tirsdag den 21. august 2012

Tre timers bokseaction!


Eurosport sender i aften kl. 20:00 og tre timer frem tre kampe fra USA, hvor af to involverer nogle af de bedste sværvægtere i verden, hvis man ser væk fra Klitschko brødrene. Kampene som vises er:

Odlanier Solis mod Konstantin Airich fra Convention Center i Pharr, Texas, og fra Prudential Center i Newark, New Jersey viser vi Dole Carrasquillo mod Jamaal Davis samt Tomasz Adamek vs Eddie Chambers.

Solis er på vej tilbage efter sin kiksede kamp mod Vitali Klitschko, mens Airich desperat forsøger at holde liv i sin karriere. Solis har brug for lidt medvind i sejlene for at komme på ret kurs igen efter knæskaden, som stoppede ham mod Klitschko. Samtidig har Airich været helt nede på bunden og vende, og hans seneste sejr over Ondrej Pala er nok karrierens bedste.

Solis er en bokser, som har alle værktøjerne til at gå hele vejen, men disciplinen mangler tilsyneladende en smule. Den tidligere cubanske amatørstjerne har taget mange kilo på, og det klær ham ikke.

Airich er på den anden side en noget primitiv type, som dog besidder legitim knockoutpower. Hans kæbe og vilje har dog svigtet ham før, men han jagter den store mulighed.

Carrasquillo vs Davis er en glimrende match-up mellem to solide mellemvægtere. Ingen af de to er world-beatere, men de kommer for at vinde og de to journeymen er kendt for at levere underholdende kampe.

De er dog opvarmningen til aftenens hovedkamp, som står mellem Adamek og Chambers. Begge er på vej tilbage efter nederlag mod hver sin Klitschko-bror, og de to atletiske og hurtige sværvægtere krydser nu klinger for at få muligheden for, at kunne tilkæmpe sig en ny VM-chance.

Begge er ganske små i denne vægtklasse for giganter, og deres manglende knockoutpower er da også en af de ting som hindrede dem mod Klitschko-brødrene.



Teknisk set er de dog blandt de bedste i divisionen, og begge har et solidt teknisk fundament, som de baserer deres boksning på.



Solis, Adamek og Chambers tilhører alle tre gruppen af boksere, som ligger lige under den absolutte top, mens Airich ikke helt har nvieauet til det. Aftenens kampe er altså en glimrende mulighed for at se boksere, som muligvis kommer til at bokse VM-kampe indenfor det næste års tid eller to.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar