tirsdag den 26. juli 2011

Lucian Bute vs Jean Paul Mendy


Eurosport sender i aften kl. 22:00 fire boksekampe fra Romexpo i Bukarest, Rumænien, hvor hovedkampen er IBF VM-kampen i super mellemvægt mellem den forsvarende mester, Lucian Bute, og førsteudfordreren, Jean Paul Mendy.

Bute (28-0-0, 23 sejre på KO) er utvivlsomt en af de absolut bedste super mellemvægtere i verden, og mange mener, at han er den allerbedste foran Andre Ward, Carl Froch og ja, danske Mikkel Kessler. Den nu canadisk baserede rumæner gør sit ottende forsvar af titlen i sit hjemland Rumænien, hvor han kun har bokset en enkelt gang som professionel tidligere. Han er ved at udvikle sig til en stor stjerne, og det er derfor en meget populær hjemmebanefavorit, som skal takle den franske udfordrer, Mendy.

Mendy (29-0-1, 16 sejre på KO) er førsteudfordreren til IBF-titlen, men det må siges at hans kvalifikationsgrundlag virker lidt svagt, da han vandt kvalifikationskampen mod Sakio Bika på diskvalifikation. Bika havde Mendy i alverdens problemer allerede i første omgang, men da han slog Mendy i gulvet med et venstre hook, kom han til at følge op med en højre uppercut, mens Mendy havde knæet i gulvet. Franskmanden blev slået helt ud af det slag, og Bika blev selvfølgelig diskvalificeret. Ja, Mendy vandt over Bika, men jeg sad personligt tilbage med følelsen af, at Bika var den klart bedre bokser.

Uanset, så er det den franske bokser, som får chancen mod Bute, og dette møde mellem to teknisk dygtige southpaws med imponerende baggrund fra amatørboksning er et spændende match-up i toppen af vægtklassen. Begge er teknisk kompetente, bevægelige og hurtige, men Bute har bokset på et andet niveau som professionel, selvom han har haft svært ved at finde topmodstandere, da han ikke er med i Super Six turneringen. Mendy har oddsene imod sig, men han kommer trods alt ind til kampen med en ubesejret rekordliste, og en sejr over Bute vil få alle til at glemme kampen mod Bika.

Set med danske øjne, så er kampen også ganske interessant, da Bute er et af de navne, som muligvis ligger i Kesslers fremtid, hvis danskeren slår Robert Stieglitz senere på året.

Ellers fra stævnet i Rumænien vises fjervægtskampen om WBC International titel mellem den forsvarende mester fra Filippinerne, Jun Talape (21-7-1, 8 sejre på KO), og den ubesejrede rumæner, Viorel Simion (13-0-0, 5 sejre på KO). Det meget hypede canadiske letweltervægtstalent, Pier Olivier Cote (16-0-0, 11 sejre på KO) tager imod den erfarne mexicanske journeyman, Pedro Navarrete (26-11-3, 15 sejre på KO). Den nye rumænske sværvægtsprofil, Bogdan Dinu (5-0-0, 2 sejre på KO) mødes den svensk baserede bokser fra Tanzania, Awadh Tamim (12-2-0, 7 sejre på KO).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar