tirsdag den 27. marts 2012

Povetkin vs Huck + Britsch vs Santos


I aften kl. 21:00 viser Eurosport to titelkampe fra Porsche-Arena i Stuttgart, Tyskland. Hovedkampen er WBA VM-kampen i sværvægt mellem den forsvarende mester, Alexander Povetkin, og sværvægtsdebutanten og WBO cruiservægtsmesteren, Marco Huck. Den anden kamp er duellen om den vakante EBU-EU titel i mellemvægt mellem Dominik Britsch og Roberto Santos.

Povetkin og Huck er i samme stald, men begge har længe snakket om, at de gerne vil møde hinanden. Povetkin gør sit andet forsvar af ”det almindelige” WBA-bælte (Wladimir Klitschko er ophøjet til såkaldt super mester), og han møder altså den regerende WBO champ i cruiservægt, Huck.

Povetkin er ingen stor sværvægter, men han har alligevel en fordel i størrelse, når man møder den naturligt mindre mand. Russeren er den bedre teknikker, men hans form og præstationer har været noget svingende. Huck er kendt for sin primitive men meget aggressive stil, og selvom han er den mindre mand, så er han muligvis den mere hårdtslående af de to. Tyskeren er i hvert fald yderst eksplosiv, og han skal udnytte dette mod den mere polerede bokser.

Stilmæssig, så er der lagt op til en flot kamp, og det er to af de absolut største navne i euopæisk boksning som clasher i denne interessante match-up.

EBU-EU titelkampen mellem den lokale helt, Britsch, og den spanske matador, Santos, ligner en servering for den meget hypede tysker. Britsch er en glimrende teknikker, men han har flere gang vist svagheder, når han bliver sat under pres. Der er dog lagt op til, at Britsch kan snuppe sin første større titel. Spanieren er ingen ”world beater”, men han er en hårdfør og solid modstander, som til trods for sin mindre imponerende rekordliste, helt sikkert kommer for at vinde.

Alt i alt, så er der lagt op til to flotte boksekampe af høj kvalitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar