torsdag den 14. april 2011

Bigger's Better 5 LIVE fra NRGi Arena i Århus!


I aften kl. 21:00 sender Eurosport direkte fra NRGi Arena i Århus, hvor den femte udgave af den populære og kontroversielle ottemandsturnering i boksning bliver afholdt. Set med danske øjne, så ligger hovedfokus selvfølgelig på århusianske Ed Monso, der for anden gang deltager i konceptet, og som leverede en overraskende god præstation, da han nåede frem til semifinalen i Bigger’s Better 2.

Efter gårsdagens indvejning sagde Monso bl.a.: ”Jeg glæder mig rigtig meget til at bokse på hjemmebane, og selvom jeg ikke er den mest rutinerede bokser, så viste jeg sidst, at jeg kunne levere et godt show på trods af, at jeg deltog på kort varsel. Jeg tror mange fightfans er træt af kedelige og strategiske boksekampe over 12 omgange. Dette format giver muligheden for flere intense kampe på kort tid. Indtil videre har det været de bedste boksere, som har vundet turneringerne, men det vil jeg forsøge at lave om på denne gang. Jeg repræsenterer Kickboxing og Muay Thai, og de to sportsgrene får alt for lidt opmærksomhed i medierne. Med min deltagelse i Bigger’s Better håber jeg derfor at skabe lidt opmærksomhed omkring min sport, for der er så mange dygtige, unge, danske udøvere derude, som ikke får den ellers fortjente opmærksomhed fra medierne.”

Teamet bag konceptet promoverer det som, at det ikke er boksning, Kickboxing eller MMA, men et turneringsformat for alle fightere over 86 kilo, og det bliver så kæmpet under et modificeret bokseregelsæt. Disse turneringer har fået blandet modtagelser fra de hardcore boksefans, men der er næsten garanti for dramatik, når otte sværvægtere mødes i en turnering. Selvom niveauet kan være noget svingende, så er seertallene rigtig gode for Bigger’s Better stævnerne, og det er jo et bevis for underholdningsværdien.

Kort sagt, så skal vinderen gennem tre kampe af tre gange tre minutters boksning. Regelsættet gør, at kampene bliver bokset i et højt tempo, og deltagerne er nødt til at presse tempoet i vejret.

I aftenens turnering er der linet op til masser af action og spændende kampe, når det internationale felt bestående af rumænske Florian Nazare (2-3-0 som professionel bokser, har en stærk amatørbaggrund bag sig og deltog i Bigger's Better 1), polske Tomasz Bala (amatørbokser og professionel kickboxer), tyske Konstantin Airich (storfavoritten, der er en erfaren og meget hårdtslående professionel bokser med en rekordliste på 16-3-2), polske Damien Trzcinski (amatørbokser og professionel kickboxer, som i manges øjne blev snydt i Bigger’s Better 4 finalen efter en yderst eksplosiv indsats), tyske Niko Falin (stærk og rutineret thaiboxer), belgiske Vladimir Zelent (ubesejret professionel bokser, 4-0-0), litauiske Martynas Knyzelis (rutineret og hårdtslående thaiboxer) og danske Ed Monso (råstærk og eksplosiv thaiboxer) mødes for at finde endnu en vinder af en Bigger’s Better vinder. Vinderne af disse turneringer går videre til det store Bigger’s Better Grand Prix, som vil blive afholdt i slutningen af året. Danske Mourad Raid (amatørbokser og thaiboxer) møder tyske Andre Langen (stærk thaiboxer) i en kvalifikationskamp til Bigger’s Better 6, som går af stablen den 17. juni i Lisabon, Portugal.

Jean Christophe Courreges og Stephane Cabrera laver dette stævne i samarbejde med århusianske Mohammed F. Tehrani, som står bag Muay Thai- og MMA-klubben The Colusseum. Der kommer derfor flere kickboxingkampe af højt niveau på samme fightcard, og der vil også være dansk deltagelse i disse kampe, men de bliver ikke vist på Eurosport i aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar