onsdag den 9. februar 2011

Historisk MMA-event på Eurosport2: Fedor vs Silva!


For første gang nogensinde, vises Strikeforce direkte i Danmark, når Eurosport2 lørdag nat til søndag kl. 04:00 bl.a. viser de første to kvartfinaler i Strikeforces meget omtalte og længe ventede sværvægts Grand Prix direkte fra IZOD Center i E. Rutherford, New Jersey i USA.

Verdens hurtigst voksende idrætsgren er ved at have et solidt grundlag i Danmark blandt både fightere og fans, og flere og flere danske fightfans nyder kampsportens svar på Formel1, Mixed Martial Arts (eller MMA, som sportens kaldes i almindelig tale).

Eurosport2 har siden slutningen af 2010 sendt Strikeforces underholdende stævner af meget højt niveau, og nu åbner den innovative sportskanal så op for det første direkte transmitterede stævne, hvor hovedkampen involverer sportens nok allerstørste navn. Den mest idoliserede figur i MMA, russiske Fedor Emelianenko, gør lørdag aften amerikansk tid comeback mod den store, stærke brasilianer, Antonio Silva, i et brag af en sværvægtskamp, som har hele MMA-verdenen siddende på kanten af sædet.

Dette er altså den ene af de fire eksplosive kvartfinaler i den sværvægtsturnering, som Strikeforce har planlagt for 2011. Udover Emelianenko og Silva, deltager Allistair Overeem, Fabricio Werdum, Josh Barnett, Brett Rogers samt Andrei Arlovski og Sergei Kharitonov, der mødes i den anden kvartfinale lørdag nat ved samme stævne. De resterende to kvartfinaler, semifinalerne og den gigantiske finale vil blive udkæmpet senere på året i kampe, som selvfølgelig vises på Eurosport2!

Resten af stævnet er spækket med sværvægtskampe af høj kvalitet, og der er virkelig lagt op til en MMA-weekend af de helt store på Eurosport2, da der fredag aften kl. 23:00 vises en af de allerstørste kampe i Strikeforces historie mellem den kontroversielle og meget populære Nick Diaz og den aldrende legende, Frank Shamrock, samt det stævnes actionpackede undercard.

Så tune ind på Eurosport2 fredag aften og tidlig søndag morgen, når der for alvor fyres op for den helt store MMA-fest!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar