspekter
- Spotte de små tekniske detaljer, som gør hver bokser speciel, mens de laves i ringen
- Holde øje med hvem der vinder hver omgang (til det uofficielle scorecard)
- Holde styr på det uofficielle scorecard, og informere om scoren undervejs
- Holde øje med kendte tilskuere, trænere, dommere, kampledere osv.
- Kommentere ud fra kampens intensitet og dramatik
- Underholde seerne med informative kommentarer, ud fra hvem bokserne er, hvor de kommer fra og hvor de er i karrieren
- Evaluere kampene

Udover dette, skal man selvfølgelig sørge for at snakke klart og tydeligt, og gerne være underholdende. Det at være underholdende er måske den sværeste del af dem alle, fordi man skal finde en helt bestemt balancegang, så hardcore boksefans, almindelige sportsinteresserede og helt uvidende seere alle er tilfredse.

Selvom jeg har noget erfaring fra kommentering på tre andre tv-kanaler, har det derfor været betryggende og bekræftende at have et stærkt, erfarent og kompetent støtteapparat omkring mig. Jeg er virkelig taknemlig for den måde jeg bliver behandlet af Eurosport på. Jeg kan simpelthen ikke rose Claus, Søren og mine andre kollegaer nok, og min chef, Ketil Berg Sørensen, skal også have meget ros for at sørge for rammerne er så gode. Så er resten bare op til mig, og nu skal der præsteres.

Fra nu af kommer jeg nemlig til at kommentere alene, og selvom det selvfølgelig er en stor udfordring, så bliver det på mange måder bliver det nok lidt nemmere, da jeg nu kan styre ”manuskriptet” på min egen måde, uden at skulle bytte roller, som vært og ekspert, hele tiden. Nu skal jeg finde min egen stil og rytme, og sørge for at repræsentere boksesporten og Eurosports bokseudsendelser bedst muligt. Det er en svær opgave, men samtidig en enormt attraktiv opgave, som jeg vil klø på med, for at kunne løfte den bedst muligt.

Faktum er, at når man stikker næsen frem, så får man et hak over den en gang i mellem, og få jobs gør at man får stukket næsen længere frem, end jobbet som tv-kommentator. Jeg er udmærket godt klar over realiteterne, og kender alt til konsekvenserne. Jeg vil ikke sige at det ligefrem er skræmmende, selvom der jo kommer flere og flere kritiske hjemmesider og grupper på Facebook mod diverse kommentatorer, og hetzen bliver mere og mere personlig. Ofte går den langt over stregen. Offentlige personer bliver svinet til, og ved at sætte mig selv i denne position, så ved jeg det også kan ske for mig. Det kommer det sikkert også til. Det er ikke en sjov del af jobbet, men det hører med.

Ligesom der findes ca. tre millioner danskere, der mener de kan træne fodboldlandsholdet bedre end Morten Olsen, så findes der jo også rigtig mange boksefans, der mener de kan gøre det bedre end boksekommentatorerne. Heldigvis er boksefans som regel noget mindre radikale end fodboldfans, og volumen er i hvert fald helt anderledes. Jeg tager dog det hele med, og jeg håber og tror, at jeg kan tilfredsstille de fleste seere. Jeg ved også godt, at hvis jeg misser nogle detaljer (hvilket jeg utvivlsomt kommer til, for det gør alle), så kommer jeg til at høre for det.

Den fejlfri tv-udsendelse er endnu ikke lavet, og den kommer heller ikke til at blive lavet, fortalte Ib Søby mig en gang. Menneskelige fejl altid vil opstå. Men det er nu stadigvæk målet for mig at levere et perfekt produkt, og det er det jeg arbejder imod.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar