tirsdag den 29. januar 2013

Boksning fra Tyskland


Eurosport sender i aften kl. 21:00 tre boksekampe fra Sauerland Event stævnet i Arena Nürnberger Versicherung i Nuremberg, Tyskland. Hovedkampen er WBO-kampen i super mellemvægt mellem den forsvarende mester, Arthur Abraham, og udfordreren, Mehdi Bouadla. Der vises også EM-kampen i cruiservægt mellem Mateusz Masternak og Juho Haapoja og WBA Inter-Continental kampen i letmellemvægt mellem Jack Culcay og Jean Michel Hamilcaro.

Abraham er den tidligere IBF-mellemvægtskonge, som blev udstillet i Super Six turneringen mod Carl Froch, Andre Dirrell og Andre Ward, men som har kæmpet sig tilbage til titelkampe og senest snuppede WBO-bæltet fra Robert Stieglitz. Tyskeren er stadigvæk et stort navn, og hans slagkraft er fortsat en massiv force, selvom hans defensive huller og manglende kreativitet er blevet blottet mod de tre førnævnte boksere.

Udfordreren, Mehdi Bouadla, husker mange danske fans fra Mikkel Kesslers comebackkamp, hvor franskmanden blev brugt som en menneskelig yoyo af den danske bokser. Han er en slugger, som kommer fremad, og som godt kan lide at stå toe-to-toe med sine modstandere. Siden nederlaget i Parken har han vundet over tre journeymænd, og nu får han så chancen mod den hårdtslående Abraham.

Begge er aggressive sluggere, men der er ingen tvivl om, at WBO-mesteren slår langt hårdere, og han er også favoritten.

Ellers dyster Masternak og Haapoja altså om det ledige EBU-bælte, som blev taget fra Alexander Alekseev, og Culcay får en ny god mulighed for at fremvise sine glimrende færdigheder, når han sætter sit WBA Inter-Continental bælte på spil mod den stærke udfordrer, Hamilcaro.

mandag den 21. januar 2013

K-1 World MAX 2012 World Championship Final


Eurosport sender i aften kl. 21:00 K-1 World MAX 2012 World Championship Final fra Athen, Grækenland, hvor nogle af verdens absolut bedste kickboxere dyster om titlen som vinderen af den store turnering, der altså afsluttes med denne hæsblæsende ottemandsturnering.

Det er nogle af de absolut største profiler som er med, og feltet består altså af Reece McCallister, Murthel Groenhart, Yasuhiro Kido, Chris Ngimbi, Arthur Kyshenko, Andy Ristie, Andy Souwer og hjemmebanehelten, Mike Zambidis.

Vinderen skal altså gennem tre hårde kampe på en og samme aften for at kunne tage titlen og de 300,000 $ med hjem.

Disse ottemandsturneringer lægger som regel op til stor dramatik, og med tanke på hvilken eksplosiv cockatil som feltet udgør, så er der virkelig lagt op til et brag af et show.

Der er ingen tvivl om, at nogle af verdens absolut bedste fightere er involveret i denen turnering, men K-1 har fået stor konkurrence af Glory, der forsøger at udkonkurrere K-1 organisationen. Den traditionsrige og meget populære japanske organisationer fik i 2012 nyt liv efter et mørkt 2011, og denne turnering markerer på mange måder, at de for alvor er tilbage.

Så tune ind på Eurosport for at tjekke de hårdtslående, lynhurtige og teknisk fremragende kampatleter ud i aften kl. 21:00.