tirsdag den 11. oktober 2011

Alexander Povetkin vs Ruslan Chagaev!


Eurosport sender igen i aften kl. 21:00 boksning fra Messehalle i Erfurt, Tyskland. Stævnet er blevet delt op i to, således at den første del blev vist for første gang den 27. september, og den anden del vises i aften den 11. oktober.

Der vises to titelkampe fra dette flotte Sauerland-stævne, og hovedfokus ligger selvfølgelig på sværvægtsbraget mellem Alexander Povetkin og Ruslan Chagaev, der gælder den vakante WBA titel. Men der vises også den interessante returkamp om den ligeledes vakante EU-titelkamp i letsværvægt mellem Arthur Hein og Tony Averlant.

Povetkin (21-0-0, 15 sejre på KO) og Chagaev (27-1-1, 17 sejre på KO) er begge tidligere stjerner fra amatørboksning, som nu forsøger at gentage succesen som professionelle. Russiske Povetkin er ubesejret, og har i en del kampe set mange lovende ud, selvom han endnu ikke er blevet testet for alvor. Hans team sagde nej tak til en VM-kamp mod Wladimir Klitschko, der er blevet udråbt til WBA ”super champion”, og det har fået mange til at sætte spørgsmålstegn ved Povetkins evner. Specielt hans coach, Teddy Atlas, fik kritik for det, men han mente simpelthen at Povetkin manglede lidt modenhed, og det lyder i mine ører ganske fornuftigt.

Chagaev har tidligere holdt den selvsamme titel, som de to bokser om. Den usbekiske southpaw snuppede WBA-titlen med en strategisk pointsejr over Nikolay Valuev og forsvarede den mod Matt Skelton og Carl Davis Drumond, før Klitschko stoppede ham i en unificationkamp. Chagaev er utvivlsomt Povetkins største test i hans professionelle karriere, og han har bokset på et andet niveau end Povetkin har. Udover at være en akavet southpaw, så besidder Chagaev masser af power, selvom han ofte bokser ganske forsigtigt.

Hein (14-1-1, 8 sejre på KO) og Averlant (15-5-2, 3 sejre på KO) mødes for anden gang i træk, fire måneder efter deres første møde endte i en kontroversiel uafgjort. Igen gælder det EBU's EU-titel, og igen er tyske Hein på hjemmebane. Hans franske modstander viste dog gode takter i deres første møde, og selvom han har en plettet rekordliste, så har han mødt de bedre boksere og virker mere rutineret. Der er lagt op til endnu en tæt match-up mellem de to.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar