fredag den 4. november 2011

Bigger's Better 8


I aften kl. 20:45 sender Eurosport direkte fra den ottende udgave af Bigger's Better ottemandsturneringen fra Estadio da Luz i Lissabon, Portugal. Fredag den 16. december afholdes den store Grand Prix finale, Bigger's Better King, som arrangørerne kalder den.

De syv første finalister er fundet, og da Konstantin Airich har meldt fra, har den danske overraskelsesspecialist, Ed Monso, fået hans plads i den store finalerunde. Men i aften skal den ottende finalist findes, og der er igen lagt op til en aften fuld af dramatik, selvom det sportslige niveau som regel er lidt svingende. Disse turneringer er derfor kontroversielle og omstridte, men samtidig fanger de seernes interesse, da turneringsformatet genererer intensitet og spænding.

Aftenens otte turneringsdeltagere kommer fra forskellige baggrunde indenfor kampsportsverdenen (boksning, Kickboxing eller MMA), og de kan tilhøre de tre tungeste vægtklasser i boksning (letsværvægt, cruiservægt og sværvægt).

De otte turneringsdeltagere er:
  • Lukasz Zygmunt: Polsk sværvægtsmester for amatører med 160 amatørkampe, og som nåede til semifinalen i den sjette Bigger's Better turnering.
  • Nicolas Wamba: Fransk kick- og thaiboxer som bl.a. blev juniorverdensmester, og som også har bokset nogle amtørboksekampe.
  • Andreas Sidon: Tysk journeyman med en rekordliste som professionel på 37-11-0 (31 sejre på KO), som bl.a. har en sejr over danske Ingvardt Jørgensen.
  • Fernandez Agibane: Portugisisk fighter med baggrund i Kickboxing og amatørboksning, som kvalificerede sig til denne turnering ved at vinde kvalifikationskampen til Bigger's Better 6
  • Tamas Polster: Ungarnsk fighter som har erfaring fra Muay Thai og MMA, men hvis base er i boksning (professionel rekordliste på 13-6-1, 6 sejre på KO)
  • Tomas Sarara: Polsk kickboxer, som to gange tidligere har deltaget i en Bigger's Better turnering, dog uden den store succes.
  • Henrique Zowa: Angolansk kickboxer og MMA-fighter, som nu er bosat i Holland
  • Lucian Bot: Rumænsk professionel bokser (14-1-1, 5 sejre på KO), som senest deltog i den lignede Prizefighter turnering

Der kommer også en kvalifikationskamp til næste års turneringer, og den står mellem den brasilianske amatørbokser, Fabiano Pena, og den rumænske kickboxer, Vasile Pinheiro.

Er du fan af intense kampe mellem hårdtslående sværvægter, og har du hang til dramatik og action, så er Bigger's Better lige noget for dig. Vil du læse mere om konceptet, så tag et smut forbi www.biggersbetterboxing.com/.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar