tirsdag den 27. september 2011

Helenius vs Liakhovich i aften kl. 21:00


Eurosport sender i aften kl. 21:00 boksning fra Messehalle i Erfurt, Tyskland. Stævnet er delt op i to, således at den første del vises i aften, og den anden del vises den 11. oktober. I aften vises tre kampe: Robert Helenius vs Siarhei Liakhovich, Dominick Britsch vs Steven Bendall og Marcos Nader vs Gianmario Grassellini.

Alle tre kampe involverer fremtidige håb i deres respektive vægtklasser, men der er ikke tvivl om, at Helenius er den bokser som umiddelbart har udvist det største potentiale. Den finske sværvægter har scoret en række spektakulære sejre over stærke navne, og i Liakhovich møder han endnu en på papiret hårdmodstander.

Helenius er forbavsende hurtig af en bokser på to meter, og han har bevist både som amatør og professionel, at han besidder legitim knockoutpower i begge hænder. Liakhovich er tidligere WBO-mester, men dette er kun hans fjerde kamp på fem år, og det er længe siden, at han har imponeret.

På trods af hans flotte CV, så er Liakhovich derfor underdog’en mod Helenius, der viser stor udvikling kamp for kamp.

Britsch er en anden lovende bokser i Sauerland stalden, og også han er ubesejret. Han bliver dog ført ganske langsomt frem, og hans manglende slagkraft kan nok give ham problemer mod de allerbedste. Ellers er han teknisk velfunderet og har meget hurtige hænder og fødder. Bendall er en tricky southpaw, som så meget lovende ud tidligt i hans karriere. Han har til gengæld vist, at han ikke kan klare sig mod de bedste, og han er derfor på vej mod en rolle som en stepping-stone.

Nader er ikke nået fuldt så langt endnu i sin karriere, men han er ligeledes en dygtig teknikker, som mangler det store knockout-slag. Han skal op imod Grassellini, der ligner en fin test for Nader på dette tidspunkt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar