søndag den 30. januar 2011

Strikeforce: Diaz vs Cyborg

I aften kl. 21:45 sender Eurosport2 MMA-stævnet, Strikeforce ”Diaz vs Cyborg”, og med to eksplosive titelkampe på fightcardet, lægges der virkelig op til en festaften af de helt store for de danske MMA-fans.

I aftenens hovedkamp sætter den meget populære og samtidig kontroversielle mester, Nick Diaz (23-7-0), sin weltervægtstitel på spil mod den hårdtslående og voldsomt aggressive brasilianer, Evangelista Santos (18-13-0), der er bedst kendt som ”Cyborg”.

Diaz har aldrig set stærkere ud, og selvom hans seneste titelforsvar mod KJ Noons ikke var amerikanerens mest imponerende indsats, så rider han højt på en sejrsbølge af otte sejre. Udover revanchesejren over Noons har Diaz slået bl.a. Hayato Sakurai, Frank Shamrock og Scott Smith, siden han forlod UFC. I løbet af de seneste par år, har han virkelig slebet sine værktøjer skarpe, og hans cocktail af akavet, højvolume southpaw boksning og skarp, submissionfarlig BJJ har været øjenåbnende for hele MMA-miljøet, og samtidig har han nedbrudt en række topnavne i fabelagtige præstationer. Diaz’ svaghed har altid ligget i brydningen, men hans guard er stærk både offensivt og defensivt, og han er som regel altid i stand til at angribe fra ryggen.

Cyborg er måske ikke den stærkeste udfordrer derude, men han så meget overbevisende ud i sit comeback til weltervægt efter en lang række kampe i højere vægtklasser. Brasilianeren, der nu er baseret i USA, er fra starten af karrieren blevet matchet utrolig hårdt. Han har skødesløst taget mange kampe på udebane mod større, stærkere fightere af høj kvalitet, og han er kendt som en never-say-die kriger, der altid angriber. Til trods for at han kun har vundet tre ud af sine syv seneste kampe, så var han lysende i sin seneste kamp, hvor han slukkede lyset for den tidligere titeludfordrer, Marius Zaromskis, halvvejs gennem første omgang. Sejren over Zaromskis, den frygtindgydende udstråling og måske også PR-vinklen med hans kone, Cristiane ”Cyborg” Santos, som er Strikeforces kvindelige mellemvægtsmester, er en kombination, som har givet Cyborg en titelkamp mod Diaz. Hans fighterhjerte, aggressivitet og hårdhed er topnotch, men udover Zaromskis-sejren har Cyborg generelt tabt til alle elitefighterne han har mødt.

Cyborg plejer at gøre det hårdt for favoritterne, og er kendt for sine vilde krige (hvem glemmer nogensinde kampen mod Melvin Manhoef?), men han er den klare underdog her. Cyborg har farlig stand-up og undervurderede submissions, men Diaz har set lysende ud de seneste par år, og de fleste eksperter regner med en hård, frem-og-tilbage type kamp, som til sidst svinger over i Diaz’ favør. Uanset hvad der sker, så bør dette blive en dramatisk kamp med masser af action og flow mellem de forskellige distancer.

Aftenens co-main event er en lige så blændende match-up mellem en af verdens absolut bedste grapplere, Strikeforce’s mellemvægtskonge, Ronaldo ”Jacaré” Souza (13-2-0), og en af de mest underholdende og hårdtslående kæmpere i MMA overhovedet, Robbie Lawler (18-6-0).

Jacaré er en af de bedste udøvere af BJJ og SW i dag, og han har imponeret i sin udvikling som kæmper de seneste par år. Til trods for sin stærke base i BJJ, så er han skarp og farlig stående med hurtige slag og spark, men i denne kamp er der ingen tvivl om, at han hurtigst muligt skal have kampen ned. I modsætning til mange andre BJJ-esser, som tager springet over til MMA, så har Jacaré et meget stærkt brydegame, og hans nedtagninger er virkelig svære at stoppe.

Lawler, der har scoret store sejre, men også har lidt tunge nederlag i en up-and.down karriere, har gennemgået udviklingen fra at være en vild, usleben diamant til at være en well-rounded MMA-fighter. Hans stand-up er stadigvæk meget vildt, og han satser meget på sin eksplosivitet og power, men hans forsvar mod nedtagninger er undervurderet. Han har en reel chance for at hive sejren hjem, hvis han kan stoppe mesterens nedtagninger og klippe ham med sine efterhånden patenterede southpaw hooks og flyvende knæ.

Dette er Jacarés første forsvar siden han vandt den vakante titel med en pointsejr over Tim Kennedy, og man må sige at det er en stor udfordring, han står overfor i den farlige udfordrer. Jacaré er en elitefighter, men selvom Lawler har fordelen i rutine og erfaring fra MMA, så er brasilianeren den knebne favorit i denne kamp.

Fra undercardet vises grapplinglegenden, Roger Gracie (3-0-0), i en svær test mod den langt mere rutinerede Trevor Prangley (23-6-1), der er en stærk bryder med en solid kæbe. Og så fortsætter det modificerede freakshow med legenden fra amerikansk fodbold, Herschel Walker (1-0-0), der for anden gang går i buret. Walker skal møde Scott Carson (4-1-0), der har langt mere erfaring fra MMA og kampsportstræning generelt, men han besidder på ingen måde de samme fysiske attributter som den 48-årige eliteatlet, Walker, besidder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar