tirsdag den 29. november 2011

Selcuk Aydin vs Jo Jo Dan II!



Eurosport sender i aften kl. 20:40 stævnet fra i lørdags, hvor en række af Ahmet Öners stald boksede store kampe fra Hayri Gür Spor Salonu i Trabzon, Tyrkiet. Aftenens hovedkamp er den længe ventede returkamp mellem Selcuk Aydin og Jo Jo Dan, men der sendes også interessante kampe i sværvægt (Ondrej Pala mod Darnell Wilson og Erkan Teper mod Cisse Salif) samt et mellemvægtsopgør mellem Benjamin Simon og Ruslan Rodivich.

Aydin (22-0-0, 17 sejre på KO) og Dan (29-1-0, 16 sejre på KO) mødtes for halvandet års tid siden i en meget omstridt kamp i Tyrkiet, hvor Aydin fik en kontroversiel pointafgørelse på sin hjemmebane, og vandt WBC's Silver titel. Den canadisk-baserede rumæner har siden råbt op for at få sin velfortjente returkamp, og så må vi se om den kompakte southpaw kan gøre, hvad han ikke formåede sidst: At overbevise dommerne om, at han fortjener pointsejren eller stoppe Aydin.

Tyrkeren har legitim knockoutpower i sine slag, men den temperamentsfulde slugger er ganske primitiv og kan udbokses. Han havde store problemer med Dans overlegne teknik sidst de mødtes, og det bliver meget interessant at se, hvilke forbedringer Aydin har gjort under træner, Graciano Rocchigianni.

Dan har ikke samme power som Aydin, men han er hurtigere, mere rutineret og er langt bedre teknisk. Han skal egentlig bare presse mere på, end han formåede at gøre i det første møde, hvor han blev chokeret i starten af kampen. Dan blev sendt til tælling i første omgang, og det kostede ham dyrt.

Pala (29-2-0, 21 sejre på KO) står overfor den yderst hårdtslående Wilson (24-12-3, 20 sejre på KO) i en ganske god test, hvor han skal forsvare sit WBO European bælte for første gang. Wilson er den klassiske hot/cold fighter, som nogle gange er yderst imponerende og andre gange ganske ordinær. Amerikaneren kommer ind til denne kamp med en flot sejr over Juan Carlos Gomez, og kan han arbejde videre på det momentum, så kan Pala være i store problemer. Tjekken er dog en ganske undervurderet bokser i det europæiske sværvægtsbillede, og han nærmer sig en stor kamp.

Teper (6-0-0, 4 sejre på KO) står overfor karrierens sværeste kamp, da han skal op mod den store, stærke og hårdtslående journeyman, Salif (24-18-2, 21 sejre på KO). Den tyskbaserede tyrker har set lysende ud i sine kampe, men Salif så meget stærk ud i sin seneste kamp mod Alexander Petkovic, hvor han ganske uretfærdigt blev diskvalificeret. Bokseren fra Mali er en svær journeyman, men Teper skal kunne komme forbi ham, hvis han skal blive til noget i sværvægtsdivisionen.

Den ubesejrede tyske mellemvægter, Simon (21-1-0, 20 sejre på KO) skal forsøge at levere endnu en knockout mod den ligeledes meget hårdtslående hviderusser, Rodivich (8-4-0, 8 sejre på KO).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar