fredag den 20. maj 2011

Bradley Pryce vs Sergey Rabchenko


Eurosport sender i aften kl. 21:00 boksning direkte fra Deeside Leisure Centre i Queensferry, Wales, hvor Bradley Pryce møder Sergey Rabchenko i en yderst interessant kamp om den ledige WBA Inter-Continental titel i letmellemvægt.

Hjemmebanehelten, Pryce (31-9-0, 18 sejre på KO), er meget underholdende bokser, der efter en række nederlag i årene 2002-2005 fik vendt karrieren, da han pointbesejrede Ossie Duran om Commonwealth titlen. Pryce forsvarede titlen på imponerende vis seks gange, før han tabte den til den hårdtslående Matthew Hall. Efter blandet held i Prizefighter turneringen vandt waliseren over Michael Lomax, men tabte en tæt pointafgørelse mod Colin Lynes senest, og håber derfor på, at en sejr over Rabchenko kan åbne døre til de store kampe ham. Pryce er en hærdet veteran, som holder højt niveau, og som regnes som en af Storbritanniens stærkeste letmellemvægtere.

Rabchenko (16-0-0, 12 sejre på KO) er for de fleste boksefans et ukendt navn, men mange eksperter betegner ham som en af Østeuropas allerstørste talenter. Hviderusseren har scoret 11 knockouts i træk, og han er en legitim knockoutpuncher, som besidder et uhyggeligt venstre hook både til krop og hoved. Rabchenko har i sine seneste to kampe mødt Roman Dzhuman (tidligere dobbelt EM-udfordrer) og Michael Concepcion, og står nu overfor karrierens første store test. Alle up-and-coming talenter står foran denne type ”make or break” kampe, som skal vise, hvor god talentet reelt er. For Rabchenko er Pryce-kampen en glimrende mulighed for at eksplodere ind på den europæiske scene mod et respekteret og anerkendt navn, men det er samtidig et meget stort skridt op af stigen for hviderusseren.

Pryce har langt mere rutine og erfaring fra store kampe, og han er vant til at gå 12 omgange. Rabchenko har derimod kun gået seks omgange to gange, og det var i hans tredje og fjerde kamp som professionel. Dette kan selvfølgelig have stor betydning, da Pryce er kølig under pres og han ved at han kan klare sig i lange, hårde kampe.

Der er dog ikke tvivl om, at Rabchenkos power er ”for real”, og Pryce er blevet stoppet fire gange i karrieren mod boksere som slår hårdt. Pryce vil helst have tid til at bokse sig ind i en kamp, men Rabchenko kommer til at presse ham fra starten af, og det kan være et stort problem for den lokale favorit. Vi har vist en række af Rabchenkos kampe på Eurosport, og han har imponeret mig meget, da han altid bokser med stor selvtillid, et godt overblik og frygtindgydende slagkraft.

En anden interessant vinkel på denne kamp er, at Pryce tidligere i karrieren har vundet over to andre ubesejrede østeuropæere, Ivan Kirpa og Sergey Stepkin, i lignende kampe. Både Kirpa og Stepkin har bevist sit værd i kampe efter deres nederlag til Pryce, og waliseren vil forsøge at duplikere hans sejre over dem i aften.

Stilmæssig er dette en meget attraktiv kamp, da Pryce er kendt for sine mange underholdende brag af nogle kampe mod navne som Michael Jennings, Thomas McDonagh og Anthony Small, og på ingen måde er tilbageholdende, når det gælder at bytte bomber. Han står overfor en seriøs afslutter i Rabchenko, som er sulten, aggressiv og fuld af selvtillid. Pryce er lidt akavet i sin stil, men er alligevel den mere polerede bokser, som kan lide at kontrabokse bag sit jab og så åbne op i kombinationer, når åbninger er der. Rabchenko er en typisk østeuropæisk slugger, som satser meget på sine hooks og uppercuts, og han kommer til at presse Pryce til at åbne op.

Jeg forventer en action-packed kamp, hvor Rabchenko presser på tidligt for at score den store knockout. Hvorvidt han kan levere varen mod Pryce eller ej, det er det store spørgsmål. Umiddelbart, så ligner det en kamp, som favoriserer Rabchenko tidligt, men for hver omgang der går, så vil oddsene styrkes i Pryces favør.

Fra undercardet vises der flere spændende kampe, men hovedfokus der ligger på kvalifikationskampen i letmellemvægt mellem den ubesejrede lokale helt, Tom Doran (9-0-0, 2 sejre på KO), og den mere rutinerede veteran, Max Maxwell (14-9-3, 3 sejre på KO), hvor vinderen får retten til at kæmpe om den britiske titel senere på året. Doran hypes som den nye, store walisiske profil "to be", men Maxwell er kendt for sin intense stil. Ingen af de to er kendt som specielt hårdtslående boksere, så jeg forventer en lang kamp, hvor Dorans bedre teknik burde kunne hive sejren hjem til ham.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar