torsdag den 17. november 2011

Christian Colombo gør sin professionelle debut LIVE på Eurosport i aften!



I aften kl. 20:00 sender Eurosport direkte fra Orodea Shopping City i Orodea, Rumænien, hvor SuperKombat afholder denne uges første store event (den anden er selvfølgelig den store Grand Prix finale lørdag aften). Aftenens program er headlinet af en meget spændende ottemandsturnering, hvor danske Christian Colombo gør sin længe ventede professionelle debut i Kickboxing.

Set med danske øjne, så er Colombos deltagelse den store begivenhed, men for internationale fans, så er der også mange spændende elementer i denne turnering. Først og fremmest, så er feltet en blanding af anerkendte fightere og nye, up-and-coming profiler. Dette skaber altid en intens kontrast, hvor de sultne krigere vil forsøge at vippe de mere rutinerede fightere af pinden.

K-1 veteranerne Errol Zimmerman, Ben Edwards og Stefan Leko udgør umiddelbart favoritterne til at snuppe turneringssejren, men som altid, når det drejer sig om turneringer, så er alt udover den første kamp egentlig rent gætværk. Ofte er det den fighter, som har haft den nemmeste vej til finalen, som snupper den store sejr, og ikke nødvendigvis den bedste.

Colombo er både dobbelt dansk og dobbelt nordisk mester for amatører i Muay Thai, og han har endnu mere imponerende taget sølv til både EM og VM under IFMA. Nu er fighteren fra CSA dog kommet på karrierens utvivlsomt hårdeste test, da han skal op imod nogle af sportens helt store stjerner.

Sammen med Colombo, så udgør Daniel Sam (der har taget pladsen for den skadede Singh Jaideep) og Tsotne Rugava gruppen af de nyere navne, som har alt at vinde. Sebastian van Thielen og Roman Kleibl er to fightere med masser af erfaring som professionelle, og de har begge mødt store navne uden rigtig at slå gennem. Alle fem har dog undgået det helt store spotlight, og det bliver derfor spændende at se, om turneringen kan byde på en eller flere store overraskelser.

I tilfælde af skader, så er der en reservekamp, og den kæmpes mellem Slavo Plugic og Coco Rus.

Der er også en fremragende superfight på fightcardet, mellem Hesdy Gerges og Rico Verhoevent. Gerges er den umiddelbare favorit, men Verhoeven er i god form og kommer for at snuppe karrierens største skalp mod It's Showtime sværvægtsmesteren.
Der vises også en to andre superfights: Alexandru Lungu mod Neil Cooke samt Alex Trofimov mod Costel Pasniciuc

Turneringen
Stefan Leko (Tyskland) v Tsotne Rogava (Ukraine)
Christian Colombo (Danmark) v Roman Kleibl (Tjekkiet)
Daniel Sam (England) v Ben Edwards (Australien)
Sebastian van Thielen (Belgien) v Errol Zimmerman (Surinam/Holland)

Reservekampen
Slavo Plugic (Slovakiet) v Coco Rus (Rumænien)

Super-Fights
Neil Cooke (USA) v Alexandru Lungu (Rumænien)
Rico Verhoeven (Holland) v Hesdy Gerges (Egypten)
Alex Trofimov (Israel) vs Costel Pasniciuc (Rumænien)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar