mandag den 21. maj 2012

Spektakulær bokse- og kampsportsweekend på Eurosport!



Denne weekend er spækket med intens boksning og kampsport på Eurosport. Fredag kl. 21:00 sendes den 12. udgave af Bigger's Better direkte fra Siemens Arena i Vilnius, Litauen, hvor otte sværvægtere dyster om den store hovedpræmie på 15.000 $. Lørdag kl. 21:05 sendes der direkte fra Annexet i Stockholm, Sverige, hvor et af årets absolut største Kickboxing events går af stablen, når Glory World Series åbner op med deres Glory First 16.

Set med danske øjne, så er weekendens to direktetransmissioner yderst interessante, da den Århus-baserede iraner, Shahriyar Weissi, stiller op i Bigger's Better, mens Roskildes egen Mohammed El-Mir skal op i karrierens største udfordring, når han skal i kamp mod selveste Albert Kraus i Glory World Series.

Bigger's Better turneringernes kvalitet varierer meget, men turneringsformatet leverer som regel intense kampe og dramatik. Fredag aften vender turneringen tilbage til Siemens Arena, og det er igen en blandet gruppe deltagere, som stiller op:
Sergej Maslobojev (Litauen)
Jonathan Pasi (Tyskland)
Kamil Sokolowski (Polen)
Alexander Pantukhov (Hviderusland)
Konstantin Gluhov (Letland)
Adrian Poputea (Rumænien)
Mattias Lundkvist (Sverige)
Shahriyar Weissi (Iran/Danmark)

Weissi er måske ikke så kendt af mange danske boksefans, men iraneren har boet i Vejle og Århus det seneste års tid. Ifølge hans coach, Mohamed F. Tehrani, har Weissi 150 amatørkampe på bagen, og det alene gør ham til en ganske spændende profil. Den kun 18 år gamle amatørbokser vejer kun 87 kg, hvilket gør ham til en af turneringens letteste deltagere nogensinde, og vi kan kun håbe at Weissis teknik kan gøre op for de manglende kilo.

"Han er hurtig, god teknisk og har et stort potentiale, " siger Tehrani om Weissi. "Ja, han er nok meget mindre end de andre deltagere, men han er en ægte fighter, og han har evnerne til at nå til tops. Man ved aldrig, hvem der vinder de her turneringer, og Weissi har en chance," fortsætter han.

The Colosseum-repræsentanten er meget ambitiøs og han satser virkelig på boksningen. Han vil forsøge at få opmærksomhed og på den måde kickstarte sin professionelle karriere ved at gøre det godt i denne turnering. Det bliver spændende at følge Weissi på hans vej mod toppen.

Lørdag aften er det anden dansker, som er i fokus. Mohammed El-Mir har gennem en årrække leveret stabile toppræstationer i ind- og udland, hvilket gør at Glory World Series rangerer ham som nummer 11 i verden blandt deres kæmpere.

Over 100 kampe er der efterhånden blevet til for Roskilde-produktet, men der er vist ingen tvivl om, at han i form af Albert Kraus står overfor karrierens absolut største udfordring. En sejr over hollænderen i denne første runde af Glorys Final 16 turnering, vil selvfølgelig sende ham videre til næste runde. Vigtigere endnu, så vil en sejr åbne op for de helt store kampe.

"Jeg ser egentlig på denne kamp, som jeg ser på alle andre kampe. Jeg ved jeg er god nok, og det synes jeg også, at jeg har bevist. Det gælder bare om at få chancen, og det gør jeg så nu," forklarer El-Mir selvsikkert om end lidt tilbagelænet. Roskilde-fighteren med 109-kampe bag sig har bl.a. kæmpet helt lige op mod Muay Thai legenden, Jomhod: "Jeg har måske for det meste mødt fightere fra vores nabolande, men jeg har stadigvæk en af de flotteste rekordlister overhovedet. Mod Jomhod viste jeg mit værd."

Dette er en kamp, hvor El-Mir har alt at vinde, og det er en mulighed for ham at vise verden, at han har evnerne til at klare sig på dette niveau.

Fightcardet til dette stævne er muligvis det flotteste, som vi kommer til at se i år overhovedet, da det er spækket med en række af verdens absolut bedste kickboxere.
Glory MMA:
Ilir Latifi (Sverige) vs. Tony Lopez (USA)
Jason Jones (Holland) vs. Barjamaj Dritan (Albanien)

Glory First 16:
Giorgio Petrosyan (Italien) vs. Fabio Pinca (Frankrig)
Max Vorovski (Letland) vs. Sanny Dahlbeck (Sverige)
Robin van Roosmalen (Holland) vs. Dzhabar Askerov (Rusland)
Ky Hollenback (USA) vs. Michael Corley (USA)
Yoshihiro Sato (Japan) vs. Shemsi Beqiri (Schweiz)
Dennis Schneidmiller (Tyskland) vs. Tim Thomas (England)
Kem Sitsongpeenong (Thailand) vs. Cosmo Alexandre (Brasilien)
Albert Kraus (Holland) vs. Mohamed El Mir (Danmark)

Glory World Series Super Fights:

Carter Williams (USA) vs. Gökhan Saki (Tyrkiet)
Nieky Holzken (Holland) vs. Alex Harris (Sverige)
Semmy Schilt (Holland) vs. Errol Zimmerman (Curaco)

Det er svært at fremhæve en kamp frem for en anden, når så mange af verdens absolut dygtigste kickboxere samles på et kort. Alligevel, så må det nævnes, at det er en helt og aldeles sublim matchning, når verdens pt. suverænt bedste kickboxer i mellemvægt (70 kg), Giorgio Petrosyan, møder det tekniske vidunder, Fabio Pinca. For de fleste hardcore fightfans gør denne lækkerbisken alene dette fightcard sensationelt.

At Glory så har formået at matche så mange andre topnavne op mod hinanden, gør dette til en ren magtdemonstration overfor de andre kickboxing organisationer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar